”Aurora now”

Opdateret: 29. aug. 2019

Det er tirsdag og klokken er præcist 18.00. Jeg sidder i en lidt for lav kontorstol med en defekt hæve-sænke-mekanisme i ESA-laboratoriet og læser stjernekort. Jeg forsøger at få dem til at passe med min opfattelse af placeringen af verdenshjørnerne her i Antarktis - ikke nogen nem opgave, når man er øst-vest blind. Bag mig sidder den ene af vores glaciologer og kommer med små udbrud. Han er, med stor indlevelse, i gang med at puste (digitale) balloner op til bristepunktet som en del af kognitions-testen i SimSkill-projektet. De fleste franske og italienske bandeord i mit ordforråd har jeg i lært i ESA-laboratoriet og jeg trækker ofte på smilebåndet under de forskellige tests – og nogle gange kan jeg ikke lade være med at le højt.

Begge vores mobiltelefonener vibrerer sagte, da vores astronom sender beskeden ”Aurora now” (”sydlys nu”) til vores gruppe på WhatsApp. Og mens glaciologen fokuseret arbejder videre, skifter jeg skærmbilledet på min computer til ét af kameraerne monteret på astronomi-bygningen. Der ER sydlys – men dette kamera opfatter langt mere lys, end vi kan med det blotte øje, og ofte er det derfor ikke muligt at se, hvis man faktisk går udenfor - eller løber (forgæves), som vi gjorde i starten, når vi fik ovenstående besked.

Men det ser kraftigere ud på kameraet, end det har gjort længe. Og mens jeg relativt ofte så nordlys i Grønland, ved jeg, at vores glaciolog har dette fantastiske fænomen til gode. Og efter min mening, er det heller ikke en oplevelse, man kan få for mange gange!


Med solens hastige tilbagekomst og basens placering i forhold til sydpolen, er det, hvis der vel og mærke ER noget at se, måske også en mulighed, der ikke byder sig igen i løbet af vores ophold i Antarktis. Jeg lader derfor ESA-test være ESA-test og foreslår glaciologen, at vi stedet går udenfor – og han er ikke svær at overtale. Han påpeger sågar på vej ned ad trappen, at han jo så vil være træt bagefter og nok ikke kan gøre testen færdig… en teori, han får ikke medhold i.


Udenfor er der ikke umiddelbart noget usædvanligt at se. Øjnene bliver naturligt tiltrukket af en smule lys i horisonten, hvor solen er gået ned. Stjernerne er begyndt at blive klare og tydelige i den modsatte retning. Mælkevejen kan anes som en stribe henover basen. Som altid er det et fantastisk smukt syn.

Kulden river lidt i ansigtet - -65 grader C og nok vind til at det føles som -85, ifølge vores vejrstation. Den friske luft virker mest af alt opkvikkende.

Men så udbryder glaciologen: ”Der!?” Jeg drejer mit blik væk fra horisonten og skumringen, som igen har trukket mine øjne til sig og imod venstre og det sted på himlen, som glaciologen peger imod - der ER en stribe på himlen, som ikke er Mælkevejen! I starten blot hvid og sky-lignende, men da vi går om på den anden side af basen, er der ingen tvivl – de grønne nuancer kan anes og de gardin-lignende bølger på himlen er ikke til at tage fejl af. Der ER sydlys – synligt sydlys! Lettere overraskede fumler vi rundt med kameraer og jeg med mine handsker, hvor batterierne driller. Ingen af os har taget en radio med ud, og glaciologen løber derfor indenfor for at sprede nyheden. Kort efter kommer han tilbage med den anden glaciolog – jeg krydser dem på metaltrappen til basens indgang, da forfrysninger desværre lynhurtigt har meldt sig i fingrene på min højre hånd. Sydlys eller ej – så er der ikke andet at gøre end at gå indenfor.


Indenfor får jeg heldigvis spredt nyheden til flere af basens medlemmer – det vil sige dem, som passerer mig i den smalle gang. De fleste har set astronomens besked, men har grundet kulden og de tidligere erfaringer med at sydlyset alligevel ikke kan ses med det blotte øje, valgt at blive indenfor i varmen. Inklusive astronomen. Men efter lidt (kraftig) insisteren fra min side, tilsat nogle danske bandeord grundet smerter i fingrene, hvor cirkulationen langsomt vender tilbage, finder de alligevel polar-antrækket frem. Heldigvis.

Godt et kvarter senere fortæller glaciologen glad (og ikke det mindste træt), da vi går tilbage til laboratoriet, at de grønne farver blev tydeligere efter lidt tid. På astronomi-bygningens kamera kan vi også se, hvordan det danser henover himlen. Fantastisk, at vi fik denne oplevelse med.

Heldigvis når en stor del af holdet at se sydlyset udfolde sig, inden det igen forsvinder. Da glaciologen og jeg har færdiggjort dagens tests, stikker jeg hovedet og kameraet op på taget gennem lugen i toppen af basen og tager et par billeder af den sidste rest af det grønne lys. I den gamle nordiske mytologi mente man, at nordlys var et hegn, bygget af jætten Ymers øjenvipper, som skulle holde jætterne ude af Midgård – eller at det var lys reflekteret fra valkyriernes skjolde. I Grønland siger man, at det er de dødes ånder, der spiller bold med et hvalros-kranie og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvis ånder der er på spil hernede i Antarktis. Scott og hans selskabs, måske?

Foto: Alessandro Mancini-PRNA/IPEV


Synet af sydlyset får en velkendt knude af savn til at melde sig – Grønland. Jeg har oplevet nordlys, der var så kraftigt, at det virkede som om, man kunne række hånden op og røre ved det. At det syntes at radiere ud fra ét punkt på himlen – en oplevelse, der gav den nære tilknytning mellem himlen og religion rigtig god mening (man er vel agnostiker opvokset i det jyske bibelbælte). Aurora er en fantastisk oplevelse og én, som jeg ikke tror, at nogen bliver træt af – selv ikke, hvis man lever et helt liv i de egne, hvor det er en hyppig gæst. Og frustrationen hos dem i basen, der ikke nåede at se det denne tirsdag, er også til at føle på. Astronomen forklarer over aftensmaden, at aurora er en flygtig størrelse – den kan være kraftig det ene øjeblik og væk det næste – eller blive hængende i timevis. Jeg bakker ham op med egne erfaringer fra de nordlige egne og om den utålmodighed der nåede at melde sig, inden jeg så det første gang – jeg har uden tvivl tænkt: ”Aurora now!”.


Aurora, hvad enten det er aurora borealis (nordlys) eller aurora australis (sydlys), forekommer, som tidligere nævnt, helt overjordisk – hvad det nærmest også er. Og jeg kan blive helt fascineret af, og næsten lidt ærgerlig over, at der faktisk ér en naturlig forklaring på så fantastisk et fænomen. Og det er faktisk ikke så kompliceret endda. Eller...

Solen, som vi i øvrigt endnu ikke er blevet trætte af hernede, er årsag til mange gode ting – aurora er én af dem. At de kartoffelspirer, jeg tog fra vores allersidste kartofler for godt to måneder siden og nu dyrker i min vindueskarm, mod forventning er blevet grønne, er en anden. (Man må ikke tage planter eller frø med til Antarktis og i modsætning til for eksempel den tyske Neumayer-base og den amerikanske Scott-Amundsen-base ved Sydpolen, har vi ikke noget drivhus, desværre. Og jeg formoder, at de på et tidspunkt har fået lov til at tage frø ind i kontinentet – ellers går glansen selvfølgeligt lidt af).

Nå, mindre dagdrømmeri om friske agurker og tomater, og tilbage til aurora’en.

Eller næsten - det er tid til en disclaimer: Aurora, Jordens magnetfelt og hvad jeg ellers kommer til at rode mig ud i herfra, er ikke ligefrem områder, som jeg er ekspert på – de er faktisk lidt negligerede på medicinstudiet. Men jeg er så heldig, at Antarktis’ dygtigste astronom, Ivan Bruni, tålmodigt har forklaret mig om fænomenerne, og i sommers (den antarktiske) havde vi besøg af nogle amerikanske forskere, som bl.a. studerer det såkaldte space weather – rumvejr. De mellemlandede i Concordia i et par dage og kunne lige nå at holde et oplæg om deres forskning - det var enormt spændende at høre om og de var søde at give mig en kopi af præsentationen, så jeg kunne hugge nogle af deres billeder. De var faktisk også så søde at invitere mig på besøg på en af deres forskningsstationer ude på isen, men sneforholdene umuliggjorde desværre en landing. Nuvel - c’est Antarctique.

Godt – men her kommer det: hvad er sydlys/nordlys/aurora/polarlys for noget? (kært barn har mange navne)

Aurora bliver dannet, når elektrisk ladede partikler fra solen kommer ind i vores atmosfære og reagerer med nogle af de gasser, der findes i de øvre lag af atmosfæren – de overfører simpelthen noget af deres energi. Og denne energi bliver så igen frigivet fra gasserne i form af lys (fotoner) – og så har vi aurora. Og hvordan auroraen ser ud, afhænger især af hvilke gasser, strålingen reagerer med – reagerer de med kvælstof (nitrogen), dannes der især violette eller blå farver og reagerer de med ilt (oxygen), dannes der især grønne eller røde farver. Så længe strålingen kommer ind i atmosfæren, vil der ske nye reaktioner – og derfor kan auroraen også løbende skifte farve og form, afhængig af hvor og med hvilke gasser, reaktionerne sker.

Som I nok kan regne ud fra ovenstående, er jorden så heller ikke den eneste planet, der har aurora – det kræver faktisk ”bare” en sol og at planeten har en atmosfære. Men hvorfor har vi her på jorden så ikke aurora hele tiden og over hele kloden?

Solen sender elektrisk ladede partikler ud i rummet som bl.a. elektromagnetisk stråling med hastigheder som kan være højere end 1 million kilometer i timen. Og i forbindelse med såkaldte soludbrud og de endnu kraftigere coronal mass ejections, bliver der sendt store mængder afsted – og en del af denne stråling bliver selvfølgelig sendt i retning af jorden. Men som de fleste ved, er stråling generelt ikke en god ting – og vi er så heldige, at jorden er omgivet af et magnetfelt, som reflekterer en del af strålingen væk og udenom jorden.

Magnetfeltet dannes af jordens flydende og hurtigt roterende kerne, som også er ansvarlig for de magnetiske nord- og sydpoler. Og dét område i rummet, hvor magnetfeltet møder og interagerer med solens stråling, kaldes magnetosfæren. Og magnetosfærens form ændrer sig hele tiden afhængigt af strålemængden fra solen – den side af jorden og derfor magnetosfæren, der vender mod solen, og altså har dag, modtager mere stråling og presses sammen. På den anden side af jorden strækker magnetosfæren sig derimod meget længere ud – længere ud end månen og danner nærmest en hale.


Kilde: Bob Melville, AGO-projektet

Ved jordens magnetiske poler bliver magnetfeltet nærmest trukket ned, som I kan se på nedenstående billede. Og da de ladede partikler fra solen tilmed bliver tiltrukket af polernes magnetisme – de positivt ladede partikler af sydpolen, og de negativt ladede partikler af nordpolen, vil partiklerne vil have ”lettere” ved at komme ind i atmosfæren ved de magnetiske poler end over resten af Jorden. Det er grunden til, at der ikke altid er aurora (hvis det meste af strålingen reflekteres væk) og aurora primært findes i polarområderne og i øvrigt vil forekomme ved begge poler på samme tid – dog ikke nødvendigvis med samme styrke.

Kilde: Bob Melville, AGO-projektet

Puha, det gav sved på panden. Og grund til endnu et spørgsmål, som jeg gav videre til vores astronom: Hvorfor findes aurora’en så ikke direkte over polerne, men i stedet i en oval omkring dem? Jo, det skyldes måden, som jordens magnetfelt og dets feltlinjer interagerer med strålingen og placeringen af denne interaktion.

Og det er denne oval, der er grunden til, at vi sjældent har sydlys. Ovalen befinder sig oftest mellem breddegraderne 60 og 70 (både nord og syd) og da Concordia ligger på 75 grader syd, falder vi altså udenfor - medmindre der er tale om kraftigt sydlys.

Og så opgav han at forklare det yderligere, da jeg bad ham om at lave en tegning, så selv en læge kunne forstå det. Nogle ting må man åbenbart bare acceptere…


En sidste note: strålingen fra solen laver meget mere ballade end bare aurora, når den kommer ind i atmosfæren – den kan forstyrre GPS-signaler, satellitter, strømforsyninger, stege bacon og påvirke vores vejr. Og det er dét, man kalder ”space weather” – et rigtig spændende forskningsfelt – men dét er vist en tegning for en anden gang 😊

Kilder:

Ivan Bruni, DC15-astronom

Space Weather Studies (AGO-projektet): Bob Melville, Andy Stillinger, Gilbert Jeffer

What are Northern and Southern Lights? Timeanddate.com

NASA: Earth’s Magnetosphere

Space Weather Prediction Center: Earth’s Magnetosphere

Nature: Alexandra Witze: Earth’s magnetic field is acting up and geologists don’t know why


53 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon