1. maj 20205 min læsning

Og endelig: PINGVINER!

For længe siden lovede jeg jer pingviner. Så kom der en virus, og I kom til at vente meget længe på de dér pingviner. Undskyld. Men nu er der pingviner på programmet!

Så mange, at nogen i familien sikkert kunne finde på at kalde det det rene pingvin-bacon!

- De ekspeditioner, der i starten af 1900-tallet lagde vejen forbi Antarktis og nogle gange kom til at opholde sig der en del længere end planlagt, spiste i øvrigt ofte pingviner. Og ifølge beretningerne skulle det smage helt godt – og så er de faktisk fyldte med C-vitamin, så det var også (selvom de ikke vidste det) en god diæt at undgå skørbug på.

Sidst jeg skrev, var vi på vej væk fra Concordia. To fra holdet var rejst ugen før, tre fra holdet skulle blive et stykke tid endnu, men otte af os fik altså lov til at sætte os på et fly sammen. Med dybfrosne tæer. Afgangen var kommet til at trække lidt ud og vi var endt med at stå i sneen en god halv times tid og tage afsked, billeder og så videre. Og til sidst også hoppe lidt på stedet. Man får altså kolde tæer, en lun forårsdag med -30 grader til trods!

Jeg fik følelsen tilbage i mine tæer, da vi nåede langt nok ud mod kysten til, at man begyndte at kunne se nunatakker (bjerg-/klippeformationer, der stikker op af isen) – det vil sige knap tre timer. Snart kom havet til syne, så kom der turbulens og til sidst landede vi på den azurblå is tæt på den italienske Mario-Zuchelli-base, hvor vi godt et år tidligere sidst havde sat os på et fly med retning den modsatte vej. Og, som I måske husker, er et sted bedst kendt for at have en soft-ice maskine.

Der er noget underligt ved at krydse sin egen vej efter 13 måneder. Dengang stod jeg fuld af forventning og spænding mod dét, der ventede – og på mange måder stod jeg i præcis samme situation igen. Og det føltes som om, det kun var et øjeblik siden, jeg sidst havde været der. Men nu stod jeg der med en masse oplevelser og erfaringer – et helt eventyr – rigere. Og med en gruppe mennesker, jeg havde fået et helt særligt bånd til – på mange måder som en ny familie. Inklusive den skøre onkel, de fjollede fætre og dem, hvor man nogle gange ikke helt forstår sproget, og til sidst må kapitulere og bare nikke ”ja” og håbe på det bedste..

Rent fysisk var det første der ramte varmen! På kysten af Antarktis er temperaturen, og klimaet i det hele taget, helt anderledes end inde på plateauet, og selvom vi ikke ramte tocifrede plusgrader i solen, føltes det nærmest tropisk. Vi kunne tage huen af og ikke få forfrysninger! Vi kunne gå udenfor uden den tykke jakke og kun en fleece-trøje (og kun småfryse lidt)! Vi kunne gå udenfor med kondisko! Det var så vildt! Sikke en frihed!

At ligefrem også tage handskerne af, føltes dog lige lovligt vovehalsagtigt.

Jeg tog en gåtur omkring basen den første aften og hørte lyden af rindende vand fra afsmeltningen af sneen. Der var skua’er (de store sorte måger). Det vil sige – der var DYR! Sæler solede sig i aftensolen. Der var planter (få, men ikke desto mindre), der var klipper og der var hav. Man kunne gå op ad bakke og nedad igen. Tænk ikke at gå o ad bakke i et år! Sikke en kontrast til det uforanderlige, men meget smukke, plateau, vi netop var kommet fra.

Der var også kendte ansigter, ny mad – og hytteost! Dét havde jeg savnet næsten lige så meget lakridspiber og flødeboller (æbler og frisk grønt mister åbenbart hurtigt sin nyhedsværdi 😊).

Men da vi nu var kommet så langt, så meldte et nyt spørgsmål sig hurtigt: hvornår kan vi komme videre fra Mario Zuchelli til fastlandet? Vejret har, som I ved, en nøglerolle, og året før var besætningen fra Concordia endt med at blive fløjet til først den amerikanske McMurdo-station og derfra til New Zealand efter en uges tid. Jeg husker ikke den præcise årsag, men jeg gætter på, at de stod i samme situation som os, nemlig at havisen omkring Mario Zuchelli hastigt smeltede i varmegraderne og at isen hurtigt blev for tynd til at de store Herkules-fly kunne lande – og det er enten dem, eller en AirBus, som man flyver direkte fra Mario Zuchelli til enten Christchurch i New Zealand eller Hobart i Australien med - og der er endnu ikke en landingsplads til dem på land ved Mario Zuchelli, som der er ved McMurdo (den er på vej).

Så planlagte rejsedatoer blev ændret, der blev pakket ned og ud igen, og vi endte med at tilbringe 3 døgn i Mario Zuchelli. Og selvom forholdene i Mario Zuchelli egentlig er meget fine og man kunne færdes udenfor uden hue, længtes vi alle efter at komme videre - selv en soft-ice maskine mister ret hurtigt sin underholdningsværdi og det er begrænset hvor mange italienske bilmagasiner, man kan holde ud at læse (som i alle andre baser i Antarktis kommer ordet MANDskabet virkelig til sin ret i MZ).

Vi fik dog nogle fantastiske og uforglemmelige oplevelser med derfra.

Drumroll… PINGVINER!

Der blev arrangeret, at to helikoptere kunne tage os med en tur over området omkring basen, sætte af os af ved en pingvin-koloni og så returnere os efter en times tid, så vi kunne nå tilbage til frokost (selvfølgelig - det er vigtigt. Pasta og den slags vitaminer). Den første del af turen var fantastisk i sig selv – i en helikopter kan man komme rigtig tæt på naturen – og foruden gletschere, hav, sne og generel storslåethed, så vi også solbadende søløver, foretog kombinationer af flyvende og dykkende hårnålesving (der blev kastet lidt op i den ene helikopter, hørte jeg bagefter) og nød den fantastiske natur – det er den slags, der ikke rigtig kan beskrives og som aldrig helt vil komme til sin ret på billeder – præcis som Grønland. Men jeg forsøgte selvfølgelig alligevel.

Til sidst landede vi tæt på pingvin-kolonien. Da de er fredede og i sagens natur helst ikke skal forstyrres, landede vi en ti minutters gang derfra på nogle klipper og første udfordring blev disciplinen at gå i polarstøvler på klipper. Jeg tabte et kameradæksel som rullede lystigt væk ud i friheden inden det blev fanget igen. Ingen kom til skade. Dernæst skulle pingvinerne spottes. Og det lyder måske svært – og det bliver også sværere, når alle konsekvent kigger i den forkerte retning – men da én i gruppen kom til at dreje hovedet til venstre, og så en pingvin, skete der det samme, som når man finder et gråt hår – pludselig kan man se, at der i virkeligheden er nærmest uendeligt mange! Der var jo pingviner overalt! Mængden af pingvinlort og den tilhørende ”duft” kan I nok selv tænke jer til, og det lader jeg derfor være med at skrive mere om!

Kolonien ved MZ består af de små, søde, nysgerrige Adélie-pingviner. De er ret ligeglade med mennesker og det var ikke svært at komme ind på de tilladte to meters afstand – nogle gange tværtimod svært at overholde den, da de også gerne ville kigge igen.

Adélie-pingviner findes kun i Antarktis og er opkaldt efter det område som hedder Adélie-land, og som den franske opdagelsesrejsende Jules Durmont D’Urville opkaldte efter sin hustru (den franske base har i dag deres efternavn). De er kun en omkring en halv meter høje, vejer omkring 6 kilo og deres kolonier kan bestå af op til en halv million pingviner! Så den samlede pingvin-masse var høj og det var vores begejstring også!

Jeg vil lade billederne tale deres eget sprog og efterlade jer med dem – så kan I høre om Herkules-fly og hjemkomst ved en senere lejlighed 😊