Kære alle,
Når nu ens fly til Danmark er aflyst, og sner… kan man lige så godt skrive et blogindlæg!
Udsigt til fjeldet Sermitsiaq (til sidst i videoen) fra Naturinstituttet i Nuuk, hvor jeg bor. Filmet på en lidt mere sommerlig dag end i dag.
Min fabelagtige, hurtigløbende bror som jo stod for at opdatere bloggen, da jeg var i Concordia, ville nok i stedet udnytte lejligheden til at spise noget bacon. Men helt ærligt, så har jeg haft lidt dårlig samvittighed over at melde ud, at bloggen er tilbage, for så ikke at skrive noget i… 3 uger? Det er måske lige i overkanten for selv for den bedste Hollywood-cliffhanger.
Så undskyld for det. Jeg er lige nu i Grønland for at lave undersøgelser i forbindelse med mit phd-projekt, og når man både er læge, rengøring, indkøber og sekretær for projektet, så går alle dage op i arbejde og ikke så meget andet. Men fritid, ferie og flytning venter heldigvis i juli og august.
Der venter også en mere målrettet træningsindsats til sydpolsturen end blot det absolutte minimum, som den har stået på de sidste måneder, mens jeg har været i Grønland. Sandt at sige, er det ”du-skal-tage-på”-delen af træningen der er gået bedst heroppe i det nordlige – men mere om det en anden dag (næste gang måske?)!
Og der fik vi så en ny cliffhanger allerede… jeg lærer det aldrig. Ligesom at ham den gode i ”No Country for Old Men” dør i filmen – af en eller anden grund mener jeg altid, at han overlever. Og nu kommer jeg helt i tvivl, om han virkelig dør. Nå, jeg håber ikke, at jeg har spoilet filmen for nogen, og back to business - hvordan søren blev jeg indblandet i denne hersens sydpolstur?
”Livet formes af de samtaler, du har”
World Extreme Medicine (WEM) er et engelsk selskab, som laver kurser og tilbyder diplom- og masteruddannelse inden for ”ekstrem-medicin” – altså den slags sundhedsfaglig behandling, som ofte finder sted et godt stykke fra hospitaler og akutmodtagelser, som vi kender dem i Danmark. Det er f.eks. behandling i bjerge, ørkner og kolde egne eller på humanitære udsendelser. For os der har en interesse i den slags og både er gamle nok til at huske MacGyver (den ”rigtige” med bundesliga-håret) og store nok fans til at tage hele serien med til Antarktis, når man nu alligevel skal være der et år, så er WEM lidt af et slaraffenland. (Fun fact: jeg er ikke den eneste ESA-læge, der har haft hele serien med til Concordia – de går åbenbart efter en bestemt personlighedstype).
Fra et WEM-kursus i Slovenien, jeg deltog i i 2021. Bemærk MacGyver-ænderne.
WEM afholder hvert år en konference, som inkluderer faglige indlæg (f.eks. monitoreringsudstyr til brug i rummet), praktiske indlæg (som kan inkludere at klatre ned af muren på konferencebygningen) og nogle ret vilde beretninger fra f.eks. fotografer og læger, som har arbejdet i teltet. Eller Tom Cruise, der interviewer den amerikanske astronaut Victor Glover, som var tilfældet på konferencen i 2021, som jeg deltog i. Så efter et år i Antarktis og endnu et år i covid-nedlukning, så var WEM-konferencen i Edinburgh i november 2021 på alle måder en ret vild oplevelse – krydret med et fantastisk gensyn med min veninde Lena og hendes familie i Edinburgh, og møder med andre læger og sundhedsprofessionelle med interesse i polar-områderne, som jeg indtil da kun havde mødt virtuelt.
Tom Cruise og Victor Glover i en seriøs samtale.
WEM-grundlæggeren Mark Hannaford startede hver dag på konferencen med en lille peptalk, som bl.a. indeholdt en opfordring til at tage mod til sig og gribe chancen for at gå hen og tale med de andre deltagere på konferencen – også dem man nærer ærefrygt for. ”Livet formes af de samtaler, du har”, påpegede han. ”Og nu er chancen der!” Så efter at have samlet mod til mig i et døgns tid, fik jeg endelig taget mig sammen til at gå hen til – nej, ikke Tom Cruise, han var der kun virtuelt – men folkene bag Inspire 22.
Inspire 22
Et af de oplæg, jeg hørte den første dag på konferencen, var af Natalie Taylor, læge og major i det britiske militær, og handlede om Ice Maiden-ekspeditionen. Ice Maiden var en britisk militær ekspedition kun bestående af kvinder som krydsede Antarktis på ski i 2018. 1700 km på 61 dage! Rekorden på distancen blev i øvrigt også sat i 2018 af amerikaneren Colin O’Brady og lyder på 53 dage. Æg og bacon til morgenmad kan også åbenbart et eller andet.
Nu har jeg jo skrevet stolpe op og stolpe ned om rumanalogi-forskningen i Antarktis, og om hvordan miljøet dernede på det sydlige kontinent er ekstremt hvad angår kulde, isolation, lys/mørke-perioder og tynd luft. Og de samme forhold gør sig gældende under sådanne ekspeditioner, selvom de foregår i den antarktiske sommer, hvor temperaturerne selvfølgelig ikke når ned på-80 C inde på is-plateauet, men ”kun” -40C. Det kræver alligevel også nogle gode vanter og stærk kaffe, og ligesom på Concordia, er der også en vis forskningsmæssig interesse i hvad der sker i kroppene og i hovedet på de tosser, der finder på at begive sig derud frivilligt (og endda betale penge for det).
Det britiske militær har lavet undersøgelse af ekspeditionsdeltagerne før og efter ekspeditionerne på både Ice Maiden og andre lignende ekspeditioner, herunder også én, hvor gruppen kun bestod af mænd. De har bl.a. undersøgt ændringer i kropssammensætning (forholdet mellem muskler, knogler, fedt og vand) og sammenlignet energiforbruget mellem mænd og kvinder før og efter den langvarige og hårde fysiske udfordring, som sådan en ekspedition er – og der er tilsyneladende ikke de store forskelle imellem kønnene. De er lige stærke.
De har også studeret de psykologiske reaktionsmønstre ved at benytte nogle af de samme spørgeskemaer, som blev brugt i projekterne i Concordia, bl.a. PANAS, hvor man skal angive på en skala fra 1 til 5 hvor meget man har følt en bestemt følelse inden for den seneste uge (f.eks. i hvor høj grad man har følt sig entusiastisk, stærk, skamfuld, skyldig og bange), og som kan give et fingerpeg om, hvordan man reagerer på stress.
Ligesom rumanalogi-forskningen, er forskningen på ekspeditionsdeltagere i Antarktis lettere udfordret af, at der simpelthen ikke er så mange at studere. En hurtig google-søgning (som derfor skal tages med forbehold) antyder, at der kun er et par ekspeditioner om året i alt i Antarktis– det vil sige både dem ”kun” til Sydpolen og dem, der krydser.
Natalie Taylor fortalte derfor også om planerne om en kommende ekspedition, hvor man vil blande kønnene, sørge for at alle spiser nogenlunde det samme og hvor man i stedet for ”kun” at lave målinger før og efter, bruger selv-monitorering aktivt under hele ekspeditionen – udstyr der minder om de aktivitetsure/smartwatches, de fleste af os allerede kender. På den måde vil man få et meget klarere billede af, hvad der egentlig sker UNDER ekspeditionen. Og det er selvfølgelig Inspire22-projektet.
Som unægtelig lød spændende…
Et screenshot fra Natalies præsentation - med sin og Chris' (se næste afsnit) baggrund.
”Send mig dit CV”
Så ansporet af Mark Hannaford, og godt gemt bag den dengang stadigt obligatoriske ansigtsmaske, fik jeg samlet mod til at gå hen til Inspire 22-folkene, som havde stillet en lille stand op med en pulk og ikke så meget andet. De første to gange fik jeg godt nok kolde fødder og gik bare forbi. Men tredje gang gik jeg endelig hen og hilste på Chris Imray, karkirug og professor, og heldigvis med en venlig udstråling. I al min nervøsitet fik jeg sagt noget i stil med ”det lyder godt nok spændende, det der! Øøøh, jeg har også lidt Antarktis- og skierfaring, hvis I kan bruge mig til et eller andet” (som mange af jer ved, siger jeg sjældent noget intelligent, og slet ikke hvis jeg skal tænke hurtigt). Chris havde dog heldigvis travlt med at skulle holde foredrag om sine bjergekspeditioner, så det blev en kort samtale, som sluttede med at Chris halvtløbende bad mig om at sende mit CV og derefter hans email-adresse.
Så jeg sendte mit CV og regnede ikke med at høre noget. Men kort før jul landede der en email fra Chris med en invitation om at komme med på holdet til Antarktis, såfremt jeg kunne deltage i en trænings- og evalueringstur i Norge i februar/marts. Jeg ved ærligt talt ikke helt, hvad jeg havde regnet med, det ”et eller andet”, de måske kunne bruge mig til, kunne være – men jeg havde ikke ligefrem regnet med dét!
Så jeg måtte lige tænke lidt over sagen. Igen, som de fleste af jer ved, krydsede jeg indlandsisen i Grønland i 2016 som en del af et hold på 6, og det var en hård omgang. Men også en fantastisk oplevelse for livet, som gav venner for livet og som var utrolig lærerig, på rigtig mange måder. Livsændrende i næsten samme størrelsesorden som de 13 måneder i Concordia.
Den slags skiekspeditioner kræver dog også en solid investering – ikke kun økonomisk, men også tidsmæssigt i form af forberedelse, særligt fysisk træning. Og konfronteret med spørgsmålet om at tage sådan en tur igen – bare dobbelt så lang – kunne jeg pludselig også mærke alle de steder, der havde gjort ondt på turen over isen. Storetæerne, hælene, akillessenerne, håndleddene og venstre skulder.
Og minderne om at bruge timer på at smelte is til vand. Om at tisse i et hul i sneen. Iskold vind i højre side af ansigtet. Frostbid. At få is i soveposen om morgenen, fordi vandet i udåndingsluften var frosset på indersiden af teltet, og nu dryssede ned. Om at tage dybfrosne, stive støvler på om morgenen. Kors, hvor jeg hadede de støvler. Jeg sender dem faktisk stadig onde blikke en gang imellem, for jeg nænner alligevel ikke at smide dem ud.
Men det var også gode venner, overraskelser og grin, smukke solfænomener over isen, solnedgange og intethed, så længe øjet rakte. Chokolade i uendelige mængder og rå glæde ved at finde en snackpose fra en tidligere dag, hvor der stadig lå en bastognekiks i bunden. Glæden ved at opdage fornøjelsen ved at vaske hænder i sæbe og varmt vand fra en vandhane, da vi havde nået Grønlands østkyst, og komforten ved igen at sidde på en stol!
Telthygge, handske- og såletørring, og tømning af snackposer på isen i 2016. Bemærk den slående mangel på stole og rindende vand.
Hjemmet på isen udefra. Udsigten var svær at klage over, selvom den ikke ændrede sig meget.
Så efter et par dages betænkningstid og grønt lys fra chefen til evt. orlov, takkede jeg selvfølgelig ja.
Og begyndte at lede efter en fysioterapeut – at begynde med træningen kunne nærmest kun gå for langsomt.
(Og det kommer I selvfølgelig til at høre mere om, når jeg får mig taget sammen til at skrive næste indlæg 😊)
PS: I kan læse mere om Inspire 22 her: Inspire 22