Det er sommer, det er sol og det søndag…
Termometeret siger i skrivende stund -58 grader og basens cykler er blevet pakket væk til næste år. Og da nærmeste rapsmark vist er cirka lige så langt væk, som min evne til at synge rent og mine sommerkjoler, er der alligevel langt til Morten Korch'ske forhold. Men det er søndag! Og solen skinner fra en skyfri himmel.
Og hvis det tæller for noget, så har jeg faktisk været udenfor i dag i ført klipklapper – dog ikke mange meter; udenfor indgangen til basen har jeg nemlig en kasse stående, som fungerer som midlertidig fryser for en del af mine prøver, og dét er så langt udenfor, som jeg kommer i klipklapper. Heldigvis, skulle jeg mene.
Siden sidst er der faktisk sket en del ændringer i livet på basen. Først og fremmest er beboerantallet faldet til 13 – dog heldigvis af helt naturlige årsager – de resterende folk fra sommerbemandingen blev nemlig hentet af et fly i starten af ugen.
Og det var vist både de og vi glade for. For deres vedkommende venter familie, arbejde, møder, fuglesang og forår på det europæiske kontinent – og nogle var trætte efter en antarktisk sommer med meget lange arbejdsdage (nok særligt det tekniske personale). For vores vedkommende tror jeg, at mange af os har haft fornemmelsen af, at opholdet i Concordia ikke ”rigtig” starter, før vi er alene. At det er nu, vi skal til at finde ud af at bygge en dagligdag og lære hinanden bedre at kende. Og at det tekniske personale nu endelig også kan finde tid til at ligge lidt på sofaen eller sove længe om morgenen…
Afhentningen af de sidste sommerfolk fra basen blev en smule forsinket af, at Antarktis har været ramt af udfordrende vejr på kysten, alt imens temperaturen er faldet ret hurtigt herinde i landet – fra -30/-40 til -50/-60 i løbet af få uger. Og det dårlige vejr udfordrer ikke kun flyvningen ind i landet, men medfører også en ophobning af mennesker i baserne langs kysten, som i sig selv skaber en flaskehals. Og til sidst blev der både lavet væddemål om afrejsedatoer og spekuleret i, om vi mon ville ende med 26 overvintrende i stedet for 13 (faktisk så meget, at der som en joke på et tidspunkt blev lavet falske mails fra administrationen om emnet – der var nogen, der nåede at blive lidt bekymrede). Men da der så endelig kom et vindue med godt vejr, blev den canadiske Basler fyldt helt til randen med mennesker og bagage – så fyldt, at vi forinden nærmest måtte skille flyet ad for alt ”overflødigt” (f.eks. vand, hjul og rednings- og førstehjælpsudstyr).
Og lidt kuriøst lærte vi, at man skal være meget forsigtig, når man ruller hjulene ud fra lasten – skulle man alligevel ikke tro, at den slags kunne holde til en del? Som f.eks. vægten af et fly?
Nuvel – flyet lettede med folk og fæ og kom retur dagen efter for at afhente de efterladte ting. Og de canadiske piloter, som jeg jo nåede at tale en del med på den italienske Mario Zuchelli-base, inden jeg ankom til Concordia, havde pakket en pose med peanutbutter til mig, som jeg fik overrakt, inden vi vinkede dem afsted. De satte kursen mod Canada og vi lukkede landingsbanen.
En mærkelig følelse – en blanding af vemod og spænding, tilsat en anelse lettelse.
Næste fly: forventet ankomst om ca. 9 måneder.
Jim, piloten, lovede at give mig besked, når de tager afsted igen til efteråret, så jeg kan følge deres GPS. Og så må jeg hellere overtale ham til at tage en pose gulerødder med næste gang – vi er på tragisk vis allerede løbet tør. (Men så er det jo rart at vide, at vi har mere end 15 kilo ketchup, som nogen nok ville påstå kan tælle som en grøntsag).
Lukningen af lufthavnen betyder også, at vi nu ikke længere risikerer skiftende roommates. Jeg nåede at dele værelse med 4 forskellige i løbet af sommeren, og den sidste roommate for sommeren var en af de canadiske piloter. Og inden nogen studser over dét - det er trods alt en halvitaliensk base, så der er ingen officiel delen værelser mellem folk af forskelligt køn – kan jeg fortælle, at flyselskabet halvvejs gennem sæsonen skifter halvdelen af personalet ud, og den ene skovmandsskjorteklædte, skæggede mand var blevet erstattet af en skovmandsskjorteklædt blond dame (uden skæg) – med efternavnet Bacon! Det morede jeg mig svært meget over og dørskiltet lugter jo langt væk af Danish bacon!! Heldigvis nåede jeg at få knipset et billedet – sekretæren havde taget dørskiltet ned igen, inden jeg nåede at stjæle det.
Men det er da skæbnen, når den er i allerlunest humør!
En anden ændring, som dog endnu ikke påvirker livet i høj grad endnu, er at solen har nået horisontlinjen. Den er endnu ikke begyndt at gå ned, det sker først i maj, men skyggerne er blevet lange og farverne om aftenen er begyndt at ændre sig til orange-pink. Og man kan begynde at fornemme, hvor storslåede solnedgangene bliver - og at natten er på vej.
Og dét vil jeg så bruge som springbræt til dagens (forhåbentlig) intellektuelle indslag:
Hvad er nat egentlig?
Havde nogen spurgt mig for et par uger siden, ville jeg have svaret, at nat er, når solen er gået ned. Bum. Godnat. Men vores bosiddende astronom Ivan, har kunnet fortælle mig, at det faktisk er lidt mere kompliceret end som så.
Når solen går ned, har vi først skumring (den tilsvarende periode om morgenen bliver kaldt dæmring). Det er den periode, hvor solens lys stadig reflekteres og spredes i atmosfæren, og hvor det altså endnu ikke er helt mørkt. Og skumringen bliver yderligere underinddelt i tre typer, nemlig det civile tusmørke, hvor solen er mindre end 6 grader under horisonten, det nautiske tusmørke, hvor solen er mellem 6 og 12 grader under horisonten og det astronomiske tusmørke, hvor solen er mellem 12 og 18 grader under horisonten. Og først derefter er det nat.
Men hvorfor nu denne inddeling?
Jo – i de gode gamle dage, før GPS’en var allemandseje, navigerede sømænd bl.a. ved hjælp af stjernerne med den såkaldte sekstant, som de brugte til at måle himmellegemernes højde med. Denne højde kunne man så bruge til at stedbestemmelse ved at slå op i en almanak. Men sekstanten kræver altså, at det er mørkt nok til at man kan se en såkaldt navigationsstjerne på himlen (der findes i øvrigt 58 i alt), men stadig lyst nok til, at man kan bruge horisontlinjen som referencepunkt. Så det er med at holde tungen lige i munden - og denne inddeling betyder, at vi faktisk først har vores første nat den 29. marts.
Og så er verdens måske længste arbejdsdag overstået.
At vi skifter fra sommer til vinter betyder nemlig også, at jeg i et par uger har nok at se til. Vi fik alle taget prøver, lavet scanninger og så videre, da vi var i Italien i efteråret, såkaldte ”baseline”-undersøgelser, og nu hvor både klima, solforhold, mad og sociale forhold ændrer sig, er det tid til en ny status.
Sidste uge har primært stået på spørgeskemaer i lange baner – om kost, humør, søvn, fysisk aktivitet og lignende - samt spyt-, afførings- og blodprøver og en kropsanalyse af fordeling af muskelvæv, fedt og vand i kroppen. Men særligt blodprøverne afspejler, at vi er ved et vendepunkt. Ikke mindre end 16 glas har de mandlige deltagere afgivet blod til (det svarer vel til ca. 75 ml blod i alt) – og efter forarbejdning, pipettering og så videre, har de hver især fyldt 36 af de små cryotuber, som så bliver sorteret og fordelt i kasser opbevaret i en container udenfor og frosset ned til videre forarbejdning i Europa. For mit vedkommende har det betydet tidlige morgener, da prøverne skal forberedes og tages fastende, og hver prøve tager mellem 20 minutters og 30 timers efterarbejde (hvor de dog meget af tiden passer sig selv). Samtidig har jeg skåret antallet af personer, jeg tager prøver på om dagen, ned til to – ellers tager det for lang tid og risikoen for at blande blod og analysetyper sammen bliver for stor. For man bliver jo en lille smule dum(mere) heroppe i højden…
Jeg skriver hver uge en rapport til ESA og de ansvarlige i de forskningsgrupper, jeg arbejder med, hvor de får et resumé af ugens aktiviteter og lidt om, hvad der sker i basen. Og så mindst ét billede. Forrige uge fortalte jeg bl.a., at jeg havde holdt et oplæg om den biomedicinske forskning, herunder om hvad forskningen indtil videre har vist om tilvænning til højden – eller manglen på samme (bl.a. søvnen, som jeg omtalte sidst). Og én af forskerne fra det tyske Center for Luft- og Rumfart (DLR) sendte mig en nedslående besked: det bliver ikke bedre. Tværtimod.
Han vedhæftede en artikel, som jeg varmt kan anbefale, nemlig John B. West’s ”Barcroft’s bold assertion: All dwellers at high altitudes are persons of impaired physical and mental powers”. Barcroft var en forsker, som for 90 år siden altså påstod, at alle bosiddende i højden har nedsatte fysiske og mentale evner – en teori, der ikke faldt i god jord i samtiden, og en anden forsker påstod sågar, at Barcroft selv måtte have været ramt af akut højdesyge, da han skrev ovenstående. Senere forskning har dog vist resultater, der tyder på at hjerner hos børn i højderne udvikler sig langsommere end hos børn i hav-niveau og at især hukommelsen bliver påvirket hos mennesker bosiddende i højderne - særligt tilflyttere.
Så hvis jeg gentager mig selv, ved I hvorfor… men faktisk er resultaterne så overbevisende, at man overvejer ilttilskud til bl.a. astronauter om natten for at modvirke effekten af den lave ilttension.
Jeg må forsøge med yoga-øvelser, hvor jeg har hovedet nedad – øget blodgennemstrømning, må give mere ilt…