7,47 liter blod og en drøm om kål.

Rødkål. Glinsende frisk – så frisk, at jeg kan se sprødheden, før jeg mærker fornemmelsen af kålbladets tykkelse og sejheden fra fibrene mellem tænderne. Og mærker både en følelse af glæde og en dyb undren – hvor i alverden har dét kål været gemt?

Man kan åbenbart godt drømme om kål. Men sandsynligvis kun, hvis man virkelig elsker det – eller har opholdt sig knap et år i Antarktis, heraf de sidste 6 måneder uden friske madvarer. Og hvorfor så lige rødkål og ikke spidskål, som jeg synes meget bedre om? Hvad ville Freud mon sige om kål-drømme? Og er det dynen, jeg har tygget på, for at fornemme sejheden?

Og hvor mange gange kan man skrive kål på én side uden at få luft i maven?

Men udover at vågne med et smil over overhovedet at drømme om kål (og en lille smule skuffelse over, at det kun var en drøm), så er der faktisk ikke særligt lang tid til, at der kommer friske forsyninger. Sandsynligvis mindre end et døgn, faktisk. Hvilket nærmest forekommer uvirkeligt efter så lang tid. Selvfølgelig er det med det sædvanlige ”måske” – man må huske det evige forbehold i polar-egnene, hvor vejret i høj grad er medbestemmende i planlægningen, men for få kun få dage siden blev det meddelt, at det første fly ikke ville blive 8. november og kun med personale som ellers planlagt, men derimod 6. november og kun med friske madvarer og videnskabeligt udstyr. Meget bedre – og så har vi et helt døgn at gå bananas i (bogstaveligt talt), inden vi skal dele de friske madvarer med nogen. Det slog mig i eftermiddags, da jeg hældte mælkepulver i kaffen, at i morgen kan jeg måske erstatte det med rigtig mælk. Hold nu op en fest, det bliver! 😊

opbevaringslokalet, hvor der engang (og forhåbentlig snart igen) var frugt og grønt på hylderne til højre i billedet. Nu er der 6 pakker ost – udløbet i 2017. Så bliver det ikke friskere i vinterperioden!

Der er plads til fly i vores ikke særligt travle lufthavn - I dag er det et år og to dage siden, jeg rejste fra Danmark og det er snart 9 måneder siden, det sidste fly lettede fra basen. Det betyder selvfølgelig også, at der reelt set ikke har været en landingsbane i snart 9 måneder, så den seneste uge har været præget af en hektisk aktivitet for at blive klar til flyene. Og ikke kun udendørs, men også indendørs.


Oktober måned har været koldere end normalt – gennemsnitstemperaturen endte på -72.4 C, hvilket kun er marginalt højere end kulderekorden fra 2014, hvor gennemsnittet endte på -72.8.

Kilde: IPEV/PNRA-project “Routine Meteorological Observation at Station Concordia” http://www.climantartide.it

Da de fleste af maskinerne, der skal benyttes for at fjerne sne, jævne landingsbanen, flytte containere med brændstof og så videre, først fungerer pålideligt omkring -45/-40 grader C, har det betydet, at det udendørs arbejde har måtte vente. Men i takt med at solen er kommet højere og højere på himlen og dagene blevet længere (i skrivende stund har vi fået midnatssol igen), har termometeret langsomt sneget sig opad og vi har nu i en række dage haft temperaturer der netop er kommet over -40 C i dagstimerne. Dejligt! Og man kan faktisk mærke solen varme nu… og ikke kun på huden – men også når der opstår regnvejr i soveværelserne, fordi isen mellem ruderne på etagen ovenover smelter i solen og vandet løber ned igennem gulvet – eller fordi nogen har været så forudseende (en mand, selvfølgelig) at brække isen af på forhånd og putte det i en flettet affaldsspand på gulvet i stedet for en håndvask...

Men der er også blevet gravet telte og containere fri udenfor og indendørs har vi pudset og poleret i stor stil! Lofte og vægge er blevet vasket, bænke rengjort, ekstra soveværelser klargjort og madrasser skiftet. Og også basens indgangsparti fik en omgang rengøringsmiddel, som det kan ses på billedet nedenfor – der er ikke meget tvivl om, hvad der er før og efter, og at vi desværre bidrager godt til partikelkoncentrationen i luften omkring basen.

Credits: Thibault Gillet - IPEV/PNRA

At det første sommerpersonale er planlagt til ankomst 8. november, betyder selvfølgelig også at vi snart har haft vores sidste tid sammen i basen som en lille gruppe på 13 personer. I løbet af de sidste uger har vi fejret den sidste solnedgang (en meget kold affære på basens tag – der blæste 6.4 m/s, hvilket giver en ikke særlig rar windchill, sommeren til trods) og de kommende fødselsdage i november og december.

Da jeg i disse dage også laver de sidste tests og så småt er begyndt at pakke udstyr til hjemsendelse til Europa, havde jeg kigget en del af vores data igennem og lavet en lille quiz – tip en 13’er. Den var både rigtig sjov at lave og også sjov for deltagerne – den gav et lille indblik i, hvor meget der sket i løbet af det sidste år og hvor meget, de har bidraget med til de forskellige projekter. Foruden fakta som f.eks. længste og korteste flyvning (i tid) i Soyuz-simulatoren, omfattede testen bl.a. nedenstående:


- Samlet vægttab for gruppen i løbet af året: 45,1 kg

- Mængde blod doneret til videnskaben per person: mænd 666 ml, kvinder 270 ml (ikke alle projekter inkluderer kvinderne) – 7,47 liter i alt.

- Antal gange vi har fået serveret pizza i løbet af vinteren: 31

- Antal udfyldte spørgeskemaer per person i løbet af året: 149 for mænd, 134 for kvinder

- Samlet mængde urin skyllet ud i Antarktis i løbet af året (baseret på døgn-urin-målinger): 6616 liter.

- Gennemsnitligt antal bacon-slices fortæret i døgnet pr person: 3,2


For at bidrage til stemningen havde jeg fyldt afføringstuber med chokoladedækkede kaffebønner (chokolademousse blev et for omfattende projekt) og spytglas med en uappetitlig udseende, men velsmagende, drink lavet på rom, grapejuice og mint. Og vinderne (som vist nok snød - holdet omfattede holdets anden læge, der som de fleste narkoselæger har en vis vindermentalitet og vores mekaniker, der trods et engle-agtigt udseende er en inkarneret fusker), vandt en fin pap-raket, en pakke med saml-selv papirflyvere og hjemmelavede bånd a la dem man vinder i skønhedskonkurrencer - lavet af afspærringstape. Taberne fik en kasse med tiloversblevne breve med probiotika og post-its sat i panden med teksten ”Antarctica’s biggest loser”.

Verdens bedste tabere. Foto: Thibault Gillet – IPEV/PNRA

Med nu godt 16 timer til første fly (forhåbentlig ikke af papir), hersker der en vis stemning af eufori. Men også lidt nervøsitet for de kommende uger med mange mennesker, mange meninger og en del ”VIPs”, som der skal tages hensyn til.

Hånden på hjertet kan jeg selv mærke en vis irritation over ikke blot at få ”fred til at gøre mit arbejde ordentligt færdigt!”. Men med de mange meninger kommer der også mange grin, nye input, nye bekendtskaber og gensyn med folk fra sidste år.


Det bliver uden tvivl nogle gode og travle uger!



65 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon