Den sidste sol

En skarp smerte skyder sig op i næsetippen og jeg skynder mig at fjerne kameraet fra ansigtet. Et splitsekund føles det som om, at huden bliver siddende på skærmen. Jeg kigger lidt forundret på mit frostdækkede Canon-kamera, mens jeg også mærker kulden trænge igennem mine batteriopvarmede handsker og beslutter mig for at lægge apparatet fra mig.

Og smiler ved et indre billede af at have et kamera siddende fastfrosset på næsen.


Jeg er på fotosafari i vinterland og har taget mig et pitstop i astronomi-shelteret godt 300 meter fra basen for at skifte skibriller og ansigtsmaske under lune forhold. Der er desuden frit udsyn til solnedgangen fra området og jeg kan samtidig konstatere, at astronomen har hamstret pistacie-nødder fra basens køkken. Det kommer han til at høre for senere.


Sommeren går mildest talt på hæld. Vores astronom har beregnet, at solen går ned for sidste gang 2. maj og jeg har de sidste to dage været på tur for at fotografere henholdsvis næsten-sidste solopgange og næsten-sidste solnedgange. Det har været lidt svært at lokke andre med – dels på grund af temperaturer og dels på grund af arbejde og søvnrytme. I dag er det 1. maj, termometeret siger -84 C og i modsætning til dagen før, går det lidt bedre på udstyrssiden. Hvor jeg i går havde forberedt mig til fingerspidserne til en tur i -90 C ved at pakke ekstra handsker, skibriller og så videre i mine buksers yderlomme og, da det første par skibriller var frosset over, kunne konstatere, at elastikken i den slags både trækker sig sammen og bliver stiv i svær kulde, endte med at måtte spadsere hjem uden briller. Delvis smågrinende og fornøjet over det komiske i situationen og delvis frustreret over min egen dumhed, med hætten trukket ned til næsen og masken op til de nederste øjenlåg, alt imens jeg forsøgte at styre uden om snedriverne.

Resultatet blev en lille forfrysning ved venstre øjenbryn og lidt mere viden om elastik.

Sun goes up...

I dag er det hele proppet ind på brystet og udstyrsskiftet fungerer upåklageligt. I godt 45

minutter kan jeg vandre rundt i sneen og den store stilhed, og nyde solnedgangen alt imens jeg har det varmt og godt. Orange og røde farver blander sig med det hvide og blå fra sneen og himlen. Dagen føles nærmest magisk som frisk-stegt bacon. Og selvom kameraet har det knap så varmt og godt som jeg, holder det også forbavsende godt ud i kulden, og det er først da batteriet dør, at jeg vender tilbage til basen - med et indvendigt smil.

På dét tidspunkt er ansigtsmaske nummer to også iset over og det både føles og lyder som jeg trækker vejret gennem en dykkermaske – eller måske Darth Vader - med modstand og hæs hvæsen. Jeg kan kort efter mærke, at udåndingsluften ikke længere kan trænge igennem det tykke stof, men finder en udvej nede på halsen og en dampsky finder vej op igennem kraven. Kameraet er desuden dybfrossent, da jeg når basen og først efter en time efter jeg er kommet indenfor på basen, kan jeg røre det igen uden handsker.

Men resultatet er godt!

....sun goes down!

2. maj oprinder og vi er denne gang en lille gruppe, som i samlet flok tager til astronomi-shelteret for at indtage den sidste solnedgang inden den lange vinter sammen. Solen hæver sig dog igen mistænkeligt højt på himlen, inden den igen begynder at synke. Astronomen har (igen) lavet en regnefejl. Han forsøger at (bort)forklare den med, at definitionen af sidste solnedgang inden for astronomien er, når solen er mindre end halvt over horisonten, og altså ikke helt væk. Men vi køber den ikke rigtigt og han mindes om episoden med den første fuldmåne i februar, hvor hans beregninger sendte hele holdet på taget af basen en time for tidligt - men det er i virkeligheden ret svært at hidse sig op over at have fået en eller to dage ”ekstra” med sol.

Vi nyder synet af den røde sol sammen og mobber selvfølgelig astronomen eftertrykkeligt resten af dagen (og den næste…) og vi overvejer endda et væddemål om, hvornår solen rent faktisk dykker under horisonten for sidste gang (det blev 4. maj) – og om hvornår den mon så dukker op igen.

Det bliver jo nok næppe den dag i august, astronomen har regnet sig frem til.

Shouldn't the sun be down by now, Ivan?

Vi har længe set frem til den sidste solnedgang og det lader til, at stort set alle er ved at have vænnet sig til tanken og at noget af nervøsiteten har lagt sig. Da dagen falder sammen med én af teknikernes fødselsdag, vælger vi dog ikke at markere dagen yderligere grundet solen, men i stedet fejre vores holdmedlem – jeg regner dog med, at det som i Grønland i stedet bliver den store fest, nå solen igen hilser på.

Dog formentlig uden sæljagt.

Men præcis hvornår, må tiden altså vise.


82 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon