Midvinter

Pludselig løber der 4 mennesker rundt foran basen. Der er blevet set en rød ring (rødvin?) i sneen foran basens containere og mens én person er begyndt at sparke sneen løs, løber en anden efter en skovl.

Måske er skatten begravet under sneen?

Vi når dog aldrig at komme i gang med at grave, før basens blikkenslager, som har planlagt skattejagten og tydeligt understreget for os ved starten, at vi IKKE skulle udenfor, kommer grinende ud og henter os. Det andet hold har allerede fundet skatten (indenfor) og står klar med champagne og franske bolscher i spisestuen, hvilket dæmper det meste af den revanche-lyst, der naturligt allerede er opstået. Der skåles og midvinter-ugen skydes officielt i gang!


Midvinter - årets korteste dag. Det virker lidt absurd at skrive, når vi reelt ingen dage har haft i mere end halvanden måned, men ikke desto mindre markerer d. 21. juni et vigtigt vendepunkt. Vi er halvvejs igennem vinteren og et godt stykke over halvvejs i vores ophold på Concordia. Mange af os, hvis ikke alle, føler, vi har nået en milepæl.

Dagen bliver også markeret over hele kontinentet og der er tradition for, at baserne sender hilsner til hinanden. Så det er væltet ind med elektroniske kort (og middagsinvitationer, som desværre er svære at imødekomme) bl.a. fra polske, tyske, new zealandske, koreanske, kinesiske og amerikanske baser – og fra en enkelt af de russiske baser, som dog kun ønskede god midvinter til mændene i Antarktis… (jeg vælger at tro, at noget er lost in translation).

Derudover havde vi en videokonference med de franske overvintere på Durmont D’Urville-basen på kysten, hvilket også var et sjovt gensyn med nogle af de mennesker, vi havde forberedelse sammen med for snart et år siden. At de så tilmed var klædt ud (mest mindeværdig var en pink flamingo), gjorde det blot endnu bedre.

Og mens ugen byder på 5 fridage (onsdag-søndag), fyldt med aktiviteter som den traditionelle kåring af Miss Concordia (selvfølgelig er kandidaterne alle mænd, som kan blive forbavsende stolte over pludselig at have en håndtaske under armen) og en Las Vegas-aften, hvor alle slags væddemål, svindel og tiggeri var tilladt (jeg spillede for eksempel på, at det ikke ville lykkes den anden læge og chefteknikeren at lære astronomen poker – dét væddemål tabte jeg, men da astronomen havde blanket de to første af, vandt jeg alle hans penge og var pludselig temmelig rig), begyndte de første ”rigtige” nyheder om næste års bemanding på basen også at tikke ind. Endnu en erkendelse af, at det både går mod lysere tider, men også slutningen på vores ophold – og at tiden går enormt hurtigt, også selvom man ind imellem helt mister fornemmelsen af den her i mørket. At vågne klokken 02 om natten og ikke være helt sikker på, om det i virkeligheden er klokken 2 om eftermiddagen, er ikke længere et ukendt fænomen.

Men lidt paradoksalt går vi muligvis også den sværeste tid i møde, i hvert fald hvis vi lever op til tidligere års erfaringer. August og september er erfaringsmæssigt de hårdeste måneder at komme igennem – måske fordi der venter en usikkerhed på den anden side af opholdet og tanker om fremtidigt arbejde melder sig, måske fordi man begynder at evaluere, hvad man egentlig har fået ud af opholdet – fik man (op)nået det, man ville? Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om de sidste måneder bliver som de sidste kilometer i et marathon-løb – de sidste 3 kilometer føles lige så hårde som de første 39 tilsammen og hele projektet virker som det mest åndssvage, man nogensinde har fundet på. Og det er først, når der er sølle 195 meter tilbage, at man igen kan begynde at se en ende (og et formål) på foretagendet og smage den øl, der venter på den anden side af mållinjen (i tilfældet Concordia er der dog mere tale om gulerødder og rugbrød – selvom jeg selvfølgelig nu sidder og spekulerer på, om den første øl på dansk jord efter hjemkomst skal være en Chili Tripple, En Beer Geek Bacon fra Mikkeler eller slet og ret en juleøl?).

Men – vi skal også huske, at der stadig er godt 5 måneder tilbage af opholdet – 5 unikke måneder som skal nydes og opleves, også selvom ikke alle dage byder på karaoke og kagebagnings-konkurrencer - jep, det var også med i midvinter-ugen. Og jeg ved, at nogle af jer spekulerer på, hvordan livet på basen er lige nu – så nu følger en lille status:

Mit umiddelbare svar er, at der ikke er sket de store forandringer i forhold til for et par måneder siden. Men – set i bakspejlet, er det ikke helt sandt. Man kan godt begynde at mærke en vis metaltræthed - hos os alle, tror jeg. Som tidligere skrevet, er en stor del af gruppen påvirkede af søvnbesvær, hvilket også kan give en kortere lunte og nogle gange må man lige vejre stemningen om morgenen, inden man åbner munden. Nogle har også været påvirkede af netop valget af næste års besætning, hvor der bl.a. kommer til at ske skift i nationaliteten af visse funktioner (hvor det tidligere har været en franskmand, bliver det nu en italiener, osv.), hvilket uden tvivl har sat nogle tanker i gang. Og så har der været enkelte situationer, hvor en fjer er blevet til flere høns – men heldigvis situationer, som er blevet adresseret og derfor skrinlagt igen. Generelt synes jeg, at vi er gode til at kommunikere i gruppen, selvom det nogle gange kræver lidt påskyndelse og at man er nødt til at tage en konflikt, selvom det kan være ubehageligt. Omvendt lærer man (jeg, i hvert fald) i høj grad også at tage nå-hatten på og trække på skuldrene. Eller tælle til 10, 50 eller hvad der nu er nødvendigt i situationen.

Endeligt er også enkelte, som isolerer sig noget mere end tidligere – men ingen som lukker sig helt ude, eller bliver lukket ude. Tværtimod er der en høj grad af tolerance og forståelse for, at folk tackler isolationen, udfordringerne og eventuelle savn forskelligt. Men for nogle har tanken om, at vi ikke nødvendigvis skal være sammen som gruppe hele tiden, krævet lidt tilvænning – hvor der i starten kunne opstå udbredt bekymring og blive sendt folk ud at lede, når nogen ikke dukkede op til et måltid, tager vi det lidt mere stille og roligt nu.

Personligt er den største udfordring maden, hvilket faktisk har overrasket mig lidt. Det var ikke en overraskelse, at jeg efter et par måneder blev træt af den daglige pasta – der var heldigvis alternativer. Det var heller ikke en overraskelse, at vi på et tidspunkt løb tør for frisk frugt og grønt – det var givet, og det har jeg prøvet før. Jeg husker bl.a. en gang i Grønland, hvor jeg i flere uger ville bage en gulerodskage til sygehuset – men gulerødderne dukkede bare aldrig op i butikkerne.

Men jeg savner i høj grad vegetarmad, som åbenbart ikke rigtig er en del af det italienske køkken, medmindre man er virkelig glad for ost. Og jeg kan godt li’ ost – men jeg har så også lært i løbet af de sidste måneder, at den sundhedsmæssige værdi i mad åbenbart betyder mere for mig på den lange bane, end smagen (hvilket nok ikke kommer bag på dem, der har smagt min madlavning). Det er ikke noget, jeg har skænket de store tanker i min danske hverdag, hvor det er langt lettere at afbalancere sin kost. Men udfordringen er heldigvis et langt stykke af vejen løst med en aftale med vores meget forstående kok: jeg må koge alle de linser, bønner etc., som jeg har lyst til - også dem, hvor bedst-før er ældre end 2006.

Og så en lille sjov observation: når man ikke har friske råvarer, bliver stort set alt tilberedt mad meget blødt. Jeg savner noget at tygge på!!

Hvad angår folks fysiske helbred har der, heldigvis, mest været tilfælde af småskader og lette frostbid. Der har været et enkelt tilfælde af sygdom, hvor symptomerne mest af alt mindede om en virusinfektion som influenza, hvilket dog er usandsynligt et sted så isoleret som Concordia, da vira kræver en vært for at overleve og smitte. Men da vi ikke har de store muligheder for at diagnosticere her på basen, må der i høj grad behandles på fingerspitzgefühl – og det også fungerede fint i dette tilfælde. Derudover generer den meget tørre luft stadig alle: øjnene løber, huden klør, hovedbunden skæller, læberne sprækker – og jeg glæder mig til at ”den daglige næseblødning” er et overstået kapitel – slimhinden i næsen tørrer nemlig også ud og bliver irriteret, og det giver altså nogle problemer med næse-pilning…

Arbejdsmæssigt går livet sin stille gang. Teknikerne har heldigvis lidt mindre at lave nu, hvor det er for koldt til at arbejde udendørs i længere tid, men holder fortsat basen i gang, sørger for sne til drikkevand, skaffer os af med affaldet og sørger for at saunaen ind imellem varmes op. Kokken har helt faste rutiner og, efter en fælles beslutning i gruppen, bliver der nu lavet færre retter til hvert måltid, hvilket har lettet hans arbejde lidt – og i øvrigt også reduceret vores vandforbrug en hel del. Glaciologerne graver sne-grave, tager sneprøver og vedligeholder og aflæser deres forskellige instrumenter – og vores to ekstroverte glaciologer sørger i øvrigt i høj grad også for de festlige indslag på basen. Lægen laver (heldigvis) mest instrukser og giver mig ultralydskurser, mens meteorologen hver dag sender en ballon til vejrs og sørger for, at de forskellige meteorologiske og atmosfæriske forsøg kører (hvilket kan være en gevaldig udfordring pga. kulden). Vores IT-mand holder styr på os – han registrerer, hver gang vi forlader basen, om vi når vores destination og om vi kommer tilbage igen – samtidig med, at han muliggør vores kontakt til omverdenen og sørger for, at data bliver sendt og modtaget. Astronomen hiver sig i håret over instrumenter, der ikke har fungeret siden dag 1, trods ihærdige forsøg, og forsøger at forbedre forholdene til næste år.

Og jeg følger faste skemaer for undersøgelser og tests og er heldigvis stadig så privilegeret at have velvillige forsøgsdeltagere. Selv her i juni, hvor skemaet har været tætpakket med tests, da en status ved midvinter er rigtig interessant for projekterne og de så samtidig skulle koordineres med at folk på alle måder kunne holde fri i midvinter-ugen.

Også fra nåle og balancetests.


Så alt i alt er der meget lidt at brokke sig over og meget at glæde sig over her i Concordia. Selvom karaoke-aftener altså aldrig bliver et hit hos undertegnede.


PS: jeg skal nok skrive om knogle-projektet næste gang!




103 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon