Tabasco, kænguru og volley-pong

Kasser med te stablet fra gulv til loft i flere rækker og 5-liters spande med sennep stablet på gulvet truer med at vælte ned over tæerne. Tæt på hyldernes kant vipper flasker med tabasco og soyasauce stablet tæt på kanten faretruende, når tingene på hylden over flyttes og tælles. Der er allerede røget én flaske tabasco på gulvet og mit højre ærme lugter nu stærkt af krydderier og mere eksotiske himmelstrøg (i hvert fald varmere himmelstrøg). Det samme gælder i øvrigt min højre sko, men det er vist kun en forbedring. Min umiddelbare glæde over at kunne lave lister (jeg elsker at lave lister), er efterhånden blevet afløst af lige dele forundring, morskab og frustration. Der er enorme mængder mad. 1220 (hele) pakker med te. 230 liter pære-juice (og det er kun af den slags, der er på dåse). 39 liter balsamico-eddike. 83 kilo sennep. Mængden af saltkiks, smør og fløde tør jeg slet ikke skrive i tilfælde af, at Sundhedsstyrelsen læser med.

Nå ja, og 40 tons bacon.


Jeg er i gang med at lave inventarliste for madbeholdningen. Og det er en smule op ad bakke. Faktisk ville jeg hellere tage blodprøver eller pipettere, men Miquel, som er PhD-studerende i Stuttgart, er i fuld sving med at lære de andre overvintere at flyve Souyuz – det rummodul som transporterer astronauter (og fragt) til og fra den internationale rumstation, ISS. Vi har en simulator magen til den, jeg fløj i Stuttgart og stort set lig den astronauterne træner i, dog med en mere transportvenlig indpakning. Træningen er en del af SimSkill-projektet, som jeg skal føre videre i løbet af vinteren og som bl.a. skal undersøge, hvor ofte astronauter bør lave simulationstræning for at bevare deres pilot-evner i løbet af lange rumrejser. Når træningen er overstået, bliver Concordias overvintere opdelt i to grupper, hvor den ene gruppe skal flyve én gang hver måned, mens den anden gruppe nøjes med hver tredje måned hen over vinteren. Til slut vurderes resultaterne og sammenlignes med resultater fra samme forsøg udført i Stuttgart og på den engelske Halley-station, som også befinder sig i Antarktis, men i hav-niveau. På den måde undersøges det om, og i så fald hvordan, isolation og hypoxi (altså den iltmangel vi udsættes for på Concordia på grund af højden) påvirker pilot-evnerne. Miquels ihærdige arbejdsindsats betyder altså, at jeg har hænderne fri og kan hjælpe kokkene med at lave inventarliste i det rum, hvor de tørre madvarer opbevares.


Foruden et stort fryserum, har Concordia et stort lokale til tørvarer og et tilsvarende til madvarer som skal opbevares ved +4 grader, altså tilsvarende et køleskab. Derudover er der et nødlager i sommerlejren (hvor vi vil opholde os i tilfælde af, at basen skal evakueres, f.eks. i tilfælde af brand), og 5 (!) containere med mad. Risikoen for at vi kommer til at sulte, er altså næsten ikke-eksisterende.


Gennemgangen af maden giver også en erkendelse af, at udløbsdatoer på madvarer ikke tages helt så højtideligt i Concordia som de fleste af os nok er vant til. Ved de fleste ting vurderer vi, at en overskreden udløbsdato er ligegyldig, da der er tale om tørvarer - så længe der ikke er tegn på, at emballagen har været åbnet eller at varerne på anden måde ser suspekte ud, får de lov til at blive. Jeg finder dog en pakke kamillete, som udløb i 1999, og den ryger ud (selvom den er lidt af en kuriositet, da Concordia jo først blev bygget i 2005), ligesom nogle flasker soyasauce som på et tidspunkt har haft en lækage og nu bidrager til vækst af andre potentielle fødevarer – bare ikke for mennesker.

En karton papvin udløbet i 2010 tager volleyball-spillerne, da det er glimrende til at markere banen på sneen. Og således minimeres madspild i Concordia.


Og når vi nu taler om mad, må jeg hellere fortælle lidt om julen i Concordia. Som I nok kan regne ud, var det en hvid én af slagsen. Men sneen til trods, og massive mængder glitter-guirlander og et plastic-juletræ pyntet efter bedste evne (inklusive en tøj-zebra venligt sponsoreret af det franske polarinstitut), er det ligesom at julestemningen ikke helt indfinder sig. Jeg tror simpelthen, at det er mangel på mørke, julefrokoster og brunkager. Og familie og julegaver. Jeg har dog været så heldigt at have fået både adventsgaver og julekort med i bagagen, så jeg føler mig ikke snydt. De 4 skrabe-julekalendere udkommer med i alt 125 kroner, der er ansigtsmasker og lækker håndcreme, en nisse-pingvin og blade med kryds og tværs (til de lange mørke aftener…). Dertil gammeldags håndskrevne breve og fotografier af den slags, man kan hænge på væggen (hvilket de bliver).

Dejligt.


Selve juleaften byder på fællesspisning på fint opdækkede borde med stearinlys og hvide duge. Først står den på snegle med hvidløg og kammuslinger, senere buffet-forret med bl.a. skaldyr, fyldte blæksprutter og oste. Hovedretterne er jomfruhummer og Boef Wellington med grøntsager, og til sidst er der dessert-buffet med 5-6 forskellige slags kager og 5 forskellige slags is.

Og det hele er selvfølgelig ledsaget af vin og hvad man ellers måtte begære af drikke, så efterfølgende tændes der selvfølgelig op i partyteltet Spaccaossa, så lidt af chokoladeisen kan blive forvandlet til mere eller mindre vellykkede danse-moves.

Den 25. december er Concordia ganske stille og præget af nedrullede gardiner. Der er dog liv – jeg finder blandt andet andre ping pong-glade mennesker (en nyopdaget hobby for mit vedkommende) og der bliver både improviseret med squash-pong (hvor bolden fyres mod væggen og man håber, den rammer bordtennis-bordet igen bagefter) og volley-pong (hvor man spiller double og den ene spiller bolden op i luften og den anden skyder mod modstanderens halvdel). Energiniveauet og koordinationen er måske nok ikke på det højeste hos alle, men entusiasmen fejler intet 😊 Og da alle er vågnet op igen d. 26. december bliver resten af mit hold introduceret til det ypperste af dansk kultur, nemlig pakkeleg, og jeg er den lykkelige vinder at et krus med fisk, en lille mønt-pung fra Bretagne og en mariehøne-klemme. Andre går derfra med USB-astronauter, små spil, en regnbuefarvede butterfly, en krokodille og andre uundværlige ting. Et sikkert hit.


Mellem jul og nytår ankommer traversen også (køretøjerne fra kystbasen Durmont D’Urville som bringer fragt og brændstof) og min nylavede orden blandt tørvarerne bliver fuldstændigt spoleret. Suk. Heldigvis er der ikke bestilt mere te eller balsamico-eddike, men der er ketchup nok til at lave 100 B-film. Mindst. Eller 2 krydsninger af indlandsisen 😊

Hvad der vækker mere glæde, i hvert fald blandt franskmændene (og mig), er at traversen har vores kasser med! Så blev det sørme godt nok juleaften! Når man rejser til Concordia gennem det franske polarinstitut må man sende i alt 120 kilo, fordelt på 3 kasser. Nogle benytter sig af alle kiloene og medbringer alt fra lokaldyrket te og chokolade til alkohol, modeljernbaner eller hjemmebryggerier. Andre er mere beskedne – måske for beskedne. Jeg måtte i hvert fald konkludere, at jeg måske skulle have medbragt færre jonglér-bolde eller kunstige overskæg, og i stedet have pakket lidt flere sokker eller t-shirts. Eller bare have pakket mere end én kasse med 30 kilo. Oh well. Vi har masser af lagner og jeg har da sytråd et sted i kassen. Og der er kedeldragter på basen... Og der er lakrids og løbesko (og tandpasta!) i kassen og det ved vi jo alle, er det vigtigste efter bacon.


Nytårsaften ligner til forveksling juleaften. Bortset at jeg for første gang under mit ophold på Concordia ikke har løbetights på, men mine nyankomne jeans (OK, der var lige den dag, hvor jeg var løbet tør for rent tøj og faktisk havde taget en af mekanikernes kedeldragter på). Jeansene er suppleret med en skjorte arvet fra min mormor og nogle er lidt forundrede over, at jeg faktisk ”ejer” rigtigt tøj – og som endda ikke er blåt. Men i mangel af pæne sko må jeg supplere med mine pink kondisko.

Der er jo heller ingen grund til at forvirre folk mere end højst nødvendigt.


Maden nytårsaften består af pasta, kænguru som hovedret, utrolig lækre desserter (isen er dog byttet ud med frisk ananas, men kagebordet er stadig overdådigt) og vinen suppleret med champagne og sangria. Miquel er fra Catalonien og noget af det første der blev sagt til ham, da han ankom i Concordia, var ”sangria” og ”salsa”. Og nu er lejligheden altså kommet til at gøre alvor af det første. Vi når dog ikke igennem halvdelen af sangria’en inden det er tid til at fortrække til Spaccaossa efter maden, og da det er tilberedt i en meget stor gryde, har vi et problem. Heldigvis kan problemet dog løses ved hjælp af køkkenfilm, en slæde og et par italienere.

Voilá!

Is-eskorte af sweet sweet sangria

Resten af aftenen går selvfølgelig med at danse, skåle og danse lidt mere. Og da klokken slår 12 bliver der delt kindkys og champagnesprøjt ud! Og så danser vi videre ind i 2019.


Rigtig godt nytår til jer alle! (Og nej – der var ikke fyrværkeri. Det giver ikke så meget mening, når solen skinner højt og flot på himlen 😊).

Shorts og sandaler - så er der nytår på Antarktis!

142 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon