Kunsten at hoppe ud fra 7,2 meter – eller kravle op til 45 (uden at hoppe ud)

Kære alle, Jeg håber, I er kommet godt ind i det nye år. Og her vil jeg komme min bror i forkøbet: med masser af bacon!


Jeg vil gerne starte med at beklage tavsheden hernede sydfra. Det skyldes hverken radionedbrud, rumvæsen-inficerede pingviner eller, for jer der har set ”The Thing”, norske hunde (en film, som jeg i øvrigt vist misforstod pointen med – den handler vist ikke om, at alle baser burde have en ung Kurt Russell). Det skyldes heller ikke vildfarne rumsonder (den står på sin plads i linnedrummet) – men simpelthen travlhed.

Dels har der været det daglige arbejde (tænk at være så heldig at kunne kalde dét, jeg laver, for dagligt arbejde – måske med undtagelse af rengøring af urinflasker), men vi har også haft travlt med redningsøvelser, hvilket jeg vil komme nærmere ind på nedenfor. Og så har vi desværre måtte sige farvel til medlem af DC15-holdet. Det har, som I sikkert kan forestille jer, været en kompliceret proces – og som jeg ikke vil komme nærmere ind på nedenfor. Men på den positive side fik holdet så hurtigt et nyt medlem, frisk fra den antarktiske kyst. Og det betød så også, at jeg endnu engang kunne få lov til at hygge mig med at sætte mærkater på cryotuber og blodprøveglas. Masser af tuber og glas. Så var der fest i laboratoriet igen!


Men tilbage til redningsøvelserne.

Hver sommer får Concordia besøg af en ekspert i redninger på ufremkommelige steder. Sidste år var det chefen for den lægelige del af det franske polarinstitut, og i år fik vi i en uge selskab af en alpinguide fra det italienske militær. Vi havde også fornøjelsen af ham og nogle af hans kolleger, da vi i efteråret var i Aosta i den italienske del af alperne, men da var fokus primært på teambuilding. Nu var det lidt mere seriøst.

Som tidligere skrevet på bloggen, har basen et 45 meter højt tårn, the American Tower. Det bliver primært brugt til meteorologiske og glaciologiske studier og ligger derfor godt 1 kilometer fra basen for at mindske interferens. Tårnet har måleinstrumenter monteret fra base til top og to af mine kolleger hernede skal hele året med jævne mellemrum tilse og rengøre instrumenterne. Det betyder altså, at de ud og klatre, også i løbet af vinteren, når temperaturen dykker (det skal dog her siges, at når vinden bliver tilstrækkelig kraftig, omkring 7-8 m/s, så bliver der lukket for adgang for alle). Tårnet har en indvendig trappe, og i midten er der monteret et reb med sikringer, som man kan klikke sig på med karabinhager. Alle der går op i tårnet, har derfor klatresele på, og skal man arbejde et stykke væk fra tovet, kan man klikke sig fast med et reb, der har karabinhager i begge ender, så man får ca. 0,5 meters råderum. Så der er altså stor fokus på at forhindre, at folk falder ned fra tårnet. Men, der kan jo desværre ske andre ulykker – f.eks. et fald eller et ildebefindende, og så er det jo hensigtsmæssigt, at man kan få folk sikkert ned. Så det skulle trænes!

American Tower - Groundview - Credited to Gianluca Ghiselli/IPEV/PRNA

American Tower - Bungee View - Credited to Gianluca Ghiselli/IPEV/PRNA

Og nu kunne jeg nok kede jer med detaljer henover et par sider, bl.a. lidt om forskellige knuder eller længder af reb. Men lad mig nøjes med at fortælle, at det kun lykkedes for redningsholdets teamleder at komme godt 2/3 op i tårnet (dvs. mig – så begyndte tårnet at svaje, og så ville jeg gerne ned igen), så nu er aftalen, at min lægekollega tager med til redningssituationer på tårnet, mens jeg bliver på hospitalet. I alle andre situationer vil det være omvendt. Og at redninger den slags steder tager tid. Det tager tid at få båren til tårnet, at få reb båret op og monteret, at få båren hejst op og få en person på båren, når man har yderst begrænset plads inde i selve tårnet. Og så skal vedkommende hejses ned og transporteres tilbage til basen. Og sidstnævnte vil sandsynligvis skulle ske ved at trække båren, da snescooterens motor i vinterkulden sandsynligvis kun vil kunne holde til turen til tårnet. Så I kan nok forestille jer, at sådan en redning tager lidt mere end 10, 20 og 50 minutter. Så vi snakker forebyggelse, forebyggelse og forebyggelse, bl.a. at vi visse steder på basens område altid er to personer, herunder tårnet. Så er der én til at hente hjælp og sørge bedst muligt for, at den tilskadekomne beskyttes mod kulden – der er derfor soveposer, varmeposer og flamingoplader placeret i alle shelters på basen, også ved tårnet.

Et andet sted, hvor redninger kan blive en alvorlig udfordring, er i det seismologiske shelter (”the Sismo-cave”). Som tårnet er det placeret cirka 1 kilometer fra basen, selvfølgelig for at undgå rystelser fra de tunge køretøjer. De fleste af måleinstrumenterne er tilmed placeret adskillige meter under jorden, og skulle der ske et uheld, hvor en person ikke kan komme op ved egen hjælp eller ved hjælp fra 1 person, skal man have vedkommende op på en båre henover to niveauer (dvs. hejs-træk-hejs). Så det kræver hejseudstyr - og manpower, da udstyret samlet vejer omkring 40 kilo. Vi kunne ikke få lov til at træne i selve shelteret, da undergrunden rørte på sig, så vi fik i stedet lov til at træne i EPICA-teltet - ét af de steder, hvor de borer efter iskerner og hvor de derfor også laver dybe huller. Det gav en lidt lunere arbejdstemperatur og heldigvis virkede udstyret fortrinligt. MEN – vi fik lov til at kigge os omkring på det øverste niveau af den seismologiske hule, og den er ret fantastisk – den er gravet ud under isen, så man bevæger sig i en isgang med det smukkeste blå lys. Desværre fik jeg ikke kameraet med, men muligheden byder sig forhåbentlig igen.


EPICA

Som den sidste, og for mange den nemmeste del, skulle vi endnu engang træne hurtigt exit fra basen i tilfælde af f.eks. brand. Vi har de lange stofrør, chaussettes (strømper), som man kan hoppe ud og glide ned i – dog helst ikke på hovedet (det er forsøgt). Jeg fik snoet mig udenom sidste gang, men denne gang så den tekniske leder tilpas frustreret ud ved tanken om ikke at kunne krydse mig af på listen, at jeg besluttede at få de 7,2 meters fald overstået hurtigst muligt. Nogle gange er det bedste at få det overstået, inden man begynder at tænke for meget over det naturstridige i dét, man har gang i. Dog fik min kollega fra astronomi-afdelingen, Ivan, lov til at hoppe først, så jeg var sikker på, at det rent faktisk kunne overleves. Og det gjorde han med et stort smil og det er der kommet en ret fin selfie-video ud af, som jeg har fået lov til at lægge ud. Som modtager i bunden af røret står i øvrigt vores elektriker, Thibault.

Og vi overlevede alle.


Så resten af sommeren gælder det om at træne redningsprocedurerne, så de sidder bedst muligt fast, hvis uheldet skulle ske. Og til det formål er vi også i gang med at omsætte procedurerne til skrift og billeder, som kan lamineres og placeres i både basen og i shelterne. Men det tager jo ikke hele dagen (heller ikke kombineret med mærkning af diverse tuber).


Aktuelt har vi næsten daglige videokonferencer med skoler, som gerne vil vide, hvad vi spiser, hvad vi egentlig går og laver og nogle af dem kender endda til ESA’s involvering hernede, så jeg får også lov til at komme i æteren. Og der er faktisk publiceret en del meget interessant forskning hernede fra – f.eks. bliver man åbenbart ret psykisk påvirket af at mangle farven grøn - men det lover jeg, at jeg vil skrive mere om snart. Jeg går nemlig også og pønser på et foredrag for de andre på basen.

De næsten ugentlige foredrag er nemlig en tradition, der er blevet holdt godt i hævd, og det er sjovt at høre om, hvad andre går og laver. Jeg har tidligere skrevet om noget af den astronomiske forskning, bl.a. jagten på exo-planeter, og siden da har vi bl.a. hørt om forhistoriske vulkanudbrud fra glaciologerne (der finder spor i isen), og om mikrometeoritter fra de hårdtarbejdende mikrometeorit-fyre, som endda gjorde sig den ulejlighed at holde åbent hus i deres laboratorium, så vi selv kunne kigge efter mikrometeoritter i mikroskopet. Om dem skal det siges, at de bruger det meste af deres dag på at grave iklædt gule outbreak-dragter (nogle gange hakke, da isen kan være meget kompakt), for så at smelte isen langsomt (iklædt blå outbreak-dragter) og lede efter mikroskopiske fragmenter af meteoritter fra udenfor vores solsystem. De har til lejligheden fået konstrueret en 50 meter lang og 6 meter dyb grøft, hvor de graver. Og graver.

Og graver.

Det er imponerende og spændende arbejde.


Slutteligt, og mindre seriøst, har vi fundet ud af, at selv på Concordias hårde is kan man kælke, hvis man har en pulk ved hånden – og det har vi heldigvis.


God søndag – og jeg har andre spændende oplevelser på hjerte, så næste opdatering skulle gerne komme før der igen er gået 3 uger – beklager 😊


Canooeing Antarctica Style

124 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon