Efter en lang og omstændig togtur (inkl. vandretur i Paris), ankom jeg i St-Etienne. Alt gik gnidningsfrit og jeg havde booket en lille lejlighed, så jeg kunne få vasket tøj (det begyndte at lugte tiltrængt efter 2 uger på farten).
St-Etienne ligger i bjergene tæt på Lyon, og er en ret charmerende lille by. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at de fleste i stedet vælger at overnatte i Lyon, da der ikke er så meget at kigge på i St-Etienne. Alle veje ender ved hovedveje (efter man er løbet/gået op ad bakke i uendelige tider), men byens botaniske have snor sig op på en bakke og man ender med en fabelagtig udsigt efter at have passeret byens operahus – det var jeg ret vild med, og man kan faktisk godt få et yndlingssted, selvom man kun opholder sig i en by i tre dage.
Jeg var også ret vild med tanken om at skulle ud og afprøve mit franske! Siden jeg var til samtale i maj, har jeg brugt ca. 1 time om dagen på memrise (sproglæringsprogram til telefonen), eller med at læse Le Monde eller andre fransksprogede aviser. Og det gik egentlig okay – google translate blev i hvert fald mindre og mindre nødvendigt.
Men… det er bare noget helt andet, når man træder ud blandt franskmænd! Efter en morgenløbetur første dag, hvor jeg passerede et stort marked, besluttede jeg mig selvfølgelig for, at jeg skulle ud og handle! På fransk! Men det viste sig hurtigt, at jeg ikke forstod noget som helst (på nær skiltene). Og panikken ramte for alvor, da en mand afsluttede med ”au revoir”, hvilket mest af alt lyder som ”a-va” i daglig tale. Jeg stod med en klar fornemmelse af, at dét BURDE jeg simpelthen forstå – det var jo tydeligvis noget ret basalt, men det tog alligevel et par minutter, før det gik op for mig, hvad han havde sagt. JEGLÆRERALDRIGFRANSK, tænkte jeg – DETKOMMERALDRIGTILATGÅ! ARGH! Jeg gik hjem, mens jeg knugede min pose med grøntsager og ost, og kastede mig over det franske igen. Et par timer ekstra kommer jo nemlig helt klart til at gøre hele forskellen… det ved vi alle.
Heldigvis er forskerne på det team, jeg skulle besøge, tyske og franske (med godt engelsk), så i forhold til træningen, var der ingen sproglige problemer. Holdet i St-Etienne undersøger, hvordan immunforsvaret og bakteriefloraen i tarmen påvirkes af isolation og manglende udefrakommende bakterier/vira, så de fleste af dagene gik med at træne pipettering og håndtering af prøverne, primært blodprøver. I Concordia vil der blive suppleret med afføringsprøver og spytprøver.
Det er faktisk ret interessant, hvad mad betyder fysiologisk, men også psykologisk/antropologisk – f.eks. bager de kage konstant (de skriver i hvert fald meget om det) i Concordia aktuelt, Andreas Mogensen havde dansk chokolade med til ISS, jeg har pakket saltlakrids…
Så der blev kastet en masse forskningsidéer op i luften i forhold til mad - og nogle når vi at gribe. Andre kommer jeg forhåbentlig til at arbejde videre med efter hjemkomst.
Generelt er jeg blevet taget utrolig godt imod og plejet rigtig godt af alle forskningsholdene, og det gjorde sig bestemt også gældende i St-Etienne. Den ene forsker havde hjemmelavet sæbe med og den anden begavede mig med så meget lokalproduceret chokolade, at jeg bestemt må have mere brunt fedt nu end gennemsnittet (ville det ikke være fantastisk, hvis det faktisk virkede på den måde?).
Det blev også til gode middage på byens livlige torv, hvor den meget sprudlende franske forsker fik overtalt os til bl.a. at afprøve frølår - vi modstod dog ”fristelsen” for snegle og fyldt tarm… og nej, sidstnævnte er OVERHOVEDET ikke det samme som pølser (men noget meget tykt og gummiagtigt noget – jeg blev alligevel overtalt til en smagsprøve).
Efter nogle spændende og madfyldte dage i St-Etienne gik turen tilbage til Tyskland, nærmere betegnet Köln. I maj, da jeg var der første gang, boede jeg ude ved lufthavnen, tæt på DLR (Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfart) og relativt langt fra byen, som jeg derfor aldrig nåede ind til. Denne gang havde jeg i stedet booket på et hotel ved siden af banegården, så jeg både slap for at slæbe tasken så langt (de bliver jo sjovt nok altid tungere og tungere undervejs), men også kunne få set lidt af centrum.
Köln er lidt en spøjst udseende by (den ene af de lokale forskere beskrev den som direkte grim), da den blev bombet grundigt af englænderne under 2. verdenskrig og derfor består af en masse nye (og knapt så pæne bygninger), og en del historisk, bl.a. den utrolig flotte domkirke (som i øvrigt også blev bombet, men er under konstant restaurering).
Men – min sightseeing måtte vente lidt. Mit VISA-kort var åbenbart blevet træt på turen, og jeg kunne ikke betale på hotellet. Det gav lidt komplikationer, men vi fandt da ud af det og heldigvis havde jeg tilstrækkelig med kontanter til, at jeg i det mindste kunne få lov til at stille min taske på værelset, mens jeg skaffede resten (det kunne så fint kombineres med en smule shopping i den imponerende Globetrotter-butik, de har i Köln). VISA-kortet ville nemlig gerne fungere ca. hver anden gang. Mærkeligt.
Og så skyndte jeg mig ellers at bestille et supplerende Mastercard – det er skisme også for fjollet at rejse uden.
Dagen efter startede træningen ude på DLR. Morgenen startede med trafikale udfordringer, da jeg ville bruge det offentlige transportsystem, og det sjovt nok ikke var muligt at købe billet til helt samme stationer på togstationen, som på mobil-app’en (som man desværre også kun kan købe billet i, hvis man har tysk nummer). Så efter lidt undren fra både min og kundeservices side, stod jeg med en billet og nåede også frem til tiden – til en næsten tom bygning på DLR.
Langt de fleste fra team’et var draget på konference i Spanien, og den ene af de to forskere, jeg skulle mødes med, arbejder også fuldtids som anæstesilæge, og han var grundet sygdom blandt kolleger nødt til at trække i lægekittelen de fleste dage. Men jeg var glad – jeg fik endnu en rundvisning på DLR, dog i andre bygninger end sidst, nemlig dér hvor de bl.a. laver langtidsstudier af højdeeksponerede og af astronauterne efter hjemkomst fra rummet. Jeg fik set ”centrifugen”, hvor man udsættes for G-kræfter, nogle af de træningsinstrumenter, der er udviklet til ISS og andre som de bruger til fysiologiske undersøgelser af astronauter. Jeg blev derfor også meget klogere på nogle af de kropslige forandringer der sker, når man er i rummet.
De to forskere i Köln arbejder meget med effekt af både dykning, højde og vægtløshed. Højden især ved alpinister, og vægtløsheden bl.a. ved paraboliske flyvninger (de flyvninger, hvor man oplever vægtløshed), og langtidsstudier, hvor folk skal ligge fladt, men tiltet bagover. Forestil jer at skulle tilbringe 60 dage, tiltet bagover, og hvor man både skal spise, tale, og tisse på den måde! Ikke overraskende har de svært ved at skaffe forsøgspersoner til den slags undersøgelser.
Deres projekt i Concordia handler om kliniske symptomer på højdesyge (f.eks. hovedpine, kvalme og søvnproblemer), parakliniske tegn vurderet ved hjælp af blodprøver og urinprøver samt vurdering af væskeophobning i kroppen. Concordia ligger i 3400 meters højde, hvilket tilmed kan opleves som højere, eller lavere, afhængigt af lufttrykket. Og man ved ganske meget om, hvordan kroppen påvirkes i den slags højder, men mest over kort tid (de fleste bjergbestigere klatrer jo ret hurtigt ned igen) eller hos folk, der har boet under den slags forhold i flere generationer, f.eks. sherpa’erne i Nepal. Så forskerne er især interesserede i hvordan kroppen påvirkes over længere tid – og hvornår den normaliseres igen.
Så foruden at tilbringe tid på DLR på ”sightseeing”, trænede vi igen blodprøvetagning og pipettering, og jeg var med på Intensivafdelingen på hospitalet i Köln, hvor vi bl.a. ultralydsscannede ødemer.
Snakken om astronautdrømme kommer uundgåeligt op, når nu man går rundt i deres baghave. Den ene af forskerne fortalte, at han to gange har været med i opløbet, når der har været søgning på nye astronauter – den første gang var han dog for ung, den anden gang for gammel – så nu står han øverst på listen, når de starter kommercielle flyvninger.
Den anden forsker foretrækker bjergene fremfor rummet (måske meget fornuftigt).
Særdeles rig på oplevelser og med armene over hovedet – og to gange lovning på netop en parabolisk flyvning, kunne jeg efter Köln igen vende næsen mod Nordens Paris, Aalborg. Denne gang med tog hele vejen. Og med udsigt til hele 6 dage i Danmark inden næste afrejse var der tid til at klare lidt praktisk. Det er nemlig lidt bøvlet at rejse til Antarktis. Og hvor jeg er øst-vest blind, er der forbavsende mange inden for det administrative. der er nord-syd blinde 😊
Og så var der jo også lidt tid til at træne fransk (suk).
