Mørket omslutter os hurtigt, efter vi har forladt astronomi-bygningen. Mine to italienske kolleger, Ivan og Alessandro, kan svagt skimtes i deres røde dragter og Ivan kan høres, da han falder i sneen. Flere bandeord – vi griner. Og da jeg kort efter selv falder i sneen, lander jeg heldigvis blødt i driverne. Og griner videre.
Det er torsdag aften i slutningen af september, og ud fra nogle ikke helt klare præmisser, har Ivan, vores astronom, udnævnt denne nat til at være ”den sidste nat”. Dagene er siden august hurtigt blevet længere og skumringen lyser nu også horisonten op både flere timer før solen står op og flere timer efter den er gået ned. Det er nu kun muligt at se den fantastiske stjernehimmel med mælkevej og stjerneskyer i et ganske kort tidsrum mist på natten.
Klokken er 23 og det er en lille times tid siden at Ivan, Alessandro og jeg gik fra basen til astronomibygningen for at komme væk fra den smule lys, som trods alt slipper ud fra basen. Det er stadig så koldt, at vores skibriller og masker var frosset til, da vi nåede frem – men astronomibygningen er lun og i løbet af den næste lille times tid tog vi skiftevis ture ud i sneen for at kigge på himlen og tage billeder, mens stjernehimlen roterede næsten usynligt over os. Og da det var tid til at vende tilbage til basen, besluttede vi os for at slukke lyset i astronomibygningen et par minutter før afgang og samtidig lade pandelamperne være til pynt. Og forsøge at gå et stykke af vejen tilbage til basen i mørket, snedriver til trods.
Da vi er kommet på benene igen og fået børstet sneen af, kan vi kigge op. Stjernerne lyser klart med deres forskellige farver - fra de klare hvide, til de kølige blå og de let rødlige. Enkelte satellitter suser over himlen i høj fart og vi får et par stjerneskud med. Mælkevejen strækker sig skyet og med farver der ender i det næsten brunlige over os og krydses af det grønne brudte skær fra laseren fra en af målestationerne. Endnu engang må vi lade os forundre over storheden omkring os og det er med antydningen af en følelse af tristhed i maven, at vi efter nogle minutter igen tænder pandelamperne og går tilbage mod basen for at få varmen i næsetipper, fingerspidser og tæer. ”Den sidste nat,” siger astronomen, da vi er kommet indenfor. ”Adieu!”.
Der er ingen tvivl om, at vi for alvor befinder os i en overgangsperiode. Solen er tilbage, natten ”forsvinder”, temperaturerne stiger (marginalt), afrejse- og ankomsttider ændres dagligt, der skypes med det kommende personale og der tales ferie- og fremtidsplaner. Der vaskes sengetøj, skiftes madrasser og gøres rent. Der drømmes om frisk frugt og tales om infektionsrisiko, når det nye personale kommer med alle deres vira og bakterier – vi overvejer om de alle skal have udleveret en maske i døren ved ankomst, og kun med den på og i bytte for frisk frugt, kommer de indenfor.
Der ryddes op, smides ud og pludseligt er der endda tomme hylder i ESA-laboratoriet, hvor døren nu også dekoreres af kun to sedler med tidspunkter for forskellige undersøgelser. En lang for oktober og en kortere for november. Desuden hænger det mystiske ”Homair”-projekt stadig intakt på døren – der er heldigvis ingen der haft lyst til at punktere en boble og sniffe lidt hjemlig luft (der er heller ingen der ved, om det er lugten af mados, sure sokker eller lagkage, der gemmer sig indeni).
Alt imens knager og brager basen i solen, når metallet giver sig i den smule varme, der afgives og man kan nu se et tydeligt sving opad på temperaturkurven i løbet af dagen. Isen på indersiden af ruderne smelter og nogle af de rum, der ikke er i brug, har nu gennemsigtige ruder for første gang i flere måneder.
Også i Concordia er lyden af dryp, en lyd af forår!
Aktiviteten og den megen knagen til trods, er september ifølge overleveringerne en af de hårdeste måneder at komme igennem i Antarktis for dem, der tilbringer et år i kulden. Der er sågar et af de tidligere hold i Concordia, der har kommenteret på det på den tavle, de har hængt op i spisesalen (der er tradition for, at hvert hold, der overvintrer i Concordia, hænger en tavle eller lignende op med navne og billeder - eller andet kreativt – vi har lavet et ur).
Men – der er også anden forskning, der viser, at kriserne kommer omkring midvinter, når mørket er mest mørkt og bacon-rationerne mindst. For nyligt talte vi sammen om det på holdet, og der er meget stor individuel variation i, hvad vi hver især har oplevet som den hårdeste tid – for mig var det uden sammenligning sommeren med alt for mange mennesker og al for megen snak og sladder. Og dét på trods af, at vi stadig havde frisk frugt på lager og jeg stadig havde lakridspiber i skuffen. For andre var det netop midvinteren eller august/september, der trak tænder ud, mens andre oplever det nuværende tidspunkt, hvor man let kommer til at være mentalt på vej ud ad døren, som den sværeste periode hidtil. Andre igen har oplevet at humøret og moralen har svinget fra den ene ende af skalaen til den anden jævnt gennem det meste af opholdet.
Der er mange teorier omkring de psykologiske effekter af at være isoleret i Antarktis, både hvordan de kommer til udtryk og hvorfor. Nogle af de mulige årsager har jeg allerede tæsket en del rundt i, nemlig søvnforstyrrelser og mangel på dagslys. Men andre studier har fundet uregelmæssigheder i og tegn på nedsat aktivitet af overvinterens stofskifte – det såkaldte polare T3-syndrom (T3 er ét af vores stofskifte-hormoner) – og dét får både her og i en, i øvrigt anbefalelsesværdig dokumentarfilm fra den amerikanske McMurdo-base, skylden for mangt og meget (dokumentaren hedder ”A Year on Ice – Wintering at McMurdo”). En tredje teori omhandler vi menneskers opfattelse af tid og vores tendens til at betragte tidsperioder relativt til andre. Man mener altså, at problemerne omkring midvinter og i månederne umiddelbart efter, bl.a. skyldes en fornemmelse af, at der stadig er lang, lang tid igen, fordi den allerede passerede tid måske virkede som lang. Andre mener igen, at vi simpelthen bliver trætte. At ens mentale robusthed og evne til at håndtere og modstå stress simpelthen langsomt slides ned under opholdet og kriserne derfor kommer til i de sidste måneder af opholdet.
Det er en mærkelig følelse at sidde her i Concordia i oktober, næsten præcist 11 måneder efter jeg første gang satte foden på kontinentet, og kigge tilbage. For mig er vinteren og isolationen gået enormt hurtigt. Der har været perioder, der har været mere udfordrende end andre – uger med søvnmangel - jeg bliver lettere slået ud af min søvnrytme her end normalt – men på den anden side kan man så nyde roen i basen kl. 4 om morgenen og så tage en powernap midt på dagen. Og der har været tidspunkter med dårlige nyheder hjemmefra, hvor jeg har skullet acceptere ikke rigtigt at kunne gøre noget. Men der har heldigvis været god støtte at hente, både her og på den nordlige halvkugle.
Og så har jeg været så heldig at have et rigtig spændende og afvekslende arbejde og spændende og interesserede samarbejdspartnere. Og også tid til at fordybe mig i egne projekter og være kreativ – det er og har været et kæmpestort privilegium.
Noget der også har været tid til, har været at lære af min kollega i hospitalet, Gianluca, som er uddannet traumekirurg og til daglig leder på en intensivafdeling. Vi har en del udstyr og materiale i hospitalet, bl.a. nok gips til at kunne lave helkrops-afstøbninger på samtlige mennesker og pingviner i Antarktis - hospitalslægen var et år en ortopædkirurg og han ville åbenbart være sikker på at være dækket ind, hvis alle andre i basen brækkede alle knogler - flere gange. I løbet af året har jeg fået kurser i ultralydsscanning, især af de store blodkar, som helt klart er Gianlucas favoritområde. Vi har også trænet intubering og respiratorbehandling og for et par uger siden havde vi arrangeret et lille sykursus for de interesserede – altså den slags syning, der skal lukke sår.
Der var ikke frygtelig mange interesserede og mens vi havde rigeligt af udløbet materiale til at sy med, kneb det også lidt med at finde noget at sy i… så vi måtte have kokken på banen.
Desværre var der ingen flæskestege, så vi måtte vælge mellem et stykke oksekød (muligvis noget mørbrad, jeg er ikke helt sikker – det er ikke lige min spidskompetence at identificere kødstykker) og en gigantisk mortadella-pølse, som er pakket ind i noget plastikagtigt materiale, der kan minde lidt om hud – vel og mærke huden på mennesker med meget tør og skør hud, som efter lang tids behandling med binyrebarkhormon. Men pyt, det fungerede - og det var helt sjovt og hjemligt at have nål, pincet og saks i hænderne igen. Og mortadella’en var en yderst samarbejdsvillig og meget lidt klagende patient, som også endte med at blive inviteret med til aftensmaden samme dag…
Til slut vil jeg lægge et par billeder af solnedgangen ved. For selvom vi måske nok har haft den sidste nat, bliver vi nu, og de næste par uger med, beriget med fantastisk smukke solnedgange. Og fordi der ingen træer eller bygninger er til at blokere udsigten, kan man i timerne omkring solnedgangen se jordens skygge i atmosfæren - som en mørkere lilla farve på himlen i en utydelig stribe, der krummer sig hen over horisonten.
Tænk, at kunne se jordens skygge (indsæt selv begejstrede hop på stedet)!! Det er da vildt!
Og meget smukt og det er helt i orden, at vi har haft den sidste nat, selvom det også er et lidt vemodigt ”Adieu!”.
Kilder: Sandal et al: Psychological Hibernation in Antarctica. Frontiers in Psychology 2018
Comments