Et frostbid på næsen (igen), en ESA-læge mere og en masse kasser.

Kære alle,

Undskyld! Det er nu lidt mere end to måneder siden, at jeg rejste fra Concordia og tilbage til Danmark og det er jo direkte pinligt, at det har taget mig så lang tid at få skrevet et indlæg til bloggen. Jeg kan jo i hvert fald ikke længere skyde skylden på langsomme internetforbindelser, men nok nærmere på fantastiske gensyn, solnedgange (plejer de at være så flotte i Danmark?), tid der skulle bruges på at kigge på bølger, hoppe i vandpytter, saltlakrids, rugbrødsmadder, stempelkaffe og masser af brunch (og ja, der var bacon). Og så selvfølgelig også den tid, jeg hurtigt kunne bruge på ”at komme tilbage” – nemlig de lidt mere tørre aktiviteter, så som at få styr på bolig, adresse-ændringer og arbejde.

Og så et par minutter hver morgen til at konstatere, at jeg er blevet virkelig gråhåret og rynket i løbet af det sidste år. Så meget for cryo-behandlinger for at komme til at se yngre ud! Som min mor sagde, da jeg beklagede mig over at være kommet til at se virkelig gammel ud:

”Ja.”

Jeg har haft orlov indtil 1. februar og hvad der i starten virkede som en virkelig lang friperiode, er fløjet afsted! Concordia virker allerede meget langt væk – som en anden verden, næsten, og det er utroligt, hvor hurtigt de 13 måneder i dybfryseren gik.

Efter det første fly var landet og fløjet, begyndte der at komme fly og nye mennesker i en lind strøm – ca. hver eller hver anden dag. I starten var det hårdt arbejde, da vi overvintere jo både fortsat skulle fokusere på at afslutte vores egentlige arbejde, men også hjælpe med at tømme fly, organisere indholdet, byde de nye velkommen og hjælpe dem med at komme på plads. Der manglede ikke kendte ansigter og det var herligt at byde mange af dem, vi havde sagt farvel til da det sidste fly lettede den forrige sommer, velkommen tilbage.


Billede: Basler'en dirigeres på plads (Jim, piloten, parkerede den alligevel dér, hvor han syntes, det var bedst)


Der var italienerne – bl.a. kokken, sekretæren, mekanikerne, science coordinator’en og stationslederen, som alle også havde været der forrige år (ikke alle i samme funktion som dette år). Og franskmændene – hvoraf de fleste er teknikere, selv har tilbragt én eller flere vintre i Concordia, og som kan kendes på deres lange hår og deres evner til at arrangere fester. Jeg havde mentalt døbt dem ”The Manbuns” allerede sommeren forinden.

Antallet af mennesker i basen steg derfor også hurtigt op omkring de 50 og basen summede af liv – på godt og ondt. Der kunne for alvor komme skrid i de udendørs aktiviteter, der var igen fest i Spaccaossa-teltet og menuen blev mere og mere varieret, efterhånden som nye varer kom til. Pingpong-turneringer kunne genoptages, der var igen mennesker nok til at lave to volleyball-hold og der var nye mennesker at lære at kende!


Billede: Teknikerne har travlt uden for basen!


Men... Vi skulle også lige vænne os til at "dele" basen med andre.

Jeg ankom jo selv som en af de første sidste sommer og husker det tidligere holds frustrationer. Ting blev flyttet, de kunne ikke længere få lov til at spise morgenmad i fred og ro om søndagen. Og så videre. Jeg kunne hurtigt konstatere, at jeg måtte dele træningslokalet med andre allerede klokken 5 om morgenen, at kartonerne med sojamælk blev sat tomme tilbage i køleskabet og, lidt mere overraskende, at jeg ikke var den eneste, der brugte mine polarstøvler. Basen føltes lige pludseligt lidt mindre som "hjem" (måske en god ting).

Jeg måtte også vænne mig til at dele ”mit” laboratorie/kontor – den nye ESA-læge var nemlig ankommet (heldigvis, da)! Og det var et glædeligt gensyn! Jeg mødte nemlig min afløser, hollandske Stijn, første gang allerede i Paris 2018, da vi begge var til diverse undersøgelser og interviews som led i udvælgelsen til DC15, altså ”mit” år. Han var også blandt de tre, der var blevet valgt ud til sidste runde, og vi endte med at følges rundt til de forskellige undersøgelser og også spise frokost sammen. Han er en enorm sympatisk, fokuseret og dygtig mand, og jeg var meget glad og overrasket, da han ikke blev valgt til DC15 og meget glad og knap så overrasket, da jeg hørte, at han var blevet valgt til DC16. Han forklarede det dog selv med, at ESA nok var blevet trætte af at få ansøgninger fra ham - mon dog 😊.

Stijn er et af de mennesker, der kan være seriøs og fokuseret og total afslappet og nede på jorden på samme tid, hvilket var (og uden tvivl er) helt perfekt - jeg var nemlig langt fra nede på jorden og afslappet.


Billede: Stijn slapper af på basens tag.


Alle undersøgelser var blevet færdiggjort inden der kom nye på basen, så dén del var, gudskelov, klaret. Alle data var også både sendt og gemt (adskillige steder), så der kunne neurotikeren også sætte flueben. Men jeg var stadig i fuld gang med at pakke! 3 ud af mine 5 forsøg var nemlig afsluttet, så, udover alle prøverne, skulle alt deres udstyr sorteres og pakkes – og her taler vi om alt fra Soyuz-simulatoren, til en CT-scanner og en centrifuge, ekstra computere, USB-sticks og batteri-opladere.

You name it, I packed it.

På et tidspunkt spekulerede en af glaciologerne højlydt på, om jeg mon var ved at pakke hele basen ned.

Og ikke nok med, at ting skal pakkes – de skal også pakkes i noget. Og der er langt til nærmeste byggemarked. Gudskelov var de fleste kasser og bokse til at finde både i det elektroniske system og i fysisk form, men for andre var det lidt en anden sag. Ifølge det elektroniske registreringssystem havde et af forsøgene f.eks. ingen kasser overhovedet, i andre tilfælde opholdt de sig helt andre steder end de oplyste. Det var den rene skattejagt – desværre med tomme kister. En overraskelses-lakridspibe i ny og næ ville nu ikke have gjort noget. Jeg tror måske endda, jeg ville have sat pris på overraskelses-bacon lige de dage. Oh well - når projekterne kører over adskillige år, så er det heller ikke underligt, at der bliver flyttet lidt rundt på tingene, og så er det jo dejligt, at basen trods alt heller ikke er større og at der ikke er edderkopper i gemmerne (fun fact: det er det eneste kontinent uden edderkopper).

Det var også en glimrende undskyldning for at fræse rundt på snescooter.

Det viste sig, at der var 18 kasser, der skulle pakkes. Og det gav en hel tredje udfordring, for mens en tom kasse sagtens kan tåle at stå opbevaret i -50 grader, så er det lidt en anden sag for en kasse med elektronisk udstyr. Og vi taler altså ikke om kasser i flyttekasse-størrelse – vi taler om STORE kasser. Og TUNGE kasser! Hurra for stærke mænd, siger jeg bare! Et eksempel: kassen til den centrifuge, der skal skulle sendes tilbage, havde jeg med hjælp fra vores astronom parkeret ved foden af basen. En meget, meget stor trækasse (det er selvfølgelig ikke en centrifuge til vasketøj, jeg mener, men én af dem, der centrifugerer blodprøver, så man får skilt de forskellige elementer i blodet. Jeg ved af erfaring fra et tidligere tidspunkt, hvor jeg "lige" ville flytte én fra vores hospital til mit laboratorie, at de er MEGET tungere, end de ser ud til - og det er selvfølgelig ikke fordi, jeg både er gammel OG slap). Efter at vores science coordinator, Vito, som bl.a. også er ansvarlig for transport af videnskabeligt udstyr og prøver til og fra basen, flere gange havde spurgt om kassen var min - og jeg flere gange havde forklaret, uden tvivl mens jeg så lettere opgivende ud, at den både var tung og stor og at jeg gerne ville pakke den som noget af det sidste, fattede jeg efterhånden, at han nok gerne ville have den af vejen. ”It’s fucking heavy!” forklarede jeg, med henvisning til dét klistermærke, der var sat på kassen, da den skulle sendes til Concordia: 120 kg. Vito spekulerede på, om det nu virkeligt kunne passe, gik for at tjekke – og kom tilbage få minutter senere med armene løftet over hovedet og råbte ind i laboratoriet: ”It’s fucking heavy!”. Det blev til et godt grin og det lykkedes os at få den pakket senere samme dag – 4 mænd og én kvinde. Og jeg tror ikke, at dén kasse blev flyttet igen før den blev læsset til hjemrejse senere den sommer (hvis den da ikke står der endnu) - det blev i hvert fald enstemmigt vedtaget, at vi ikke behøvede at kontrolveje den, hvilket ville have krævet endnu et løft.


Billede: Ivan hjælper med at skille Soyuz-simulatoren af - med stor begejstring.


Nå, men det skal siges, at udover at pakke kasser (endda i drømme pakkede jeg kasser), så hyggede vi os også. Jeg fik lidt kvalitetstid sammen med de andre, når de gav en hånd med i at skille ting ad, til måltiderne og vi kunne stadig finde små heller i basen, hvor vi kunne himle med øjnene over alle de nye mennesker. Og der var heldigvis også tid ti at sætte Stijn ind i noget af alt dét, som ikke handler om at pakke – nemlig redningsudstyret, vandanalyser (han fik en fin ny pH-måler, som forhåbentlig er mere stabil end den gamle), prøvetagninger og laboratorieudstyr. Om hvordan jeg har lavet månedsplaner og organiseret de forskellige undersøgelser, og han gik også ret hurtigt i gang med både at komme på plads og med at starte hans egne projekter op. Det var både sjovt og vemodigt på samme tid.

Én af mine yndlingsting ved at Stijn var kommet, var at kunne opleve dét at ankomme i Concordia, i Antarktis, i verdens måske bedste job, igen – ganske vist igennem en anden. Hans store fornøjelse, begejstring og forundring bragte mine minder tilbage og fik mig igen til at lægge mærke til nogle af de fantastiske ting, som senere blev hverdag. At forklare helt, for mig, basale ting og grine af ham, når han tog polarbukserne omvendt på (der har vi alle været) - og mon ikke han også ender med at favorisere thyborøn-habitten (for ikke-jyder er det heldragten, jeg mener).

Som nævnt var mine sidste uger travle. Jeg var, bogstaveligt talt, ikke færdig med at pakke, før der var mindre end 24 timer til at mit fly lettede fra basen. En smule frustrerende, da jeg havde håbet på en dag eller to til at summe rundt ude på isen, tage billeder, summe over det sidste år og sige ordenligt farvel til et sted der i et år har været mit hjem og en lille gruppe mennesker, der i løbet af et år blev familie. Men takket være midnatssolen nåede jeg alligevel sammen med Stijn både at spise marie-kiks i astronomi-shelteret og en ”lang” gåtur til tårnene og mit ophold endte lidt som det startede – med et frostbid på næsen. Det gjorde mig faktisk lidt glad.




Helt som ventet har jeg slet ikke fået det hele med – og jeg mangler stadig at skrive om vores dage på kysten (stikord: PINGVINER!) og om at komme hjem. I slipper åbenbart ikke for mig endnu 😊

77 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon