Det er lige gået op for mig, at jeg ikke har oplevet regn i mere end en måned. Jeg skulle lige til at skrive, at ”det er aldrig sket før”, men med den fantastiske sommer vi har haft i Danmark i år, ville det vist være løgn. Men hvis man skal finde et sted, hvor solen altid skinner og himlen altid er blå, må det være Concordia - i hvert fald om sommeren. Men desværre uden friske jordbær og krøllebølle-is – der må Bornholm alligevel være den ultimative solskinsø.
I går var ét af de store samtaleemner ved aftensmaden faktisk, at der havde været skyer! Gisp! Forestil jer lige dét, danskere! Den højeste temperatur indtil videre denne sommer er -25,9 grader, som det kan ses nedenfor - dén dag havde jeg faktisk også kun én hue på udenfor. For de nysgerrige kan vejrstatistikken for én uge ses her: Temperature [°C]: Avg=-34.1 Min=-43.1 on 12-04 01:20 Max=-25.9 on 12-09 17:09 Wind Chill [°C]: Avg=-42.2 Min=-55.1 on 12-04 01:09 Max=-25.9 on 12-09 17:18 Wind Speed [m/s]: Avg= 2.4 Min= 0.1 on 12-06 21:17 Max= 7.7 on 12-04 15:12 Wind Direction: Dominant from SE Pressure [hPa]: Avg=643.0 Min=638.7 on 12-07 02:21 Max=646.7 on 12-05 04:39 Relative Humidity [%]: Avg= 65.7 Min= 59.0 on 12-03 04:09 Max= 73.0 on 12-09 21:30
Så det begynder altså lige så stille at ligne sommer. Men det kan nu stadig være vanskeligt at vurdere, om de pletter i ansigtet, folk præsenterer, er solbrændthed eller frostbid. Det er dog stadig oftest det sidste.
Skyer, vind og sol til side, så er vand nu engang ret vigtigt for ens eksistens. Også i Antarktis. Man skal jo vaskes engang imellem, tøjet skal vaskes, og kaffen kan ikke brygges på øl.
Og man kunne måske godt tro, at der i hvert fald ville ske en eller anden form for sterilisation, hvis man simpelthen lagde alle de beskidte ting udenfor (lidt a la dyner i fryseren ved udbrud af lus), men jeg er ikke længere sikker på, at teorien holder i praksis. Jeg forsøgte i hvert fald at benytte metoden som forsøg på at få mine løbesko til at lugte bedre, men jeg synes ikke, resultatet var overbevisende.
Men det var selvfølgelig også i minus 50 – det kan få et forsøg mere til vinter (men så er kassen med nye sko forhåbentlig kommet og problemet løst sig selv).
Og mens man, som mig, kunne tro, at absolut intet kan overleve i disse tørre, kolde, UV-rige, men luftfattige omgivelser, så har forskningen faktisk vist, at det ikke er tilfældet. Man har nemlig undersøgt overfladesneen i Concordias såkaldte ”clean areas” (områder, hvor man ikke må færdes, tage sne eller på nogen måde forurene sneen), og fundet ud af, at der er mikroorganismer – ikke mange, men dog en del forskellige. Og det er ikke kun bakterier, som man mener er blevet transporteret dertil via luften, men også nogle som er en del af sneen og dermed områdets økologi. Og der er heldigvis ikke tale om e.coli eller salmonella (kort sagt: at toilettet er for tæt på sneen), men mere fredelige slags som cyanobakterier og vandbakterier (hvis I vil læse mere, kan jeg f.eks. henvise til en artikel af bl.a. Luigi Michaud: ”Snow Surface Microbiome on the high Antarctic Plateau”).
Og dette skulle egentlig være optakt til lidt skriveri om min funktion som
vandkontrollør. Hvis der er noget, vi ikke drømmer om her på Concordia, er det nemlig bakterier i vandet. Som jeg har skrevet om andetsteds, har Concordia nemlig et ret fint vandrensningssystem, som er sponsoreret af ESA og er et såkaldt Grey Water Treatment Unit (GWTU). Jeg var i efteråret en tur i Clermont L’Herault ved Montpelier, hvor firmaet bag enheden holder til, og fik lov til at prøve en lille model af systemet, som vel fyldte svarende til en almindelig reol. Her i Concordia fylder vandrensningssystemet to store rum. Systemet fanger det vand, der bliver brugt i f.eks. brusere, vaskemaskiner, spild fra drikkevandsfontænerne osv. (kaldet Grey Water), og genbruger ca. 80 %. Derudover bliver det såkaldte Black Water, som bl.a. er toiletvand, omdannet så vidt muligt til Grey Water og derefter også genbrugt. Vandet bliver ikke genbrugt som drikkevand – dét laves ved at smelte sne fra et andet af de ikke-forurenede områder. Systemet er under en del pres i løbet af sommeren, da 70-80 mennesker bruger rigtig meget vand (omkring 70 liter per person ifølge vores weekly report) og systemet er, størrelsen til trods, beregnet til ca. 45 personer. Det betyder, at badene skal holdes korte og helst tages mellem kl. 06 og 22 – når systemet overbelastes, går der nemlig en alarm og en af teknikerne må i skoene og i gang med at løse problemet. Og det foretrækker de at gøre i dagstiden.
Det store forbrug betyder også, at vandkvaliteten skal tjekkes hyppigere om sommeren, nemlig hver anden uge, mens det om vinteren er hver 3. uge. Og det er hér, jeg kommer ind i billedet – alt det tekniske lader jeg blikkenslagerne om.
GWTU-systemet består af en hel del tanke og rør. Det opsamlede vand sendes både gennem et keramisk filter og to gange osmose. Osmose er en ret smart teknik, som kroppen i høj grad også benytter af sig af – væske trækkes over en membran (hos mennesker f.eks. en cellemembran), som kun tillader transport at partikler og elementer af en vis størrelse. På begge sider af membranen findes der opløste stoffer eller partikler, som ikke kan transporteres over membranen, og som bestemmer hvor hurtigt og hvor meget væske, der trækkes fra den ene til den anden side for at opnå en ligevægt/ens koncentration af partikler på begge sider. Så hvis der er flere partikler på den ene side af membranen, vil væsken blive trukket til denne side. Jeg håber, det var nogenlunde forståeligt – man kan også tilføje tryk, så man f.eks. kan vende vandstrømmen over membranen, men det er en anden snak – det bruger man f.eks. nogle steder til at lave ferskvand af saltvand. Når vandet har passeret igennem de forskellige typer af filtration, afsluttes proceduren med UV-bestråling for at slå de sidste bakterier og vira ihjel. Og så skulle vandet gerne være klar til (gen)brug. Og det lyder ganske simpelt at skulle teste vandet, men det er faktisk en større opstilling. Vandprøverne tages sammen med blikkenslageren på stationen, som sørger for at alle haner er rengjort efter protokol og at vandet tages fra de rigtige steder, på de rigtige tidspunkter. Han sørger også for, at der tages ekstra fra, som kommer på flaske, fryses og sendes tilbage til Europa til nærmere analyser. På nedenstående billede ses den fine træbakke, som hollandske Floris, min forgænger for 3 sæsoner siden, lavede. Der er plads til et bæger med vand fra de forskellige haner i vandrensningssystemet plus de reagenser, som bruges til at undersøge indholdet af ammonium og fosfat i vandet (man kan også undersøge for andre ting ved behov). Derudover undersøges konduktivitet, pH (surhedsgrad) og der tages prøver fra drikkevandet til undersøgelse for bakterier.
Vi har to forskellige metoder til at undersøge for bakterier. I den ene metode hældes vandet igennem et filtersystem, som fanger evt. bakterier. Filteret overføres til en petriskål (en af de små runde skåle, man dyrker bakterier i), man tilfører et medium (som gør eventuelle bakterier synlige, når de har fået lov til at gro) og til sidst sætter man petriskålene i en inkubator, som er et lille skab, hvor temperaturen holdes konstant på 35 grader, hvilket bakterier er glade for. Og så tjekker man skålene efter 24 og 48 timer, og forhåbentlig er der ingen bakterier og skålene ser ud præcis, som da man satte dem ind. Det er ikke en omstændig proces som sådan, men en proces med mange mellemled, hvor der er risiko for kontaminering, altså at der bliver tilført bakterier udefra, så resultatet ikke bliver retvisende.
Jeg forsøger selvfølgelig at gøre alting så sterilt som muligt, men det er ikke altid let med kun to hænder. Derfor benyttes der også en anden metode, som dog stadig er i testfasen, nemlig de såkaldte Aquapads. De har faktisk også været med ESA en tur i rummet for at blive testet og består ganske enkelt af en petriskål, hvor der allerede er indlagt medie, og hvor man blot skal sprøjte 1 ml af det vand, man ønsker undersøgt, og herefter inkubere. Der er altså betydeligt færre mellemled og umiddelbart mindre risiko for kontaminering. Aktuelt benytter vi primært den første metode, men ind imellem begge metoder for at ”dobbelttjekke” resultatet. Hele processen med at tappe vand, lave de forskellige undersøgelser, og ikke mindst oprydningen efterfølgende, tager 4-5 timer. Og lugter ikke lige godt. Nogle af vandprøverne tages nemlig ret tidligt i rensningsprocessen og har en dejlig, grumset, uklar grå farve eller en mistænkelig gul farve. Jeg har desværre ikke billeder, men det sørger jeg for på et senere tidspunkt – ikke mindst da man ligner en snack-sælger fra en amerikansk fodboldkamp, når man kommer gående gennem basen med bakken med glas. Folk gør dog (heldigvis) aldrig alvor af at tage en smagsprøve. Nu kommer vand jo også i en form end den flydende slags i hanen og den faste form, man kan rulle sig i og lave sneengle i (og helst ikke bruge som toilet): nemlig damp. Og her lærte jeg for nyligt noget fascinerende, som jeg meget gerne vil dele. Som I ved, så kan man se ånden, når det er koldt. Det skyldes, at vandet i udåndingsluften kondenser, altså bliver til dråber, når det bliver nedkølet i mødet med den kolde luft. Kold luft kan nemlig ikke bære så meget vand i gasform, som varm luft kan. Og derfor kunne man jo forvente en gevaldig dampsky, når man udånder vandmættet luft ud i -30 til -50 grader kold luft uden for Concordia – men det kommer der ikke. Det er faktisk yderst beskedent, hvad man kan se – medmindre man er tæt på basen, eller der kommer en snescooter forbi. Finnen John, som jeg i øvrigt som den eneste i basen kan have seriøse samtaler med om en fjerde slags vand, nemlig ”livets vand” (akvavit, selvfølgelig – meget relevant her i juletiden), studerer partikler i atmosfæren og har forklaret mig følgende (som jeg håber, jeg har forstået i hvert fald nogenlunde korrekt): For at ånden skal kondensere, så den kan ses, som vi kender det, kræver det andre partikler, aerosoler, som der findes meget få af her – derfor kan ånden ikke ses som damp. MEDMINDRE der kommer aerosoler andre steder fra, f.eks. den forurening, der sker ved en forbrænding, som f.eks. i snescooterens motor. Interessant, ikke? Jeg fik også forklaret baggrunden bag tågeregnbuer, som ikke bryder lyset. Den må I få en anden gang – eller også får I historien om da jeg kom på italiensk TV (på cykel).
Den er i hvert fald lettere at forklare 😊