Livet i Concordia anno september 2019: en filmpris, en astronaut og en død kartoffel

Der går et kollektivt sus gennem gruppen. Gennem vinduerne i den Internationale Rumstation, ISS, kan man se en del af jorden. Blå, grøn og omgivet af det svage skær af atmosfæren. Den italienske astronaut Luca Parmitano svæver rundt i vægtløs tilstand i den ene side af billedet, mens han smilende fortæller og forklarer om livet på rumstationen. I løbet af den halve time videokonferencen varer, får vi både set toilettet (affaldshåndteringen gav stjerneskud en hel ny betydning), hans soveværelse (ca. 0,5 m2 – det sparer plads at kunne sove ”stående”), deres træningsudstyr, ”køkkenet” (han havde en boble af juice svævende ved siden af sig i flere minutter, inden den blev drukket – eller slugt, eller hvad astronauter nu gør) - og diverse opbevarings- og arbejdsområder. Vi blev sågar introduceret til to af hans amerikanske kolleger, Christina Koch og Drew Morgan. Førstnævnte har selv tilbragt et år i Antarktis på den amerikanske base på Sydpolen og kunne fortælle, at Concordia har ry for at have det bedste mad i Antarktis grundet traditionen med en italiensk kok (vi er dog stadig misundelige på deres drivhus!) og de velvoksne mængder bacon på lager.

Luca Parmitano (Credits: Ivan Bruni PRNA/IPEV

Efter godt 30 minutter røg forbindelsen – og mens vi ventede på en status fra Houston, som formidler forbindelsen til ISS, og samtidig måtte modstå fristelsen til at meddele dem, at ”Houston, we have a problem!”, gik sludderen – af fascination og begejstring. Og lidt af nørderi – nogen i selskabet var nemlig ret begejstret for at se astronauternes karakteristiske ”puffy face” live (pga. den manglende tyngdekraft fordeler væsken i kroppen sig anderledes end normalt – der er mindre i benene og mere i ansigtet og overkroppen).

Det var svært at få armene ned efter dén oplevelse. Vores astronom kunne ikke sove af begejstring - på trods af, at jeg tilbød ham at sove i Soyuz-simulatoren, så han kunne lade som om, han var i rummet. Han brugte i stedet nattetimerne på at forsøge at finde ud af, hvornår ESA igen søger efter nye astronauter (muligvis i 2020 – just saying).

Videokonferencerne med ISS er blevet en hel (fantastisk) tradition i Concordia. Sidste år talte holdet med den tyske astronaut Alexander Gerst og Luca Parmitano fortalte, at da han var på sin første tur i rummet, havde han haft forbindelse med det daværende hold i Concordia.

Jeg sender en stor tak til ESA og krydser fingre for, at de næste hold får samme store oplevelse!


Uden for de europæiske ferieperioder er skype-konferencer en ret fast del af hverdagen i Concordia. Vi taler med skoleklasser 1-2 gange om ugen – oftest italienske, da det italienske polarinstitut gør ret meget ud af at gøre deres ansatte i Antarktis til kontaktpersoner for skolerne. Der tales om Concordia og Antarktis generelt – og oftest også lidt om Nutella (en stor national stolthed i Italien, har jeg lært – og det vækker altid stor jubel, når glasset vises frem under de obligatoriske spørgsmål om maden på basen). Konferencerne kan godt komme til at minde lidt om hinanden, da mange spørgsmål ofte går igen – men det er altid sjovt at opleve børns nysgerrighed og nogle gange finurlige spørgsmål - og også blive mindet om, at vi selv engang havde svært ved at huske hvilken ende af kloden, der har isbjørne – og hvilken pingviner!

Det er faktisk også vældigt forfriskende at se dem sidde dér i shorts og sommertøj, og man kan se træer og solen skinne gennem vinduerne i deres lokaler – så husker man, at man sidder i udkantsverden. Og engang selv var et barn, der trådte rundt i sneen i den danske vinter og drømte om at blive polarforsker (ja ja, det lykkedes da næsten).


I løbet af året er der dog kommet konferencer vedrørende klimaforandringer og klimaforskningen til – vi lavede i sommers en facebook-side om emnet og det har skabt interesse, hvilket er fantastisk – og også mere og mere bevidsthed og nysgerrighed på emnet hos os selv. Og i forbindelse med jubilæet for månelandingen er der også kommet flere rum-relaterede videokonferencer på programmet – så vi udvider repertoiret og lærer selv en masse – både om spændende og relevante emner, men også om formidling af forskningstungt stof.


Men nok om nørderiet. Jeg har i tidligere blog-indlæg skrevet om nogle af de tilbagevendende arrangementer, der finder sted i Antarktis – og nu vil jeg vende tilbage til den Antarktiske Film Festival, AFF, som jeg berørte ganske let i starten af august. - Men først en sidebemærkning! Er det ikke fantastisk (og ret interessant), hvordan mennesker af vidt forskellig nationalitet, spredt på så tyndt befolket et kontinent, alligevel føler en samhørighed og har indbyrdes kontakt?

Jeg synes, det er inspirerende!


Nuvel, tilbage til filmene og den benhårde konkurrence! AFF har to kategorier – den åbne kategori, hvor man må sende stort set hvad som helst ind, så længe man kan holde filmen under 500 kb, og 48-timers kategorien, hvor man – overraskende nok – kun har 48 timer til at lave en film efter visse krav. Og kravene dette år var, at filmene ikke måtte overskride 4 minutter og skulle indeholde en isøkse, en forsker, lyden af et båthorn og sætningen ”That’s not a knife – THIS is a knife” fra filmen Crocodile Dundee. Og så var det bare at gå i gang!

Vi har hørt fra tidligere besætninger i Concordia, at filmfestivalen godt kan sætte sind i kog og lægge relationer på is - det kan være svært at blive enige om, hvordan filmene skal laves og hvad de skal indeholde, når der er så kort tid. Og når filmfestivalen så samtidigt finder sted på et tidspunkt, hvor folk allerede kan være pressede af den lange vinter og isolationen, kan man godt forestille sig, at temperamenterne kan blusse op. Vi havde, under glaciologernes kyndige instruktion i det antarktiske efterår, heldigvis allerede lavet filmen til den åbne kategori (det må man gerne) og blev hurtigt enige om, hvad filmen til 48-timers konkurrencen skulle handle om – der var endda nogle af de mere musikalske i basen, der skrev en sang! Så filmen til den åbne kategori blev en Concordia-version af Miami Dolphins Cheerleaders’ video til sangen ”Call Me Maybe” (vores version er en kende mere påklædt, skal det siges) og filmen i 48-timers kategorien kom til at handle om de harmoniske forhold i basen – illustrerede af pudekampe, madkamp, sneboldsbombardering, afføringsmiddel i maden, sabotage af telefonopkald og hvad vi nu ellers kunne finde på af sjove og uharmoniske tiltag.

Credit på billederne går til Giudetta Celli og Julien Moyé PRNA/IPEV


Filmene var supersjove at lave (jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i en pudekamp) og resultaterne blev faktisk ret fine – så fine, at vi vandt den åbne konkurrence! WOOP! (Det skal siges, at ”Call Me Maybe”-filmen har cheerleadernes version kørende i venstre side – og da der jo er langt flest mænd i Antarktis, gav det måske nogle billige point – men i krig, kærlighed og film gælder alle kneb!)

Og jeg vil også sætte en tyk streg under, at det også var ganske sjovt og hyggeligt at se filmene fra de andre baser. De var både sjove, kreative, flotte og mange virkelig imponerende (og nogle meget overraskende eller simpelthen sære)! Vi så dem samlet i vores stue, udstyret med slik og kage - vores kok havde forsøgt at lave popcorn, men det har vist sig at være en umulighed – måske på grund af det lave lufttryk? Måske fordi selv popcorn-majs kan blive (alt) for gamle?

Vinderen af 48-timers konkurrencen var Rothera-basen, hvis film ”Rothera does a porno” omhandler personalets (ret kiksede og meget sjove) forsøg på at genskabe basens samling af porno, som ved et uheld er blevet destrueret – deres kandidat i den åbne kategori var i øvrigt en samling af fraklip, som ikke var mindre sjove. Andre kandidater omhandlede tidsrejser, skumle forsvindinger, rumvæsener, Snehvide og de 7 dværge og mystiske massemordere fundet på isen.

Alle filmene er seværdige, men jeg ved desværre ikke, om de alle kan findes på nettet – vores kan findes på vimeo.com eller via italiantartide’s facebook-side. Vores video i den åbne konkurrence (dén, der vandt) hedder ”Call Me Maybe” og den anden film (som helt sikkert blev nummer 2 i 48-timers konkurrencen) hedder ”In the name of Concordia”.

Enjoy! Og husk popcornene og spis ét for mig!


Som altid løber jeg hurtigere tør for plads, eller har mere på hjerte, end forventet. Men til slut vil jeg give en opdatering på kartoffelspirerne, som jeg kort nævnte i sidste indlæg, for jeg ved, at I sidder med tilbageholdt åndedræt og svedige håndflader og venter på nyt – er de mon stadig i live?

Fransk-italiensk fremtids-pommes frites

To af spirerne slikker nu solstråler i sig fra klokken 7 om morgenen og det meste af formiddagen, indtil solen har flyttet sig til en anden side af basen.

Den ene plante ser dog lidt livstræt ud – måske en konsekvens af, at jeg nogle gange glemmer at sætte mine træningssko uden for døren. Deres sidste kompagnon blev i august flyttet til stuen for at sprede lidt forår, men er siden draget til de evige kartoffelmarker - muligvis på grund af lidt for kærlig pleje i form af ”muld” fra vores digester, som nedbryder en stor del af madaffaldet – muligvis pga. et cigaretskod.

Nuvel, chancerne har aldrig været i spirernes favør – men jeg håber at kunne give en videre til min efterfølger, når han lander i november.

Sammen med friske kartofler 😊

0 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon