Kære alle!
Jeg er lige blevet sat på toget af min skønne familie og er på vej til lufthavnen, hvorfra turen går til Hobart over Paris, Hong Kong og Sydney. Derefter venter Antarktis - først Mario Zuchelli-basen og så Concordia. Muligvis er jeg helt fremme om 4 dage.
Det er faktisk nu, det sker. Det sker faktisk.
Det er en meget mærkelig, ambivalent følelse - glæde, forventning og nervøsitet.
Og der er mange tanker - kort- og langsigtede. Har jeg husket det hele? Mit kamera vejer alt for meget med al optikken, giver det problemer i lufthavnen? Kan jeg huske det hele vedr. forskningen og kan jeg blive ved med at kunne motivere folk? Og de store ubekendte - isolation, mørke, sprog, savn.
Men det er jo det vildeste eventyr og jeg er så taknemmelig for at have fået muligheden og blive mødt af velvilje, støtte, interesse og utrolig stor hjælpsomhed alle steder fra.
Tak til jer alle! Jeg håber, jeg kan gengælde det.
Nedenfor følger en opsummering af træningen i Brest, Aosta og Montpellier. Det sidste ryk - fremover bliver det Concordia-fokuseret :-)
Og spørg endelig, hvis der er spørgsmål og del endelig bloggen.
Vi ses i 2019! :-)
Kærlig hilsen Nadja.
Træningen i Chamonix blev afløst af en uge i Brest, hvor hele det franske polarinstituts hold af "overvintere" var samlet - både til Antarktis (Concordia og Durmont d’Urville) og de subantarktiske øer (Amsterdam, Crochet og Kerguelen) - i alt ca. 65 personer. Vi boede (igen) et utroligt smukt sted – denne gang ved den franske vestkyst og vejret var igen med os. Så der blev plads til både strandture, udendørs aften-øl inklusive lange snakke og kig til de mange bunkere, som er efterladt efter 2. verdenskrig (det var en udsat region). Vejrmæssigt er regionen er ellers kendt for nærmest nordjyske forhold hvad angår regn og blæst, men vi fik bornholmske tilstande med en uge med tørvejr - stik imod alles forventning.
Og det er i øvrigt ret svært ikke at synes om en region, der har pandekager som nationalret.
Vi fandt også ud af i lægegruppen, at der er en del af os, der er glade for at løbe, inkl. chefen, som løber en del trailløb. Så en morgen tog alle læger, på nær 3, på tur med pandelamper til et af egnens fyrtårne. Lidt tricky i mørke (og jeg har ikke løbet trail siden Grønland) – og da jeg har en tendens til at kigge (og lyse) alle andre steder end nedad, tog jeg mig også et gevaldigt styrt på en af stierne. Pladask! Det er godt faldteknikken fra langrendsskiløbet åbenbart stadig sidder.
En hel del af de franske deltagere (dog ikke til Concordia) er 19-20 år. Tænk engang - da jeg var i den alder, boede jeg i Dublin, drak whiskey og klippede mig skaldet.
Det var ret sjovt at tale med folk fra den meget brogede gruppe – der er teknikere, forskere, mange forskellige aldre – og ikke overraskende: flest mænd. Og det var meget interessant at høre, hvad folk har pakket til deres år i isolation!
Man har mulighed for at få sendt 120 kg, foruden den bagage, man har med på selve turen derned (de klassiske 20 kilo). Jeg har sendt 30 kilo – hovedsageligt tandpasta, bodylotion og lakrids – men også jongler-bolde, fjollede spil, nogle enkelte bøger (der er bibliotek og jeg har også e-bøger med) og småting, som skal gøre mit værelse til ”hjem”.
Andre havde pakket modeljernbaner, skuespil, udstyr til ølbrygning – eller stort set kun film. Der var mange kreative og sjove idéer og det bliver spændende at se, hvad de andre Concordia-overvintere har med (og spændende hvad man har glemt – tingene blev sendt afsted længe inden vi fik at vide, hvad man egentlig skulle regne med at få brug for)!
I Brest hørte vi også om de praktiske ting omkring vores udstationering, historien om baserne, den forskning der foregår (mest glaciologi og biologi), løn og ferie osv., og fik mødt de mennesker, der administrerer hele molevitten og sørger for, at tingene kører. Og der var brandslukningsøvelser, rundkredssnakke og guidet rundtur på det lokale akvarium, med særlig fokus på den arktiske del. Ikke et kedeligt øjeblik.
I Brest mødte jeg også for første gang den franske del af Concordia-holdet, som primært udgøres af de livsvigtige teknikere. Og en vældig fin og sjov flok, som jeg fik lov til at tilbringe yderligere 1½ uge med, da turen efter Brest gik tilbage til alperne (denne gang den italienske side ved Aosta), og bagefter til Montpellier.
Chefteknikeren er faktisk en garvet herre, hvad angår denne slags jobs – han har arbejdet på boreplatforme, et år på en af de subantarktiske øer og et år på den anden franske base på Antarktis, Durmont d’Urville. Så det var en fantastisk mulighed for at hente erfaring og historier!
Sidst på ugen fik vi mulighed for at skype med den flok, der aktuelt er på Concordia, og som vi afløser. Det var sjovt endelig at få sat ansigter på og det blev en smule mere virkeligt, at det om kort tid er os, der sidder i dén sofa.
Men først skulle vi til Aosta og møde resten af Concordia-holdet – endelig!
I Aosta var hele Concordia-holdet, både italienere, franskmænd og dansker, endelig samlet for første gang og vi smeltede ret hurtigt sammen - heldigvis! En flok spændende og afslappede mennesker, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende.
De fleste af de franske deltagere har tekniske funktioner, med enkelte undtagelser, mens de fleste italienere har forskningsopgaver – igen med enkelte undtagelser.
Aldersmæssigt er der 4 i 20’erne (den yngste er 23), 4 i 30’erne, 1 i 40’erne og resten er i 50’erne. 10 mænd og 3 kvinder.
Igen var vi indlogeret et smukt sted – denne gang langt fra vand, men tæt på alperne – højdemåleren sagde 1800 meter. Sproget var nu engelsk – dejligt (for mig) – og det viste sig heldigvis at stort set alle taler rigtig godt engelsk. Der er et par undtagelser, men f.eks. fandt kokken og jeg ud af, at vi kan tale et ”hmmeligt” sprog sammen, nemlig tysk! Det var helt hyggeligt 😊
Igen stod dagene på praktiske informationer, god mad i rigelige mængder (og god kaffe i rigelige mængder), men også teambuilding! Vi blev sendt på skattejagt, skulle bo i (villa)telte, lave mad på bål og lave redningsøvelser. Denne gang uden bjerge og bjergstier, men det var stadig god træning – heldigvis var de mere kompakte typer på det andet hold!
Der var også god tid til at få snakket, og vi fik også talt meget om, hvilke konflikter/stresssituationer, der kan opstå et isoleret sted som Concordia. Der blev bl.a. talt om parforhold, rod, sladder og vigtigheden af at holde personer adskilt fra deres arbejde (man skal f.eks. ikke blive sur på kokken, hvis man ikke kan li’ maden – eller mig, hvis man synes prøverne, jeg laver, er åndssvage).
Og der blev talt om vigtigheden af, ikke at tisse under bruseren! De har et vandrensningssystem, som ESA har sponsoreret, som sørger for at 85 % af vandet genbruges. Og det kan fjerne bakterier, vira – men ikke tislugt. Og det er da lidt surt at tage bad i vand, der lugter af tis… "Mine" ESA-forsøg blev også blæst i gang og det var skønt at opdage, at mange af de andre deltagere også har haft disse forsøg som motivation for overhovedet at søge jobbet. De vil meget gerne bidrage til videnskaben, ikke mindst med henblik på rumrejser – der er sågar en af de andre deltagere, der tidligere har søgt om at blive astronaut. Så de tog imod både dunke til urinopsamling, flasker til afføringsprøver og ikke mindste de ca 10 liter blod, jeg tappede, med oprejst pande.
Til slut var vi 4 der tog turen til Montpellier for at se det vandrensningsanlæg, de har i Concordia. Det er bygget for ESA og minder lidt om de filtrationssystemer, man har med på trekkingture - bare "lidt" større og mere komplekst.
Det er et ”Grey Water Treatment Unit” – altså et rensningsanlæg til ”gråt” vand, som bl.a. er badevand og vand fra køkkenet. Såkaldt ”Black Water”, altså sort vand, som f.eks. er vand fra toiletterne, afledes andetsteds og genbruges ikke.
I kan læse mere om det her (det er altså ret spændende).
Teknikerne fik trænet diverse scenarier, jeg fik trænet vandprøvetagning og vi fik drukket kaffe – og spist flere pandekager.
Så – efter endnu nogle intensive og ekstremt oplevelsesrige uger, var det midlertidigt farvel til de nye kolleger og tilbage til Danmark. Og en afrejse, der pludselig var kommet tæt på!