En orangutang i Paris – eller manden der gik ind i en glasrude

Opdateret: 22. okt. 2018

Samtalen, inkl. lægeundersøgelse og samtale med psykolog, skulle finde sted en lille måned senere i Paris, hvor det franske polarinstitut, IPEV, har hovedsæde.


Jeg modtog en stak papirer fra IPEV, igen på fransk. Det skal her indskydes, til dem, der ikke ved det eller ikke har gættet det: jeg taler ikke fransk – jeg kom til én fransktime i folkeskolen, syntes det virkede håbløst og så mig aldrig tilbage. Jeg har selvfølgelig lært noget siden (jeg kan nu bl.a. sige, at jeg ikke taler fransk – på fransk) – og jeg arbejder ihærdigt på sagen.

Men i februar marts måtte jeg forlade mig på google translate og venner, der har lært sproget – og tak til jer!


Et regulært kapløb med tiden startede. Der skulle laves tandlægeattest, pasbilleder, indhentes dåbsattest, straffeattest, lægeattest og så videre og så videre. Heldigvis havde jeg i det mindste allerede fået ferie i den uge, hvor samtalerne skulle finde sted, efter jeg havde fået frittet datoen ud af ESA nogle uger forinden (”Vi må ikke oplyse datoen - men til din information regner vi med, at det bliver denne dag” – TAK (og må jeg gerne tolke det som et godt tegn?!)).

Og jeg var svært smigret, stolt og overrasket over at være kommet så langt.


Medio marts var tasken pakket, maven fyldt til bristepunktet med sommerfugle - og turen gik imod Paris.

Paris. Baguettes, Eiffeltårn, caféer og kaffe på bænke. Tilfældige samtaler med tilfældige mennesker, og souvenir-sælgere med samme miniature af Eiffeltårnet. Små veje, hvor man lynhurtigt farer vild (det hjælper så heller ikke at være øst-vest blind). Et herligt gensyn.

Paris var forårsramt med 20 grader og klar, frisk sol, så eftermiddagen inden samtalen kunne bruges i gaderne. Og heldigvis – udover at skulle holde sommerfuglene nede på et acceptabelt niveau, havde jeg nemlig også fået en særlig opgave.

Min bror havde startet en indsamling til organisationen Red Orangutangen og jeg havde fået en lille rejsende orangutang-bamse med, som kunne lege model på byens seværdigheder. Det krævede dog ærligt talt lidt overvindelse at hive en bamse frem og begynde at fotografere – men forbavsende få mennesker reagerede, og som ekstra bonus virkede faktisk til at holde souvenirs-sælgerne væk!

Men – solskin, kaffe og selv Paris kan ikke sætte tiden på pause, og det blev næste dag, hvor samtalen skulle finde sted. Programmet startede kl. 8.30, hvor lægeundersøgelser, inkl. røntgen og blodprøver, kickstartede dagen. Selvfølgelig fastende. Første stresstest: ingen kaffe.


Når man møder til den slags, scanner man lige rummet for potentielle ”modstandere” – jeg gør i hver fald. Og blandt de andre mennesker, spottede jeg næsten med det samme en yngre, pænt klædt mand, som sad parat med sin taske og så foruroligende frisk og veloplagt ud, som kun yngre, pænt klædte mænd kan. Efter et par sekunders øjenkontakt blev vi vist tavst enige om, at vi var der for det samme og præsenterede os for hinanden – og ganske rigtigt. Han viste sig at være fra Holland, kende både ESA-folk, tidligere deltagere og var i gang med en masteruddannelse i Space Medicine. Uha. Jeg måtte jo blank indrømme, at jeg var presset - han nok var jo nok lidt bedre kvalificeret end mig og han erkendte, at han følte sig lidt presset over min kliniske erfaring og grønlandserfaring.

Vi blev enige om at måtte den bedste mand/kvinde vinde og begyndte så ellers åbenlyst at lægge saboteringsplaner for hinanden, hvilket vi havde meget sjov ud af – jeg fik klart det bedste kort på hånden, da han under frokosten gik direkte ind i en glasrude. Desværre fik jeg det dog ikke på video og desværre nægtede han at gentage seancen.

Jeg hå


Eftermiddagen bød på selve interviewet og psykologsamtale. Jeg vil ikke gå i detaljer om form og indhold, men interviewet var både oplysende (på godt og ondt) og det viste sig, at både hollænderen og jeg havde fået pluspoint for også at have søgt året tidligere - Jeg havde frygtet, at de huskede mig som ”hende, der ikke forstår hvad en deadline er”.

Psykologdelen var lettere surrealistisk – særligt da psykologen ikke taler engelsk og mit franske er – som I ved – begrænset til baguette og cafe au lait. Men med hjælp fra en engelsktalende fransk læge (og i et enkelt tilfælde ved brug af ord husket fra en vin-etiket) gik det. Og klokken 19 var vi igennem programmet.


Jeg var dødtræt. Efter en hurtig aftensmad var det retur til hotellet og dagen efter tilbage til hverdagen. Og så kunne the waiting game ellers begynde igen. Det er godt, tålmodighed er én af mine spidskompetencer (eller…. nej).

Sightseeing i Paris

74 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon