Lyden af latter.
Den italienske IT-mand, som skal opgradere Concordias internet til fra nærmest at bevæge sig baglæns til hybenhurtigt, har sammen med resten af radiofolkene kontor over mit soveværelse. Og hans latter respekterer ikke, at det er det ”stille” tårn. Det er en latter af den slags, der kommer helt nede fra maven, ikke lader sig styre og får alle andre til at smile, selvom man, som det ofte er tilfældet med mig, ikke forstår joken. Og jeg smiler med selvom det er tidligt om morgenen, og man egentlig ikke behøver at stå op. Men der vel heller ikke mange ting, der bedre at vågne op til, end latter?
Antallet af beboere på Concordia er steget eksplosivt fra tretten til 27, til 31 og nu 48 i løbet af to uger! Og det betyder også, at mit hold, DC15, næsten er komplet - vi mangler to, som forhåbentlig ankommer i løbet af denne uge. Og ligesom jeg kom til at vente lidt i Mario Zuchelli, måtte de 10 nyankomne vente tre dage i Christchurch i New Zealand – hvilket efter sigende var både kedeligt og for varmt! Så er det godt, de er kommet til Concordia, hvor termometeret søndag sagde -47,5 og antallet af aktiviteter var…. hm, 1. Om søndagen er der nemlig næsten altid sauna i en container indrettet til formålet.
Og det var godt at se så mange fra ”mit” hold! Selvom det ikke er meget mere end 4-5 uger siden, jeg så dem sidst, er der sket meget siden og forventningerne til vores ophold har været store. Så selvom de havde haft en lang dag, var der god stemning, pizza og en masse snak på menuen – og en masse latter. Ankomsten betyder dog travlhed for mig (og dem)! Som tidligere nævnt har jeg fem projekter, plus blodprøvetagning til en database over deltagernes helbredstilstand. Og de 3 af de 5 projekter sparkes i gang på deltagernes anden dag på basen og indeholder en del forskellige undersøgelser. Der er blodprøver, urinprøver, spytprøver, hårprøver og der skal måles kropssammensætning, knogletæthed, muskelstyrke, balance, plus udfyldes et par spørgeskemaer og laves kognitive tests.
Og da alle 10 skal have lavet alle undersøgelser samme dag, bliver der nok at se til - jeg fik mig regnet frem til at det sandsynligvis ville kræve 3 timer per deltager, altså 30 timer i alt på én dag, uden det tilhørende laboratoriearbejde. Og det er svært at nå for selv et A-menneske.
Men heldigvis har jeg godt hjælp i Carmen, min afgående kollega, og fra forstående forskerhold i Europa, som selvfølgelig ikke havde forudset at alle ville komme dumpende på samme dag. Så med lidt rykken rundt på de forskellige undersøgelser bliver én umulig dag til to-tre travle dage – og deltagerne har heldigvis stadig ja-hatten på (der blev også lagt en lille velsmagende gave (hvis man er til skummus) til dem i den pose de får udleveret med forskellige instrumenter til egen-undersøgelser, som f.eks. blodtryksmåling).
Carmen og jeg fik mandag pipetteret så mange blodprøver, at vi endte med mere end 200 cryo-tuber (det er små plastikbeholdere, som fryses til senere analyse hos forskerholdene). Og det var en fest at sortere dem og pakke dem i bokser i -50 grader efterfølgende (ironi kan forekomme). Men det er rart at komme i gang og jeg tror faktisk, at det er dejligt for de fleste af os endelig at komme til Concordia og så småt komme i gang med den dagligdag, der venter, og det arbejde der skal udføres.
Jeg tror ikke, vi helt har haft begreb om arbejdsomstændighederne, før vi ankom. Det er jo lidt vanskeligt at forholde sig til.
Jeg er på 11. dagen i basen og det betyder, at jeg godt kan skrue lidt op for tempoet i forhold til den tynde luft, vi befinder os i. Som tidligere nævnt, har jeg ikke mærket meget til den, og det var faktisk også med en vis glæde, at jeg trådte op på løbebåndet i slutningen af sidste uge. I med høretelefoner, på med en podcast og så derud af. Første udfordring kom, da jeg efterhånden kunne mærke både hår på arme og hoved begynde at rejse sig. Ikke pga. en fantastisk podcast eller glæden ved fysisk aktivitet, men den statiske elektricitet er simpelthen vanvittig i den tørre luft! Efter fem minutter turde jeg ikke fortsætte længere… og en lille rundspørgen ved aftensmaden afslørede, at der tilsyneladende er et armbånd, der kan forebygge den slags – det er tidligere sket, at det bogstaveligt talt har slået gnister, når folk har brugt løbebåndet – så lærer man at huske det! Jeg fandt også ud af, at selvom jeg til dagligt har det fint, er løbekapaciteten ikke helt den samme. Min bedste præstation på løbebåndet (uden pauser) er 15 minutter med 8,5 km i timen. Det vinder man vist ingen konkurrencer med 😊
Der er også blevet tid til at bevæge sig lidt længere væk fra basen. Ca 1,5 km fra selve Concordia ligger ”the American Tower” (det amerikanske tårn), som er 45 meter højt og som bruges til meteorologiske og glaciologiske undersøgelser. Det betyder, at en af mine kolleger kravler op i tårnet mindst 1 gang om ugen for at rense filtre. Jeg er glad for, at det ikke er mig (men selvfølgelig skal jeg derop på et tidspunkt) – jeg er mindre glad for, at det er mig, der skal redde vedkommende ned, hvis der sker et eller andet! Heldigvis udstyres alle, der kravler op i tårnet, med klatreudstyr og klipser sig fast på en wire – og man skal altid være to. Så sandsynligheden for at der sker noget, er lille. For foden af tårnet er der også en lille hule, hvor der er meteorologisk udstyr, chokolade – og varme. Så skulle man blive fanget ved tårnet, kan man tage ly under sneen. Den slags steder findes der flere af – både som arbejdssteder, men også som sikkerhed. Og engang har de stået oven på sneen, men med tiden er de blevet begravet og kan nu kun nås via trappestiger. Det lugter lidt af snehuler og eventyr på den gammeldags måde – og er en fantastisk sikkerhedsforanstaltning.
Livet i selve basen har hurtigt fundet en rytme – morgenmad, middagsmad og aftensmad afbrudt af arbejde. Al maden tilberedes af kokke, så man skal dukke op og tage for sig (hvilket kan være farligt, når kokkene er italienske). Alle andre har så oprydnings-/rengøringstjans på skift, hvilket vil sige at man skal sætte vand, salt/peber og så videre frem før maden, og bagefter tage opvasken og vaske gulve. Det fungerer rigtig fint og alle er flinke til at hjælpe til – eller lave kaffe eller stege bacon til én imens. Tiden mellem måltiderne går så primært med arbejde, mens vi om aftenen ofte samles i dagligstuen – nogle spiller fussball, andre boccia eller kort. Eller hører musik eller ser film.
Ganske stille og roligt.
Og det er fascinerende, så hurtigt livet så eksotisk et sted, hurtig bliver præget af dagligdag. Og det er på mange måder et simpelt liv. Nogle glæder sig til at komme afsted herfra, mens f.eks. den italienske læge, som var min guide ved the American Tower, gerne ville blive – og nu overvejer at tage et år mere igen om et år. Og et eller andet sted er det befriende ikke at skulle stå i kø i netto, bekymre sig om at nå toget eller om ens cykel er stjålet. Især ikke når man har en fantastisk bror til at passe ens liv, mens man er væk. At han så får indskrevet ”bacon” mere eller mindre tilfældige steder i ens blog, er til at leve med 😊
(Jeg kan i øvrigt lige indskyde, at DC15 betyder Dome C (som Concordia også kaldes) og 15 er årgangen af overvintere – vi er altså det 15. hold, der tilbringer både en vinter og sommer her)
