Rigtig, rigtig god påske til jer alle!
Jeg hører rygter om forårsvarme og solskin, og at enkelte sågar har slået græsplæne for første gang i år! Det virker jo helt utroligt, når man sidder her i -83 graders kulde og netop har haft knap to døgn udgangsforbud pga. blæst. Det lyder dog mere dramatisk, end det er – vi har haft op til 12.2 m/s, hvilket jo svarer til en let brise i Nordjylland – men der er bare lige kulden til forskel.
Men det har faktisk været virkelig hyggeligt, at kunne lytte til vinden suse udenfor. Det bliver mindre hyggeligt, når jeg i morgen skal ud og tømme redningsslæden for sne, men det er nu et luksusproblem – andre skal ud og grave sheltere fri eller rengøre instrumenter på toppen af bygninger eller tårne. Så jeg tørrer øjnene og spiser et påskeæg.
Sidste gang lovede jeg at skrive lidt om klimaændringer. Og når jeg nu i det følgende forsøger at leve op til det, er det med polar-brillerne på – og alle der har prøvet at fotografere eller spille bold med skibriller ved, at man bliver en smule snæversynet – derfor kommer det særligt til at handle om afsmeltningen af isen i Antarktis og om noget af den forskning, der finder sted her.
Dét vil jeg på forhånd beklage.
Men jeg vil også slå et slag for, at det er vigtigt at holde sig for øje, at dét, jeg skriver om her, ”kun” er en del af det store billede, og at klimaændringerne ikke ”kun” resulterer i oversvømmede kældre og udsolgte gummibåde. Men at de også medfører bl.a. naturkatastrofer og ændrede økosystemer, og deraf følgende fattigdom, hjemløshed, sult, sygdom, som bl.a. vil medføre store socioøkonomiske konsekvenser, især i lande, der i forvejen er sårbare.
Der var en international klima-march i marts, som vi deltog i her på basen- med et par dages forsinkelse ganske vist. Klimaændringer er selvfølgelig noget, der ligger mange af de forskningshold, der har projekter i Concordia, på hjerte. Men det er faktisk ikke noget, vi taler særligt meget om hernede, og når man kigger sig omkring i basen, kan man godt undre sig over, at der ikke umiddelbart er gjort særligt mange tiltag for at mindske Concordias aftryk på kloden.
Jeg har også relativt hyppigt fået mails og beskeder hjemmefra, når der har været avisartikler og lignende om klimaforandringerne i Antarktis – og har kunnet skrive tilbage, at det ikke er noget, vi mærker eller ser så meget til her. Og det er faktisk ret svært at forholde sig til, at temperaturerne globalt stiger, når termometeret over ens dør viser temperaturer lavere end -50 grader, brændstoffet fryser til is, og man får forfrysninger af at løfte en plastikbåre. Ifølge en sær-artikel i franske 'Le Monde', er jordens overfladetemperatur steget gennemsnitligt 1 grad på verdensplan siden den præ-industrielle periode i midten af 1800-tallet og 0,38 grader i forhold til perioden 1981-2010. Og det lyder ikke af meget, når temperaturen her, inde i Antarktis, kan svinge 30 grader fra den ene dag til den anden! Og desværre er dét, tror jeg, nok en af de store årsager til, at klimaændringerne ikke har fyldt så meget i vores bevidsthed i vores dagligdag hernede.
Fra et personligt synspunkt og skrevet med en anelse dårlig samvittighed, har Antarktis for mig som dansker (og person) indtil for relativt kort tid siden forekommet at være utroligt langt væk – både geografisk og i min bevidsthed. Jeg har set kort, hvor Antarktis ikke engang var tegnet ind! Og hvor vi jo har et historisk, politisk og geografisk tæt forhold til Grønland, er det jo helt anderledes med Antarktis.
Der er ingen direkte fly fra Kastrup, vi har ingen forskningsstationer eller dansksprogede arbejdspladser og ingen tæt historie med landet. Tidligere har jeg, helt ærligt, mest associeret Antarktis med kulde, polarforskere med manglende fingre og/eller skørbug, pingviner, mangel på isbjørne og ditto mangel på bacon – og med simpelthen at være utroligt langt væk! Så den smeltende is har nok ikke forekommet helt så vigtigt, som den burde.
Men jeg er heldigvis blevet klogere og det kan jeg endda nu få lov til at kede jer med (eller gøre jer til miljøaktivister – hep hep)!
Antarktis er jo et rigtigt stort kontinent, og faktisk findes 90 % af planetens is her. Klimaændringerne kan derfor have rigtig store konsekvenser, og nogle steder mærker man allerede meget til dem. Smelter al isen, vil verdenshavene stige omkring 70 meter! - Knap 10 gange så meget, som hvis al isen i Grønland smelter. Man vurderer nu, at verdenshavene allerede er steget 1,3 cm siden 1979 og aktuelt frygter man, at man allerede i 2100 vil se en samlet stigning på op til 1,8 meter – alene pga. afsmeltningen af Antarktis.
I slutningen af 2018 og starten af 2019 var klimaændringerne i Antarktis en del i medierne. Der blev udgivet flere artikler i tidsskriftet 'Nature', hvor man med udgangspunkt i data fra satellitter og målinger af isens tykkelse ved hjælp af bl.a. laser, beskrev afsmeltningerne af isen i Antarktis siden 1992. Og man fandt, særligt i Vestantarktis, en ret dramatisk stigning i afsmeltningen fra starten af perioden og særligt i perioden fra 2010 til 2018. Jeg har fundet nedenstående billede på videnskab.dk, hvor de røde områder markerer et samlet tab af is af is og de blå områder opbygning af sne/is – og det ses tydeligt, at både østkysten, men særligt halvøen i Vestantarktis, er hårdt ramt.
I Vestantarktis holder isbræmmerne omkring halvøen til dels isen på fastlandet tilbage, og afsmeltningen dér kan derfor accelerere hurtigt, hvis isbræmmerne først forsvinder. I en artikel fra 2018, beskrives halvøen som ét af de områder i verden, hvor man har set de største temperaturstigninger i løbet af det 20. århundrede (lufttemperaturen er steget 2-3 grader fra 1960’erne til 1990’erne og overfladetemperaturen af vandet 0,3 til 1,5 grader) og at man har registreret tab af is i ca. 75 % (!!) af områdets ismasser i løbet af de sidste 50 år. I Østantarktis går det umiddelbart langsommere, men der er der til gengæld samlet set langt mere is end på halvøen og afsmeltningen i dette område kan derfor på længere sigt få meget store konsekvenser.
Herinde i landet ser det, som det også fremgår af kortet, anderledes stabilt ud i forhold til ismængden, hvilket skyldes vedvarende frostgrader og mangel på vand. Den forskning der finder sted i forhold til klimaændringer, fokuserer derfor især på atmosfærens sammensætning, bl.a. af drivhusgasser som metan og CO2. Og mens nogle projekter på basen kigger på sammensætningen her og nu ved at lave direkte målinger af bl.a. luftens indhold af forskellige partikler, vand og aerosoler, kigger andre rigtig langt tilbage i tiden, som f.eks. EPICA-projektet, ved at studere iskerner. Og i den forbindelse er det selvfølgelig også vigtigt at skelne mellem de klimaændringer som er sket for nyligt og dem, som ligger langt tilbage i tiden.
Men inden jeg går i gang med at fortælle om, hvorfor det indre af Antarktis er sådan et godt sted at studere den slags, vil jeg selvfølgelig understrege med en meget, meget tyk tusch, at jeg hverken er ekspert på is (desværre af den ene eller den anden slags) eller ekspert i atmosfæren og dens sammensætning. Men jeg har forsøgt at høre efter (selvom vi alle ved, hvordan det plejer at gå…) og læse lidt op på emnerne - så jeg håber, at der er kommet noget nogenlunde fornuftigt og forståeligt ud af det – ellers må jeg skylde et påskeæg.
Polarområdernes is, både på den nordlige og sydlige halvkugle, bliver flittigt brugt til at undersøge jordens klimaændringer over lang tid - og særligt det indre af Antarktis er et rigtigt godt sted. Det skyldes til dels, at Antarktis er en ørken og snefaldet derfor yderst beskedent. Så man skal altså ikke særligt langt ned, før man støder på rigtig gammel is – i modsætning til f.eks. boringer i Grønland, hvor der er langt mere nedbør. Lagene for hvert år i Antarktis er simpelthen tyndere. En anden fordel ved at bore i hjertet af Antarktis er, at isen ikke flytter sig særligt meget, men ligger utroligt stabilt. Nogle steder, f.eks. ved kyster, kan isen blive presset ud til siderne, når trykket ovenfra øges – lidt ligesom man kan se det i kager i ”Den Store Kagedyst”, når ”moussen ikke har sat sig” – det søger simpelthen derhen, hvor trykket er lavere, fordi det kan.
Og det kan altså gøre det svært at nå den rigtig gamle is.
Hvad er det så, der er så interessant ved isen? Er det ikke bare stift vand? Isen starter som sne, og i takt med at der falder mere og mere sne, vil de nederste lag sne blive udsat for et højere og højere tryk og vil til sidst blive presset sammen til – is. Luften, som er blandet med sneen, vil også blive presset sammen og vil blive bevaret i isen som små bitte luftbobler – og det er særligt dem, forskerne er interesserede i. Luftboblerne indeholder nemlig bl.a. netop drivhusgasser som metan og CO2, og er derfor småbitte prøver af forhistorisk luft og muliggør at sammenligne luftens ændringer gennem tiden op til vore dage. At man kan tage prøver til sammenligning på både den nordlige og sydlige halvkugle, gør det også muligt at vurdere om der er tale om verdensomspændende forandringer eller lokale forandringer – og man kan f.eks. også finde se tegn fra store, forhistoriske vulkanudbrud ved at kigge på indholdet af sod i isen.
EPICA-projektet (The European Project for Ice Coring in Antarctica), som blev igangsat allerede inden selve Concordia blev bygget, og hvor man lavede de sidste boringer i 2004, lykkedes med at skabe iskerner med is, som er op til 800.000 år gammelt – den ældste is, man indtil videre har været i stand til at bore op. Og ved netop at vurdere det varierende indhold af partikler, fandt man, at jorden i denne periode har haft 8 istider, som hver har varet godt 100.000 år – og det er vigtig viden i forhold til at vurdere de klimaændringer, som naturligt sker – uden menneskers indblanding – og at skelne mellem de forskellige typer. Men EPICA-projektet fandt desværre også tegn på menneskers indblanding i atmosfæren – nemlig at isen fra vores tid indeholder 28 % mere CO2 og 134 % mere metan end på noget tidligere tidspunkt, man har været i stand til at måle fra.
Lige nu er man i gang med at skyde et nyt internationalt projekt i gang godt 40 km fra Concordia, på et sted der kaldes ”Little Dome C”. Det er ”Beyond EPICA”-projektet, der har som formål at bore efter iskerner, der er op til 1,5 millioner år gamle – det svarer til 2,75 kilometers dybde! Undersøgelser af hav-sediment har nemlig givet mistanke om, at der før denne periode var istider med godt 40.000 års mellemrum – og det håber man på at belyse i ”Beyond EPICA”. Projektet skal starte for alvor næste sommer og forhåbentlig vil man være lykkedes med projektet efter 2-3 år.
Spændende!
Det var en smagsprøve på klimaforandringerne og forskningen af dem, set fra ét synspunkt langt ude på isen og langt inde i hjertet af Antarktis. Og jeg håber, I stadig er vågne…
Som nævnt i starten kunne man uden tvivl godt gøre mere for at mindske Concordias klimaaftryk. Man kan undre sig over, at der ikke i højere grad benyttes solenergi i sommerhalvåret, hvor der stort set ikke er en sky på himlen, men høj sol 24 timer i døgnet. Man kan også undre sig over, at al yoghurt sendes i 200 ml plastikbeholdere, som bagefter er pakket i pap, når vi kan lave det selv. Man kan også undre sig over, at der ikke findes genbrugelige beholdere, men at alle madrester skal pakkes ind i plasticfilm eller metalfolie. Eller at glutenfri pasta transporteres hele vejen fra Italien, for så at blive returneret, fordi der ikke er glutenallergikere på basen. Det er altså ret mange kilometer, vi snakker om.
Vi producerer enorme mængder af affald på basen – nogle af madresterne kan vi nedbryde på stedet ved hjælp af bakterier, men resten bliver komprimeret og sendt til Australien til videre behandling.
Frem og tilbage og så ud i atmosfæren.
Vi bruger omkring 200 m3 brændstof om ugen til bl.a. at genere strøm - det giver flotte solnedgange, men en lidt dårlig smag i munden. Dertil kommer et forbrug på godt 90 liter vand per person om dagen (noget vand genbruges dog – der produceres godt 5.900 m3 om ugen, så så vidt jeg kan regne ud, genbruges godt 1/3).
Det skal dog siges, at afløbet i kvindernes badekabine for tiden er ret stoppet til, hvilket reducerer badetiden gevaldigt – måske en stille protest fra vores blikkenslager?
Vi har sørget for at skifte papirhåndklæder ud med stofhåndklæder, som kan vaskes og genbruges, og har gemt de engangs-papirservietter som blev brugt ved alle måltider væk, og i stedet lavet personlige stofservietter af gamle viskestykker.
Det er få tiltag, men dog et skridt på vejen – og jeg ved, at kokken også forsøger at få sendt mere permanent, eller i hvert fald genbrugeligt, emballage til basen næste sommer.
Jeg har en lille drøm om solpaneler, drivhuse og alge- og/eller insektbaseret mad. Alger producerer ilt og absorberer CO2 under produktionen, inden de spises (og man planlægger faktisk forsøg med alger på ISS; den internationale rumstation), og insekter er det rene superfood – og kan nedbryde affald, inden de spises.
Men jeg tænker, at nok særligt insekterne bliver svær at sælge til især italienerne – når man ikke er klar til at spise glutenfri pasta, er der nok et stykke vej til pasta penne med græshopper.
Men der går selvfølgelig rygter om, at der kommer en fransk kok næste år….
Rigtig god dag alle sammen! Jeg håber, I ikke har mistet modet på bloggen efter dette
indlæg, haha, men i stedet suser ud og spiser nogle klimavenlige insekter 😊
Kilder:
*Nature News March 27th , April 8th og May 17th 2019
*Nature Communications Jan 2018: Ocean temperature impact on ice shelt extent in the eastern Antarctic Peninsula
*Le Monde Februar 2019 (Planète: 2018, quatrième année la plus chaude)
*Videnskab.dk, Maj 2019: To scenarier for Antarktis’ is: ”Slemt og rigtig slemt”)
*Dr.dk Maj 2019: Sydpolen smelter seks gange hurtigere end for 40 år siden: Gemmer på enorm vandstandsstigning)
*European Project for Ice Coring in Antarctica (EPICA) – European Science Foundation
Beyond EPICA – British Antarctic Survey