White Mars

11. november

Dagslængde: 24 timer

Temperatur: -56,7


Grundet begrænset internet kunne billederne med en enkelt undtagelse desværre ikke medsendes - de følger.


Klokken er 7, og jeg har været vågen siden kl. 2. Det er første dag i Concordia og det er søndag – der er derfor egentlig først morgenmad kl. 08., men jeg lister over i nærheden af køkkenet med min computer under armen, så jeg ikke forstyrrer nogen i ”det stille tårn”, hvor der er værelser og laboratorier.

Persiennerne er trukket ned og der er halvmørke hele vejen. Man kan dog ane striber af kraftigt lys. Kokken er i fuld sving. En stor, muskuløs og skaldet italiener med tatoverede overarme, som glad hilser mig godmorgen og annoncerer, at morgenmaden er klar. Til tonerne af ”O Sole Mio” udpeger han skinke, ost og kaffe ud og går tilbage i køkkenet, hvor han hælder ost i en tomatsovs og fløjter med på musikken. Enkelte gange bryder han ud i sang, hvilket han bestemt godt kan være bekendt. Og jeg kan sætte mig ved vinduet med min skål kaffe (stadig et fantastisk koncept) og kigge ud på flyet, som stadig ikke ser funktionsdygtigt ud.

Solen står højt. Jeg kan se den ene af piloterne i gang dernede – hans ånde står ud som en røgsky mod den hvide is og den nærmest lysende blå himmel. Musikken skifter til ”Ave Maria”.

Første dag i Concordia. Det lykkedes at komme afsted fra Mario Zuchelli i Basler-flyet lørdag formiddag i fint og vigtigt selskab af bl.a. bananer, avocado og frisk kål.


Bananer, avocados og bacon

Basler’en opereres af et canadisk selskab og deres yngste mand agerede steward til et 12-tal. Vi fik udleveret ørepropper, jeg fik tilmed en appelsin og han udpegede ved afgang det aldeles fine flytoilet, som består af en ca. 30-liters plastikdunk med en metaltragt.

Jeg takkede for en gangs skyld for den blæretræning, der følger med lægejobbet.

Jeg havde haft mulighed for at tale med piloterne dagen før, og det viste sig, at de opererer i en del forskellige øde egne - de har base omkring Yukon, men servicerer bl.a. også de amerikanske forskningsstationer på indlandsisen i Grønland. Det viste sig jo så, at vi havde været i nogle af de samme byer og sågar har en fælles bekendt! Det siger lidt om, hvor lille verden er, når man som dansker og canadiere kan sidde i Antarktis og tale om en fælles bekendt i Grønland, som må være på næsten den præcis modsatte side af kloden.

Men tilbage til flyet, hvor ruderne desværre hurtigt isede til, så megen udsigt fik vi ikke. Men efter godt 4 timer, hvor nogle dele af kroppen på helt klassisk vis havde det alt for koldt og andre alt for varmt i al dunindpakningen, kom der melding om forestående landing. Og sommerfuglene begyndte at blafre igen. At lande i en Basler, som jo er et fly på ski, er en lidt sjov, bumpende fornemmelse, som I sikkert kan forestille jer, da man jo lander på sneen. Men egentlig ganske behageligt. Og landingen skabte en snesky, som desværre blokerede udsigten til selve basen – men den nåede så at lægge sig, mens vi sad i flyet og ventede.

Og ventede lidt længere.

Fra cockpittet lød der med et par minutters mellemrum en høj bippen og efter lidt tid, kan jeg høre den ene pilot sige til ”stewarden”, at han skal få os ud – uden baggage. Og vi skal forblive rolige. Javel ja. Det viser sig at der er sket præcis samme skade som tidligere på ugen. Og de stakkels piloter, som lige havde pakket tandbørsterne ud, da det jo ikke kunne ske to gange på en uge, må have mistænkt, at der var tale om en mandag i forklædning! Den yngste af piloternes ene støvle satte sig nemlig også fast i trappen på vej ud af flyet og han tager et gevaldigt styrt – og forstuver anklen. Til gengæld rejste nyheden hurtigt og de havnede åbenbart i aftennyhederne i Calgary få timer senere. Normalt bliver man sat af flyet lige uden for basen, men da flyet ikke kan komme tæt på, vi bliver mødt af en snescooter med en anhænger og to nye ansigter – godt dækket til masker og skibriller. Der udveksles kram og navne, som alligevel ikke kan høres over flyet motorstøj, og vi bliver gennet op i vognen og kørt mod basen. Den viser sig at værre både større i sig selv, end jeg havde forventet, men også sidebygninger, laboratorier og sommerlejren ligger tættere på end, jeg troede - og førstehåndsindtrykket er aktivitet.

Og kulde.

Og en særdeles varm velkomst.


De resterende af sidste års overvintere tager imod os med is i øjenvipper og skæg. Flere kram følger og indenfor i den gang, som forbinder de to karakteristiske næsten-runde bygninger og hvor vi kan blive pakket ud igen, bliver vi tilbudt kaffe, te og juice. Og det er der jo kun ét fornuftigt svar på: ”Toilet?” Da det er klaret, en kop kaffe konsumeret (der er selvfølgelig espressomaskine), snak og gensyn med de mennesker, jeg sagde ”vi ses i morgen” til tre dage tidligere, følger en hurtig rundtur. Jeg får udpeget laboratorie og mit værelse, som jeg de næste to uger skal dele med en fransk glaciolog, som har tilbragt det sidste år her og rejser i slutningen i november. Der er også et lille fad med cookies, en hilsen – og en chokoladekalender (hendes mor havde givet hende to med – mødre er vist ens over hele verden 😊). Værelserne er rummelige og hyggelige og malet i en lysgrøn farve, som sikkert skal virke opmuntrende i de lange vinterdage – det er jo håbets farve. Der er masser af skabsplads, fine fælles bad- og toiletforhold (kønsopdelte), hvoraf sidstnævnte fungerer med vakuum – og som chefteknikeren siger: ”stopper det til, skal I ikke løbe – I skal kalde på teknikeren!” Han supplerer desuden med følgende guldkorn: ”Tisser I i badet, kommer I selv til at bade i det”, og ”Tager I lange bade, lukker vi for vandet!”. Jeg tror, han har haft en travl dag. At have været alene 13 mennesker på basen i 9 måneder og i løbet af 5 dage få 25 ”gæster”, må være en omvæltning af format og jeg er imponeret over, hvor glade de og imødekommende, de ”gamle” overvintere er. Men der lægges for nogle vedkommende heller ikke skjul på, at de glæder sig til at komme ud i en verden med flere folk og plusgrader. Mange har planlagt rejser – alle til varme steder. Men – man kunne også godt mistænke, at en del af glæden har med maden at gøre. De har i dag fået årets første forsyninger af grøntsager og frisk frugt og begge dele angribes med stor entusiasme. ”Bare vent”, får jeg at vide – jeg tror på dem. Og nyder hver mundfuld.


Imens kæmper nogle af mine medpassagerer med hovedpine. Mange får symptomer på højdesyge grundet den hurtige højdeøgning på rejsen – fra 0 meter til 3400 meter. De fleste får hovedpine, bliver svimle, får kvalme og bliver forpustede, men ofte går det over i løbet af et par dage. Højdesyge kan blive alvorligt, da det kan give væske på lungerne eller i hjernen – men det er yderst sjældent på disse kanter (det er vist sket enkelt gang i basens levetid). Vi får derfor ordre på at tage det roligt de første dage, og efter ankomsten kigges der derfor mest ud af vinduet. Jeg har det fint - ingen symptomer på højdesyge, men min hud er over de sidste dage blevet ekstremt irriteret over den tørre luft. Mine øjne løber som et toilet på speed og er tilsvarende rødsprængte. Slimhinderne i hals og næse er irriterede og min næse hævet og alt i alt er jeg et charmerende antarktisk syn - men må altså trøste mig med, at jeg har det bedre, end jeg ser ud til. Og håbe på, at det også skinner igennem på de billeder, der bliver taget af alle nyankomne. Og hvis jeg får en lille forfrysning på næsen efter den korte tur på snescooteren - hvilket jeg godt kunne mistænke – er looket da komplet!


Aftenen byder på fødselsdagsfejring, hjemmelavet (det er jo umuligt at få dem leveret varme) pizza, øl og diskolys - og hvad de påstår, er Antarktis’ bedste rødvin – jeg tror på dem! Og går omkuld kl. 21. 30 efter at have drukket ét helt glas.


Skriv gerne på WhatsApp (+45 31478797), hvis der er noget særligt, I gerne vil høre om!

121 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon