Jeg drejer hovedet længere og længere ned mod venstre skulder. Det hjælper ikke. Det går galt, det hér, tænker jeg. Jeg forsøger at holde en neutral grimasse og må bide tænderne godt sammen - dels for ikke at komme med en hjælpende bemærkning, og dels for ikke at trække på smilebåndet over de utilfredse ytringer der kommer fra manden der sidder få meter fra mig - ytringer på fransk, vel og mærke.
Få minutter efter er det overstået – rummodulet Soyuz har ganske vist ramt det rigtige landingssted på ISS, men var drejet 90 grader til den ene side - Crash.
Russerne bliver ikke glade.
De frustrerede franske fraser fortsætter i et kort stykke tid og jeg forsøger pædagogisk at spørge min kollega, om han er klar over, hvad der gik galt – det er han ikke. Jeg forklarer og illustrerer med et tomt glas, der ikke ligner Soyuz det mindste, og til sidst bryder han ud i et stort grin, som han heldigvis har let til. Han havde godt nok også undret sig over, hvorfor jeg pludselig sad lænet helt ud til den ene side.
Hvis jeg næste gang står på hovedet hen imod slutningen af scenariet, så ved han, hvad klokken er slået.
Vi sidder omgivet af reoler med dynebetræk, ekstra puder, UV-lamper og et strygejern. Jeg bruger en tom aluminiumskasse som skrivebord, og Soyuz-simulatoren ligner mest af alt nogle computere og et (komfortabelt) bilsæde med joysticks, som er blevet bygget ind i et klatrestativ i ministørrelse. Et klatrestativ dækket af et sort lagen. Og alligevel er indlevelsen ikke til at tage fejl af. Vi har vist alle en lille astronaut i maven.
Over middagsbordet går snakken over den hvide dug. Vi er i Concordia på 4. måned, og mine forsøg er i fuld gang. Soyuz-simulatoren, som min kollega prøvede kræfter med om formiddagen, er en del af et projekt der hedder SimSkill, som undersøger Soyuz-piloters evne til at flyve rummodulet over tid.
Mine kollegaer (og forsøgskaniner) er derfor delt op i to grupper, hvoraf den ene gruppe flyver en gang hver 4. uge, mens den anden gruppe flyver hver 12. uge. Og nysgerrigheden omkring hvordan det går, når en pilot har været i ilden, er stor – og min franske kollega fortæller med store armbevægelser om hans sammenstød med ISS – illustreret med en gengivelse af min gradvise lænen mod venstre.
Humøret er højt og andre fortæller historier om mere eller mindre spektakulære styrt og der bliver drillet på tværs af bordet. Entusiasmen og ihærdigheden, når de sidder i pilotsædet er heller ikke til at tage fejl af – nogle styrer træfsikkert Soyuz-modulet i mål på under 10 minutter, andre kæmper i op til en halv time med sammenbidte tænder med desværre ikke altid helt gode resultater, mens en tredje har udviklet en helt særlig Top Gun-teknik med at styrte mod målet, lave en bræt opbremsning (og nogle gange bakke lidt), for så at bringe modulet sikkert ”hjem”.
Jeg må ikke hjælpe undervejs – men sidder ved en skærm og kan følge med og kan gribe ind, hvis det ser ud til at der er software- eller hardwareproblemer. Og det er nogle gange svært at holde mund, når scenariet går i stå allerede i opstarten, når piloten har glemt at han/hun også skal starte motorerne.
Men overvejende er det nogle dygtige piloter, der holder til i Concordia!
Simulator-flyvningen er kun en del af dette projekt. Der hører også en koordinations-/reaktionsevne test med, hvor deltagerne bl.a. skal holde en pen stille i et lille hul på 4 mm i 30 sekunder uden at røre væggene og skal flytte pinde af forskellig længde fra ét bræt til hullerne i et andet hurtigst muligt. Først med højre hånd, så venstre og til sidste med begge hænder simultant – en test alle deltagere udfører hver måned og med cirka lige stor begejstring hver gang... især når de helt små pinde skal flyttes, hvilket kan være ret vanskeligt med frostbidt hud.
Jeg styrer slagets gang og samler pinde op fra gulvet, når det er nødvendigt – og som af uforklarlige årsager altid havner under køleskabet.
Dertil kommer der en månedlig kognitiv test, hvor bl.a. hukommelse, empati, logisk tænkning og reaktionsevne testes. Nogle af disse tests er bestemt sjovere end andre – bl.a. skal man (virtuelt) puste balloner op i den ene, og stopper man inden ballonen sprænger, vinder man penge. Systemet er vanskeligt at gennemskue, da ballonerne sprænger på vidt forskellige tidspunkter, men det kan da i det mindste få en barnlig sjæl op i de fleste – hvilket kniber lidt mere i empati-testen og en hukommelsestest med ekstremt psykedeliske billeder.
Sidst men ikke mindst, er der et spørgeskema om søvnkvalitet, da en del af forskergruppen bag SimSkill er de samme, som har lavet nogle af de søvnundersøgelser, jeg har refereret til i et tidligere blogindlæg. Og det er selvfølgelig, fordi det er interessant bl.a. at se, hvordan søvnkvalitet påvirker ens kognitive evner og ikke mindst ens pilot-evner – og eventuelle sammenhænge mellem disse.
Faktisk overvejer man, har en forsker fra et af de andre projekter fortalt, at øge iltindholdet i luften når astronauterne sover under rumrejser – for at bedre søvnen og modvirke nogle af de negative effekter, som anden forskning viser, at iltmanglen og den dårlige søvn kan have.
Det kan man godt blive lidt misundelig på. Her i Concordia er de fleste stadig ramt af skæve døgnrytmer, hyppige opvågninger eller dårlig søvn. Der er også nogle, der stadig oplever at vågne gispende efter luft – hvilket ellers for de flestes vedkommende heldigvis gik over efter et par uger.
Mit Garmin-ur brokker sig også regelmæssigt over de registrerede værdier – det gør jeg også, når jeg vågner kl. 04 efter 3,5 times søvn. Heldigvis har de fleste af os en vis grad af fleksibilitet i vores arbejde, så der er plads til at tage en morfar, når øjenlågene bliver for tunge.
I gangen mellem de to hovedbygninger i Concordia hænger en skærm, der viser de aktuelle vejrforhold. Faktisk hænger den lige overfor udgangen til basen, så man hver gang man skal ud, kan konstatere at… det er koldt.
Ubegribeligt koldt.
Variationer af ubegribeligt koldt.
Vi har nu været under -80 grader, og at skulle forholde sig til tallene på skærmen, er vanskeligt. Det er så koldt, at man nogle gange bare må trække på smilebåndet – især når man modtager en hilsen fra Marrakech, hvor der er 29 grader. 110 graders forskel – værsgo’! Hvad skal man lige stille op med den slags info, anden end at tage de tykke luffer på?
Ligesom da der var -70 grader…
Jeg sorterer prøver til de forskellige forskningsprojekter udenfor i en container, hvor jeg fordeler prøverne i små papæsker, som opbevares i forskellige aluminiumskasser. Aktuelt foregår det i fuldt polarudstyr og er blevet lidt mere tricky end bare for en måned siden. Dels kan jeg ikke tage skibrillerne af længere, da mine briller så fryser over pga. fugten i min udåndingsluft – og hvis jeg ikke tager briller på, er jeg blind som en muldvarp og risikerer at falde ned ad trapperne, hvilket ikke virker som en langtidsholdbar løsning på dét problem.
Dels er det blevet virkeligt koldt for fingrene at håndtere prøverne kun med mine batteri-opvarmede inderhandsker.
Det var okay ved -50, men alting har en smertegrænse – bogstaveligt talt. Nu benytter jeg 3 sæt handsker/luffer, når jeg står ude i containeren – så vidt muligt inderhandskerne med et par skalhandsker over, hvilket fungerer fint til det ”grove arbejde”, som at åbne de store kasser og flytte de små bokse ud. Men når jeg så skal flytte de små tuber, er det kun med inderhandsker – indtil kulden kryber igennem og fingrene begynder at brokke sig og jeg må proppe hænderne i et par dunluffer fastgjort til mit bælte og så vente indtil fingrene er varme og glade igen.
Og så repeat.
Det tager tid, men det fungerer – og så har man rig lejlighed til at nynne ”Hot N Cold”.
Jeg har lært - på den hårde måde - ikke at forsøge at lave det fine arbejde med skalhandskerne på. At tabe én af papæskerne med 3 måneders prøver, for derefter at skulle kravle rundt på (metal)gulvet og finde alle prøverne og sortere dem – stadig udenfor, vel og mærke – er bare ikke det værd. Det er faktisk ret mandagsagtigt.
Jeg var lidt træt af situationen.
Men – alle forbehold til trods, er det faktisk lykkedes for mig at få en let forfrysning. Men det var ikke mens jeg kravlede rundt på gulvet ude i containeren, eller forsøgte at få låget til en æske til afføringsprøver op. Nej. Det var meget bedre end det.
Det var ved at fylde pistacieis i chokolade-canneoli’er på St. Patrick’s Day.
Og apropos kulde, så fik jeg en opfordring til at prøve at blæse sæbebobler igen! Jeg lavede forsøget sammen med vores astronom i sommers, hvor boblerne simpelthen frøs og sprang i luften. Så vidt jeg husker, var temperaturen dengang omkring -20, og da jeg også havde hørt fra en meteorolog fra Nordgrønland, da jeg var i Ittoqqortoormiit for et år siden, at ved tilpas mange frostgrader, så vil man opleve, at boblen nærmest imploderer og danner et lille snevejr. Så i dag prøvede jeg igen – ved -77 grader.
Det var en hvinende fiasko!
Vandet frøs simpelthen på sæbeboble-pinden (eller hvad den slags nu hedder), inden jeg kunne nå at puste!
Så det eneste snevejr, jeg fik, var da jeg prikkede isen ud. Og det var ikk’ møj, som vi siger i Jylland! Men jeg tager det som en udfordring!
Til gengæld kan jeg fortælle, at skummet på en Guinness fryser ekstremt hurtigt, når man tager den med ud. In case you were wondering.
Which you probably weren’t.
