Hvad er det dér ESA Research Medic egentlig for noget?

Jeg ventede. Og ventede og ventede.

Og ventetiden var fyldt med spændende tilbud – jeg fik tilbudt en plads i den lokale kliniske etiske komité, et spændende forskningsprojekt og fik tildelt økonomisk støtte til den sidste del af min masteruddannelse i sundhedsantropologi. Fantastiske alternativer til et år på Antarktis!


Hver gang måtte jeg dog skyde det til hjørne med et vagt svar om, at jeg gik og ventede på svar vedrørende et forskningsprojekt i udlandet. Og at jeg selvfølgelig ville give endelig svar snarest muligt. Jeg tænkte ærligt talt, at folk ville tro at jeg havde storhedsvanvid, hvis jeg fortalte, hvad det egentlig var for en stilling, jeg havde søgt. Det var sådan cirka, hvad jeg selv gik rundt og tænkte – ”as if!”

Jeg havde også forladt samtalen i Paris med en særdeles dårlig fornemmelse i maven og var ca. 99 % sikker på, at jobbet ikke ville blive mit. Men jeg var jo nødt til at vente på det endelige svar, inden jeg kunne lægge andre definitive planer. Og samtidig begynde at lære lidt fransk (1 % optimist var jeg jo stadig).

Men i en periode blev der lagt en del både A- og B-planer, og alle aldeles glimrende – alternativet til at få jobbet virkede bestemt heller ikke dumt. Hvor privilegeret har man lige lov til at være?


Min familie har været med på samråd, allerede inden jeg søgte stillingen. Jeg ville være sikker på, at det ikke ville blive et års bekymring for dem, hvis jeg gik hen og fik den, da det ville være urimeligt at byde dem. Jeg var godt klar over, at min tur over indlandsisen i 2016, hvor jeg fik lungebetændelse undervejs, havde været en hård omgang for dem - og man kan ikke blive evakueret fra Concordia om vinteren, hvis uheldet er ude. Det var/er jeg indforstået med, og jeg ville være sikker på, at det samme var tilfældet for min familie – og der har heldigvis været stor opbakning hele vejen igennem. Dog selvfølgelig med lidt rynkede bryn, især i starten.

Min bror var da i tiden efter samtalen også fortsat helt overbevist om, at jeg nok skulle komme afsted. Hver dag i godt og vel 1½ måned tikkede der troligt en SMS ind: ”Har du fået kontrakten?” – hvilket altid fik mig til at smile, selvom svaret var ”Neeeeeej!”


Og så en dag efter påske kom der en mail – endda på engelsk. Der stod kort og godt: ”Vi har besluttet at tilbyde dig jobbet. Tillykke.”.

Jeg sad vel nok og kiggede ind i væggen i ca. 30 minutter, hvorefter mailen blev gennemlæst igen og igen. Mange gange. Og så fik min bror selvfølgelig besked som den første (det skal dog lige siges, at der gik ca. 5 måneder, før jeg fik kontrakten!). Og så tror jeg nok lige, at der blev drukket en lille øl.

I dagene og ugerne efter var det med at finde et ben at stå på - hvilket var ret svært. Og lige så stille begynde at kommunikere det ud…


Men jeg skylder jer vist en forklaring på, hvad er det lige præcis for et job, jeg har fået! Hvad pokker er en ESA Research Medic?

Det er en stilling, ESA sammen med det franske polarinstitut IPEV slår op én gang om året, første gang i 2009. Stillingen kan søges af læger fra alle ESA’s medlemslande og jeg er den første dansker, der har fået stillingen (om jeg også er den første dansker der har søgt, ved jeg ikke 😊).

I kan finde det stillingsopslag, jeg søgte på


og navnene og nationalitet på alle de personer, som tidligere har overvintret på Concordia, inkl. de tidligere Research Medics, på Wikipedia her.

Jobbet er primært en forskningsstilling, hvor man samler data til en række forskningsprojekter, som ESA vælger. Man er altså ikke ansat til at udføre decideret klinisk arbejde, men skal kunne bistå den anden læge, der er på basen (som i øvrigt altid er ansat gennem det italienske polarinstitut).

Jeg kører 6 projekter, hvoraf de 4 hører under ESA, ét under det franske polarinstitut og ét er et samarbejde mellem ESA og det italienske polarinstitut. Jeg har derudover fået lov til at lave lidt antropologi, mens jeg er dernede, men jeg planlægger at holde det på lavt blus - der skal nok blive rigeligt at lave for både mig og især de andre personer på basen, som, udover at passe deres ”rigtige” arbejde, regelmæssig skal have taget blodprøver, urinprøver og så videre (jeg skriver mere om de senere projekter i et senere indlæg).

Jeg har derudover en slags overordnet teamleder funktion, når der skal rykkes ud, hvis der f.eks. er én der kommer til skade uden for basen, og hvor der skal iværksættes førstehjælp – hvilket i den ekstreme kulde primært betyder at bringe vedkommende tilbage til basen og ind i varmen, inden vedkommende bliver yderligere afkølet. Hvilket ikke ubetinget er en let opgave i potentielt -80 graders kulde, mørke og konstant, let iltmangel, da basen ligger i 3400 meters højde.

Og så skal jeg selvfølgelig deltage i de daglige opgaver og lave vandprøver hver 2.-3. uge. Concordia har nemlig via ESA et ret interessant vandrensningsanlæg, som jeg også kommer til at skrive mere om.


Så kort sagt – jeg kommer vist ikke til at kede mig!

135 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon