Starten på det hele og hvorfor man ikke altid skal slette mails, man ikke forstår.


Udsigten i månelys fra mit værelse på sygehuset i Ittoqqortoormiit

Hvorfor søge stillingen?

ESA Research Medic på den mest afsiddesliggende base på denne jord. I et år. 12 måneder. Plus det løse. Et sted, hvor der aldrig bliver plusgrader, hvor der er ingen planter vokser og ingen dyr lever. Man kan ikke komme væk i løbet af den lange vinter, uanset hvor god en grund man måtte have. Luften er tynd, så alting vil føles hårdere – og efter sigende også gøre en lidt dum(mere).


Hvorfor dog søge den stilling?


Dét spørgsmål er jeg blevet stillet mange gange i løbet af de sidste 6 måneder og på mange måder forekommer årsagen indlysende: forske for ESA med henblik på rumrejser på Antarktis! Hvorfor dog IKKE søge? Men på den anden side er jeg selvfølgelig også klar over, at det er forbundet med risici – dels kan der ske noget med mig, men 12 måneder er også lang tid at rejse væk fra familie, venner og dagligdag.

Men – da jeg faldt over stillingsannoncen i 2017, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at søge. Efter et 2-måneders vikariat i Grønland, som endte med at vare 3 år, var min kærlighed til det arktiske stadfæstet. Ikke mindst efter at have opdaget glæden ved at vandre og løbe i fjeldet, langrendsski og efter at have krydset indlandsisen og efter at have fået bekendte, som havde været på Antarktis. Og at kunne kombinere det med forskning (ved ESA!), virkede helt perfekt. Desværre var deadline overskredet med 2

uger.


Jeg valgte dog at søge alligevel. Det blev selvfølgelig til et afslag, men med en opfordring til at søge igen året efter. Og så var det bare at vente.


Opslaget dukkede op igen, da jeg vikarierede på sygehuset i Ittoqqortoormiit i Nordøstgrønland. Jeg skrev ansøgning og det engelske CV i lampeskæret i det lille køkken på sygehuset, hvor jeg var indlogeret sammen med sygeplejersken (jeg var ved at komme mig efter en brækket fod, så det virkede som en mere sikker løsning en lægehuset – og det var i hvert fald mere hyggeligt). Jeg kan huske, at ansøgningen var hurtig skrevet, men der gik et par dage, hvor jeg fandt den frem og kiggede på den.


Trykkede jeg send, ”risikerede” jeg at få stillingen.


Men forsøgte jeg ikke, ville jeg så ikke gå og spekulere og sikkert sidde i samme situation næste år? Så jeg trykkede send. Afsted med dig, ansøgning.


Måneder gik og jeg hørte intet. Fair nok – det var rimeligt at antage, at der var mange kvalificerede ansøgere. Men en dag ringede telefonen fra et udenlandsk nummer, mens jeg sad og kiggede på computerskærmen under et tilsyn på ortopædkirurgisk afdeling i Aalborg. Jeg svarede ikke. Men jeg lyttede til den besked, der blev lagt på min mobilsvarer, hvor en yngre herrestemme, med tydeligt fransk accent, spurgte om jeg havde modtaget en mail fra TAAF, som er en del af det franske polarinstitut og bad mig kontakte ham. Jeg var videre til samtale og lægeundersøgelse.


Det var svært ikke at råbe det ned ad samtlige gange resten af den arbejdsdag!


Kort tid efter landede en mail i min inbox. På fransk. Og det skal siges, at den mindede umiskendeligt meget om en mail, jeg dagen før havde slettet, da den var på fransk og så lidt suspekt ud (hvem stoler på mails, der bl.a. handler om tandlægebesøg??).


Men jeg var videre! Og havde lært at nogle gange skal man lade tvivlen komme underlige emails til gode.



185 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon