Klokken er 10.04 og det er søndag formiddag. Basen ligger stille hen, som så ofte om søndagen – ugens eneste fridag, med mindre der sniger sig en helligdag ind i løbet af ugen.
De eneste lyde på kontoret er en svag knirken fra det lille vindue, hvor isen på indersiden af ruden og mellem ruderne løsner sig. Med længere tids mellemrum lyder der også en højere bankelyd fra basens metal-skal, som efter en uge med årets hidtil koldeste dage (ned til godt -80 C, -104 med vind), afløst af en ret dramatisk temperaturstigning til -45 C, lavtryk og kraftig blæst, må finde sig i at isen og sneen giver sig.
Søndag formiddag. Folk sover længe eller slapper af. Nogen, muligvis dansk og iført skiundertrøje, solsikke-pyntede pyjamasbukser fra Rema1000, dunvest og five-fingers, læser videnskabelige artikler og nyder en næsten uforstyrret internetforbindelse. Andre, iført skiundertrøje, lyserøde pyjamasbusker og ternede sutsko, skriver ugens tekniske rapporter, drikker kaffe og drømmer om en hel nats søvn. Og de lyserøde og solsikke-pyntede pyjamasbukser er enige om, at søndag morgen og formiddag er et af ugens bedste tidspunkter.
Mørket ligger på dette tidspunkt tæt omkring basen. Et kig ud ad vinduet afslører absolut ingenting, hverken sne eller himmel kan anes. Det eneste synlige lys er en rød lampe fra et af de shelters, der ligger tæt ved basen - ellers er der sort.
Det er snart en måned siden, solen sidst gik ned – eller stod op, om man vil. De følgende dage var præget af den spektakulære nattehimmel og en ret ihærdig jagt på sydlys, som det også lykkedes at se, men meget svagt – Concordia ligger ikke det bedste sted for den slags (men vi giver selvfølgelig ikke op!).
Herefter blev nattehimlen ”spoleret” af en spektakulær fuldmåne, som forvandlede landskabet omkring basen til et hvidt marslandskab. Fuldstændig fantastisk. (Og virkeligt koldt. Jeg husker en bestemt foto-tur som en løbetur ud af basen med kameraet om halsen, hvorefter jeg tog et par billeder, besluttede mig for at skifte objektiv, løb tilbage til basen, skift, ud igen, dugge fuldstændig til og vælte halvblind rundt i sneen og forsøge at sigte kameraet efter et eller andet… nogle gange må man ligne en af de gamle sort-hvide stumfilm, som kører lidt for hurtigt og har spøjs underlægningsmusik.)
Men mørketiden er også notorisk hård. I de første uger efter den sidste solnedgang var der i gruppen en smule uro og småkonflikter, som dog hurtigt blev løst. Interessant nok afløst af en tættere konsolidering af gruppen. Og nu nærmer vi os allerede midvinter, som selvfølgelig falder på samme dag som midsommer på den nordlige halvkugle og den grønlandske nationaldag, nemlig d. 21. juni – (og festplanlægningerne er startet. Sæljagt på tid er ikke inkluderet - endnu).
Måske var uroen udløst af uvisheden om, hvad der kommer til at ske de næste måneder og om hvordan vi, både hver især og som gruppe, kommer til at reagere. Jeg er, som tidligere nævnt, utrolig glad for min erfaring med mørket fra den grønlandske vinter, men det er kun én faktor her. Vi har også den relativt langvarige og fysisk absolutte isolation, som er en betingelse om vinteren her på basen, og den tynde luft, som vi fortsat mærker og vil kunne blive ved med at mærke. (Tænk, hvis vi også løb tør for kaffe… puha.)
Mørketiden og de psykologiske og fysiologiske reaktioner på denne periode, er noget af dét, som forskerne generelt synes er interessant og nok også noget af det mest studerede rent biomedicinsk. Reaktionerne er interessante i sig selv, de er interessante i forhold til lange rumrejser og særligt i forhold til sidstnævnte er det vigtigt, om man kan finde en rød tråd, eller måske flere, i, hvordan folk reagerer på isolation og ændret døgncyklus. Om en bestemt personlighedstype, for eksempel, håndterer forholdene psykologisk og/eller fysiologisk bedre end andre og om der er en sammenhæng mellem de to (spoiler: det tyder det på, at der er – men ikke mere om det i denne omgang).
Der er gjort mange interessante og tankevækkende fund – og jeg kan skrive side op og side ned om dem (og det kommer jeg formentlig også til at gøre), men i stedet vil jeg denne gang tage fat i en mere, skulle man tro i hvert fald, håndgribelig del af problemet – nemlig mørket.
De fleste af os Skandinavien kender til de lange sommerdage og tilsvarende korte og mørke vinterdage. Vi kender til vinterdepression, lysterapi, øget søvnbehov og skal/skal-ikke-diskussionen om D-vitamin-tilskud.
Mange af os på basen var allerede påvirket søvnmæssigt inden mørket lagde sig som 24-timers dyne over Concordia. Og mens nogle nu mærker et øget søvnbehov, er mange fortsat generet af problemer med at falde i søvn eller hyppige eller tidlige opvågninger.
Søvnproblemerne kan være en del af det såkaldte winter-over syndrome, en slags let polar-depression, men det kan slet og ret også skyldes mangel på dagslys. For hvor man om sommeren kan trække persiennerne for om natten for at få en god nats søvn, er det om vinteren sværere at tænde for solen om morgenen.
Man har studeret effekten af kunstigt dagslys på døgnrytmen og søvnen både her i Concordia og på andre baser i Antarktis og i det følgende vil jeg skrive om nogle af resultaterne.
Men først vil jeg fortælle lidt om den normale søvn: Søvn er karakteriseret ved at man har nedsat bevægelse og aktivitet, man befinder sig i en stilling, hvor man slapper af, man reagerer ikke så hurtigt eller kraftigt på ydre stimuli og (vigtigt!) – man kan vækkes igen. Normalt sover vi mennesker mellem 7 og 9 timer i døgnet, helst om natten. Men søvnbehovet varierer individuelt og også efter alder og køn. Når man sover, gennemgår man flere søvnfaser – let søvn, lidt dybere søvn, dyb søvn og REM-søvn (eller drømmesøvn) og man skifter normalt frem og tilbage imellem de forskellige typer i cykli, som hver varer ca. 90 minutter. Den første del af natten er typisk præget af dyb søvn og den sidste del af natten af REM-søvn – og som skrevet i et tidligere indlæg, har man bl.a. fundet tegn på, at rækkefølgen af søvnfaser er forandret hos folk, der befinder i Antarktis, hvilket kan påvirke søvnkvaliteten.
Søvnrytmen er bl.a. underlagt det, man kalder den cirkadiske proces, eller døgnrytmen – et slags indre ur. Dette indre ur omfatter bl.a. frigivelse af visse hormoner, som stresshormonet kortisol, der virker opkvikkende og melatonin, som er et hormon, der fremkalder søvnighed. Dette indre ur er meget følsomt over for lys, bl.a. fordi man i øjets nethinde har ganglion-celler, som indeholder et pigment, der stimuleres af især blåt lys, og som kan signalere til hjernen, at melatonin-produktionen skal dæmpes. Hvilket bl.a. er hensigtsmæssigt om morgenen. Man kan derfor også sagtens forestille sig, at dette hormonsystem og indre ur vil tabe tid om vinteren, da øjet ikke modtager samme mængde lys som om sommeren og produktionen af melatonin derfor heller ikke får besked på at stoppe.
Og her vil jeg så lige indskyde, at blåt lys er lys, som har en lav bølgelængde, mens hvidt lys er, ligesom solens lys, en blanding af alle farverne i skalaen. Hvidt lys indeholder altså også blåt lys. Og når jeg i det næste vil skrive om LUX, så er det et udtryk for lysstyrke: i en lejlighed er lysstyrken ofte omkring 400 LUX, mens en solskinsdag bidrager med ca. 50.000 LUX. Så om vinteren, hvor vi ikke har sol og primært opholder os indendørs, er det altså stærkt begrænset, hvor meget lys vi eksponeres for hernede i det ekstreme syd.
I 2009 lavede man en undersøgelse i Concordia, hvor man skiftede lyset i basen ud med først almindeligt hvidt lys i en uge og herefter skiftevis blåt-beriget hvidt lys og almindeligt hvidt lys i samlet 9 uger. Man fulgte deltagerne med spørgeskemaer, bl.a. om søvnkvalitet, samt målinger af søvnlængde og reaktionsevne (i vågen tilstand) og fandt, at deltagerne (med forbehold at der kun var 10) blev trætte tidligere på døgnet, sov længere, følte sig bedre tilpas om dagen og havde bedre målt reaktionsevne, når lyset var beriget med blåt lys.
Lignende resultater fik man i Halley-basen, da man i 14 dage eksponerede personalet for kraftigt hvidt lys i en time hver morgen, og man har siden ved flere opfølgende undersøgelser gjort lignende fund. Forskerne er altså ikke meget i tvivl om længere, at lysbehandling har en positiv effekt på de søvnforstyrrelser, som er en stor gene på polarbaser om vinteren. Og meget relevant kigger de nu også på hvor lidt man kan nøjes med, da den energi der kræves til lamperne, er så kostbar.
I Concordia har vi tre lysterapi-lamper, alle med 10.000 LUX, hvilket betyder at man kan klare en behandling på 30-120 minutter, alt efter hvor tæt på lampen man befinder sig. Lamperne er ret store og klodsede og da der ikke er nok til alle, skal de placeres på strategisk fornuftige steder, hvor folk let kan komme til dem og let kan komme til at aflevere dem igen. Og som I nok kan gætte, betyder det at de ikke er kommet så meget i brug, som man måske kunne ønske (måske skyldes det også, at alle brugsvejledninger mangler).
Mit eget største problem i forhold til søvn har været hyppige opvågninger og dårlig søvnkvalitet – de to går som regel hånd i hånd. Og som den læge og forsker, jeg nu engang er, er jeg selvfølgelig gået til problemet med en videnskabelig tilgang – så jeg har taget lampen i brug (og sørger for at motionere, ikke drikke kaffe før sengetid, bla. bla. bla.). Jeg har fundet ud af, at man kan triple-taske ved at montere den foran løbebåndet (på en sirlig hjemmelavet konstruktion, der, som I kan se, minder lidt om noget fra klodsmajor). Således kan man kombinere seancen med italiensk-for-øvede og dagens motion. Og det virker faktisk - min nattesøvn er blevet bedre og jeg er blevet A-menneske igen med en indre alarm, der ringer kl. 05, ligesom den gjorde i Danmark. Nu skal jeg så også lige have lært igen at gå i seng, mens jeg er træt – for man er faktisk stadig ret træt om dagen, når man vågner kl. 05 efter at have trukket dynen over næsen kl. 01. Men det problem er vist til at løse!
Sov godt derude i de korte sommernætter! Næste gang vil jeg (formentlig) skrive om endnu et af ”mine” projekter, nemlig BoneHealth og om D-vitamintilskud i mørket.
PS: lige en tilføjelse i forlængelse af sidste blogindlæg om den sidste solnedgang: I Shackletons fantastiske bog ”South” om den dramatiske Endurance-tur til Antarktis, beskriver han, hvordan deres navigatør også tog fejl af datoen for sidste solnedgang. Igen en regnefejl – det sker åbenbart også for de store. Shackleton skriver: The navigating officer naturally was grieved. He had informed all hands on May 1 that they would not see the sun again for seventy days, and now had to endure the jeers of friends who affected to believe that his observations were inaccurate by a few degrees.
De så solen sidste gang 8. maj.
Det er åbenbart ikke nemt, det regne-halløj.
Kilder:
Videnskab.dk: Hvad er lys
Palinkas L et al: Psychological effects of polar expeditions.
Jennum P et al: Vidensråd for forebyggelse: Søvn og Sundhed.
Gordijn MVM et al: The effects of blue-enriched light treatment compared to standard light treatment in seasonal affective disorder.
Najjar RP et al: Chronic Artifical Blue-Enriched White Light Is an Effective Countermeasure to Delayed Circadian Phase and Neurobehavioural Decrements.
Corbett RW et al: An hour of bright white light in the early morning improves performance and advances sleep and circadian phase during the Antarctic winter.
Arendt J: Biological Rhythms During Residence in Polar Regions