”Argh, det er jo højden,” siger vores franske mekaniker og slår opgivende ud med armene. Han samler dartpilen op fra gulvet, hvor den landede efter at have siddet og vibreret et par sekunder i en af de italienske bøger i vores stue. Pilen ramte heldigvis ikke den Ib Michael-bog (Prins), som jeg har doneret til biblioteket.
Mekanikeren giver pilen tilbage til vores italienske læge, som stod bag det mislykkede kast og han får endnu et forsøg – på grund af højden, forstås. Han rammer et grønt felt og der udbryder jubel blandt resten af holdet – ikke mindst da han kaster med venstre hånd på grund af en tennisalbue.
På nær astronomen, som blev diskvalificeret i første runde, deltager hele holdet i dart-konkurrencen. De tre bedste får til sidst lagt deres score sammen og summen indgår i konkurrencen mod den anden franske station i Antarktis og stationerne på de sub-antarktiske øer i de traditionsfyldte Jeux Australiques (på engelsk Antarctic Games)!
Jeg ender ikke i top 3 – dels misser jeg en runde, og dels har jeg ikke spillet dart, siden jeg var 19, boede i Irland og spillet endte med whiskey og afklippet hår (og øgenavnet Sinéad). Men vi ender med en score på 774 og en tredjeplads i disciplinen – vores eneste resultat, som, foruden en andenplads for længst tid i planke, som ikke ender på en absolut bundplads i klassementet. Samlet ender vi på en femteplads – ud af fem.
Jeux Australiques er en relativ ny årlig begivenhed (så vist jeg har kunnet finde frem til, har den eksisteret i ca. 3 år) og baserne skiftes til at være ansvarlige for dels at arrangere legene, men også bestemme hvilke discipliner, der skal indgå og til at gøre resultaterne op. I år var disciplinerne planke i længst tid (samlet tid for tre personer), hurtigste 5 km løb (også samlet tid for tre personer), højest score i dart (også tre personer), hurtigste tid på 8 km cykling (3 personers tid) og crossfit, hvor der skulle tages mavebøjninger, jump-squats og uhyggeligt mange burpees (400!! Det er jo skørt!). I crossfit-disciplinen talte den samlede tid for et bestemt antal øvelser, uanset antallet af deltagende personer – når én blev træt, kunne en anden tage over og fortsætte og den første tage en lur.
Nuvel, sidstepladsen kom ikke helt bag på os, selvom den ikke blev modtaget med lige stor tilfredshed hos alle. Concordia er den eneste af de deltagende baser, der ikke ligger i hav-niveau og at dyrke sport her svarer til at gøre det i 3700-4000 meters højde (afhængigt af lufttrykket). Dels er vi ret få på basen og udstyret er ikke helt nyt. Og så er der altså også forskel på at køre 8 km på en spinning-cykel og på vores motionscykel, hvor man nærmest er liggende.
Men hele basen deltog, og det var fedt! Og det var faktisk et rigtig godt tiltag til også at distrahere folk fra at spejde efter solen og i stedet trække i 80’er-shorts’ne. Og jeg var den hurtigste på 5 km, så jeg føler alligevel, at jeg vandt en lille smule, hehe.
Vores mekaniker forsøgte i øvrigt ihærdigt at forhandle sig frem til modifikationer af øvelserne på grund af den tynde luft her, med det resultat at nogle af øvelserne blev gjort lettere – desværre for alle baser.
Oh well – havde disciplinerne været ”hurtigste frostbid i fingrene”, ”bedste Michelin-mand eller SpongeBob Squarepants-efterligning”, ”mest åndenød ved trappegang” eller ”flest nærdøds-oplevelser under redningsøvelser – hos redningsholdet, vel at mærke”, så havde vi klart vundet. Vi kan nogle ting herinde i kulden, som man ikke kan ude ved kysten!
Men - lige nu konkurrerer alle baser i Antarktis og de subantarktiske øer til gengæld i den Antarktiske Film Festival, så vi satser benhårdt på revanche (det skal I nok høre (og se) meget mere om, om et par uger når festivalen er afgjort).
Imens tager lyset til. Solen er spået til at stå op første gang i morgen d. 10. august – vi har dog allerede set refleksioner af den i atmosfæren, så der er uenighed om, hvorvidt den første solopgang allerede har fundet sted. Vores astronom mener selvfølgelig, at han havde regnet tidspunktet ud præcist på mili-sekundet (i så fald skete det i går d. 8. august), men vi andre er lidt skeptiske… så sandsynligvis ender vi med at blive enige om en dato, ligesom det skete med den sidste solnedgang i maj. Men jeg tror også, at de fleste af os er lidt ligeglade – et par dage fra eller til, som vi siger i Jylland! Så længe solen kommer tilbage!
I løbet af de sidste uger er skumringsperioden blevet godt en time længere om dagen, og nu er der pludselig en smal lysstribe i horisonten allerede klokken 6 om morgenen. Et par timer efter er vi oftest badet i et magisk blåt, orange eller pink lys, som kommer igen omkring klokken 13.30 – og klokken 15 er der mørk skumring igen.
Det skiftende lys er fantastisk.
De skiftende farver er fantastiske – i det hele taget, at der nu ER farver, er fantastisk.
Det er utroligt at være vidne til og opleve ændringen fra dag til dag – og man bliver ret lykkelig af at være udenfor. I hvert fald i kortere perioder ad gangen. Det er svært at beskrive og man skal nok have prøvet en polar-vinter for rigtigt at kunne genkende følelsen. Pludselig føles -60 grader ikke så koldt længere. Højest som -40! 😊
Men det er faktisk også en smule vemodigt. I takt med at lyset kommer igen og skumringen tiltager, bliver de storslåede nætter kortere og kortere og er snart et minde blot (og 1000 fotografier, som aldrig vil yde himlen hernede retfærdighed).
Jeg sad udenfor i sneen i en halv time i går klokken 5 om morgenen for at få formentlig den sidste ”rigtige” nattehimmel med (jeg var så heldig, at vores elektriker desværre ikke kunne sove, så han kunne passe radioen). Månen er nemlig også tilbage på himlen hele døgnet nu, og bare den smule ”lysforurening”, gør det umuligt at se mange af stjernerne.
Farvel - og forhåbentlig på gensyn, milliarder af stjerner og mælkevej.
Vinternatten over Antarktis har været en af de største oplevelser her – og noget jeg kommer til at tage med mig for altid.
Men jeg glæder mig nu til at mærke solen i ansigtet og smagen af bacon igen!
