Kend dem på huen

Blå himmel. Ånden står tydeligt foran ansigterne og der er frost i øjenvipperne. Noget er stivnet kondens fra ånden, andet tårer.

Solen står højt, med en tydelig halo og i dagens anledning to bisole. Man kan ane is-partiklerne danse i solen, men synet forsvinder så snart skibrillerne med den UV-beskyttende effekt lettes.

En lille forsamling blå, røde og en enkelt orange polar-dragter er samlet foran en Twin Otter. Der bliver krammet, taget billeder, grinet og grædt. I dag rejser 4 af de mennesker, der har tilbragt et år i Concordia fra 2017-2018, hjem.


Et år er gået. Jeg har kun haft fornøjelsen af at kende dem i 14 dage, men man oplever hurtig en tilknytning. For mit vedkommende har jeg selvfølgelig mest tilbragt tid med Carmen, den østrigske læge, der har haft stillingen som ESA-læge det sidste år.

De sidste par uger har vi tømt kasser, kigget i skabe, lavet vandprøver og forsøge at huske at få overleveret så meget som muligt. Vi har flyttet kasser på snescooter ned i EPICA-hulen, hvor de opbevares sammen med iskerner samlet igennem mange år, og hvor isen har dannet de mest fantastiske konstruktioner under taget.

Og i den periode har vi delt ESA-laboratoriet, sludret og fundet ud af at vi (måske ikke overraskende) har en del tilfælles. Bl.a. var vi begge lidt flove over at komme anstigende til Concordia, et af verdens mest øde beliggende steder, med en trolley som håndbaggage!

Laboratoriet kommer til at føles tomt uden hende og det er en smule angstprovokerende at skulle ”stå på egne ben” – i det omfang, jeg nu kommer til det. Responstiden fra Europa er heldigvis kort, når man som jeg har computernedbrud den første uge og bare generelt er lidt teknisk udfordret.


Men det er også mærkeligt at sige farvel, fordi det om et år er os og fordi der i den mellemliggende tid vil være sket en masse. Hvad ved vi ikke. Det er åbenlyst, at det er forskelligt fra år til år.


Flyet startes, drejer og sender en snesky afsted mod os, som står tilbage, så vi må vende os mod basen. Da skyen har lagt sig, er flyet ved at lette og de blå og røde Michelin-mænd begynder at bevæge sig tilbage til basen. Undervejs er der småsnak, og nogle gange er det svært at se, hvem man taler med – hvis man da ikke lige genkender stemmen.

Huer, skibriller og halsrør dækker hele ansigtet på de fleste og nogle gange kan man kende folk på gangen, holdningen – eller huen. Som kommer i et væld af farver, striber og kvaster – som min egen, hjemmestrikket af mor.

De fleste af os har dog sat navne på overtøjet, men ofte er det efternavnet der fremgår, og hvis det ikke er én, man kender særligt godt, gør det ikke gættelegen nemmere. Jeg er bl.a. teamleder for udrykningsholdet, så jeg har sat mit fornavn på med store bogstaver – så forhåbentlig er en klar kommunikation lidt mere sikret.

De fleste af os går også med en personlig radio. Inde i Concordia har vi et telekom-system og interne telefoner, som man også kan kalde hinanden på, men udenfor kan man kun nås med radio. I sommerperioden bruges den kun til kommunikation, men i vinterperioden aktiveres der også et sporingssystem, så de på en skærm i radiorummet kan se, hvor vi (eller radioen, hvis man har en tendens til at lægge ting fra sig og ikke få dem med…) befinder sig.

Jeg overvejer et tilsvarende system til mine strømper.


Én af de ting, jeg ikke nåede sammen med Carmen, var at gennemgå redningsøvelser og udstyr. Akuttasken har jeg været igennem, kasseret for gammel medicin og sørget for at den manuelle blodtryksmåler også har tilhørende stetoskop. Og pillet lidt op. Jeg er ikke sikker på, at solcreme vil være mit førstevalg af behandling i en nødsituation og formentlig kommer igen til at ligge eksponeret så længe, at solskoldning bliver det dominerende problem (men kan kunne da ønske det – det er da bedre end alvorlig nedkøling).

Så de næste dage gennemgår jeg den slæde med redningsudstyr, der kan spændes på en snescooter og tages med i nødstilfælde. Jeg laver lister og vi holder møde, så vi har navne på brandholdet, udrykningsholdet og dem, der skal hjælpe den italienske læge på hospitalet, hvis der bliver behov. Vi holder også vores første brandøvelse og jeg må sige, at jeg er imponeret over det professionelle udstyr, de 4 frivillige brandmænd har til rådighed. I de næste uger vil der også live trænet evakueringer og nødprocedurer, bl.a. skal vi prøve at forlade stationen via de såkaldte ”chaussettes” (strømper), som er lange stofrør der sidder fast på nødudgangene, og som man kan rutsje ned ad. Efter sigende er det dog dumt at gøre det med hovedet først.

Jeg lover at tage billeder 😊


Ugen byder også på en stor – og især for os der ikke har oplevet det før, ventet begivenhed – nemlig ankomsten af det første ”raid” eller ”traverse”, alt efter hvilket sprog, man bedst kan li’. Det er det lange vogntog af bæltekøretøjer, som kører over isen fra den franske base ved kysten, Durmont D’Urville, til Concordia. De fragter brændstof, madvarer, forskningsudstyr, personlige ejendele osv osv, og turen til Concordia tager ca. 14 dage og er ca. 1000 km lang. Turen ”hjem” er hurtigere, da det går ned af bakke. De tager turen frem og tilbage tre gange i løbet af den antarktiske sommer, med et par dages hvil ind imellem til at få sovet ud og få vasket underbukser. Nogle af dem bruger åbenbart ikke så meget andet undervejs, da førerhusene i køretøjerne har en vis drivhuseffekt.

De fleste af chaufførerne har kørt turen i mange år – den ene har 20-års jubilæum i år, og aktuelt er der også et par yngre kræfter med, den yngste 25 år. Generationsskiftet skal sikres.

Men for mit vedkommende er der også et glædeligt gensyn mellem chaufførerne, nemlig Ivan, som er den læge fra IPEV, som var til stede på kontoret, da jeg var til samtale og som også var en stor hjælp i forhold til engelsk-fransk-engelsk- oversættelse. Jeg har ikke set ham siden samtalerne i Paris i maj og der bliver talt om fremtidsplaner og oplevelser siden da.

Og om beskidte underbukser, men det er heldigvis en kort samtale.


Det tager tid at tømme vognene og fylde nyt på, og vogntoget er i Concordia i tre dage. Jeg giver den ene dag, sammen med ca. 7 andre, de italienske kokke en hånd med at flytte kasser med tørvarer/konserves og bacon, og ikke nok med at dagens motion er sikret, og det viser sig at den slags kan være forbavsende sjovt (og give en ny solskoldning på næsen, som er det eneste der stikker frem er sikret), og jeg får i løbet af et par timer også lært en række nyttige italienske ord som f.eks. ”asparaghi”. Så kommer jeg da ikke til at sulte til vinter (men bliver måske træt af asparges).


Teknikerne, som foruden at have hundetravlt med tekniske ting, vist også er basens uofficielle festudvalg, får også stablet en lille udendørs bar op, hvor der lørdag aften serveres ”vin chaud” – varm rødvin med appelsin og krydderier – og de yder sågar taxaservice frem og tilbage. Eller i hvert fald frem. Der er noget med rødvin og køretøjer.

Og hyggeligt er det! I det hele taget lægger de en imponerende energi for dagen. Så – der er (heldigvis) stadig nok at lave og selskabet er godt.

Bacon-forsyningerne åbnes

Der hygges!

Jeg har dog kun en pose lakrids tilbage, så en mulig krise lurer (også lidt fjollet kun at pakke to poser).

Send mere pingvin-lakrids!!

102 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon