Nu med officiel tekst :-)
Den kolde luft river i næsen, da vi træder ud af flyet og lyset skærer i øjnene.
Den skarpe antarktiske sol er et chok efter knap 5 timer på flyet og jeg er nødt til at trække skibrillerne ned over mine briller, hvilket desværre pakker lyset, isen og sneen ind i et gulligt skær. Vi går ned ad trappen én ad gangen, da trinene kan være glatte og vi træder direkte ned på den turkisblå is, som udgør landingsbanen. Vi er landet på Antarktis – bogstaveligt talt. Ingen asfaltgrå landingsbane med elektrisk lys eller hvide, malede streger til at vise vej. Kun is. Det er ikke rigtig koldt - omkring 9 frostgrader, hvilket føles mildt grundet den tørre luft.
Der er skyet og vindstille.
Selvom få på flyet ikke har været her før, er det let at spore ankomstglæden hos alle – der tages fjollede panoramabilleder, snakken går og der er store armbevægelser – selvfølgelig især hos italienerne.
I den ene retning strækker isen sig ud i hvad der virker som det uendelige, nogle steder dækket af et tyndt lag sne, de fleste steder en klar og blå farve, som ændrer dybde, jo længere mod horisonten, man kigger. Fladen brydes enkelte steder af isskosser, som rejser sig – flade, hvide og højere end resten af isen. Dramatiske. Til en anden side ses vulkanen Mt. Melbourne, som står snedækket og kranset af en linsesky og man kan netop ane vinden trække lidt af sneen på toppen mod øst.
Ved foden kan den kinesiske base ses som en blå silhuet – hvis det ikke var fordi jeg blev fortalt, at det faktisk er bygninger, ville jeg tro, at det var en del af landskabet. Til de andre sider ses fjeld, sne og mere blå is, som presser sig ned mellem klippeformationerne som gletschere. Af en eller anden grund er jeg overrasket over ligheden med Grønland.
Vi betræder isen første gang knap en kilometer fra den italienske sommerbase Stazione Mario Zuchelli (MZS) - eller Terra Nova Bay, som stedet også kaldes.
t det er en sommerbase betyder, at den lukkes helt ned og er mennesketom i den antarktiske vinter, som er perioden mellem marts og medio oktober. I sommermånederne er den til gengæld summende af aktivitet – den fyldes af folk, som skal holde basen kørende, men også forskere som kommer for kortere eller længere perioder. Og så er der folk som mig, som er på gennemrejse. Aktuelt er der 120 mennesker på basen, hvilket er ekstraordinært – det normale antal er omkring 80. Basen er 33 år gammel og har siden den blev bygget, fået adskillige naboer. I ganske kort afstand ligger den koreanske base, der som MZS er blå, men med orange tag. Lidt længere væk ligger som nævnt den kinesiske base, som kun er ca. 10 år gammel og bebos hele året. Den er sponsoreret af Hyundai og navnet står skrevet henover taget – en reklame med en begrænset målgruppe, må man sige.
At få lov til at lande på smukke, blå is er kun forundt basens tidlige gæster. I slutningen af november/starten af december er isen blevet for tynd til at bære flyenes vægt – så er et kun muligt at komme til og fra med båd – eller helikopter, hvis afstanden er kort. De arbejder dog aktuelt på en landingsbane på land, så det bliver muligt at flyve til og fra igennem hele sommeren og jeg føler mig ekstremt heldig over at have fået denne oplevelse med. Vi har rejst sammen med nogle kinesiske og nordkoreanske forskere og vi skilles ved ankomsten – de skal videre til deres respektive baser.
Vi, dansker, franskmænd og italienere, køres til MZS i mindre grupper, og efter få minutters kørsel på isen, hvor revnerne er markeret med kegler og krydses på metalplader, dukker den blå metalbygning op. En firkantet konstruktion, bygget på kanten til isen og derfor let eleveret og skabt af blå metalplader som brydes af små hvide vinduer, mange af dem lige nu åbentstående. Bygningen er omgivet af containere, et par hangarer, og køretøjer af forskellig drøjde og en enkelt båd, ”Skua”. Der gemmer sig også et par større træhuse i baggrunden og en helikopter står stille.
Vi er alle trætte efter 3 (eller er det 4?) dages rejser, afbrudt søvn og jetlag. Aktuelt er tidsforskellen 12 timer og vi er flere, som er i tvivl om hvilken ugedag, vi har – mit ur siger mandag, men jeg er ret overbevist om, at det faktisk er tirsdag i Antarktis. På Mario Zuchelli venter der ægte italiensk espresso og de har sågar en ismaskine, som bliver flittigt benyttet – der er 6 timer til aftensmad.
En del af ventetiden bliver brugt på en sikkerhedsbriefing og det viser sig, at der alligevel ikke er plads til alle på flyet til Concordia dagen efter. Det er sæsonens første flyvning og der er forsyninger, som også er vigtige at få med. Lederen af teknikerne og ham, der skal være stationsleder i sommerperioden, må vælge hvem der skal med – fuldt forståeligt prioriteres det tekniske personale (der er vigtigt arbejde, der venter), så jeg er ikke overrasket, da den italienske stationsleder spørger, om jeg har noget imod at vente. Overhovedet ikke – jeg er den først ankomne af os, der skal overvintre og jeg har således ca. 400 dage på Concordia foran mig – en dag på Mario Zuchelli-basen vil ”blot” være endnu en oplevelse i rækken af mange. Jeg kan endda vælge at betragte den som en tidlig ferie og forsøge at klemme mig ind på en pingvin-tur eller helikoptertur, og ellers nyde, at der både er sten, jord og fugleliv, inden den store is venter. Der bliver kollektivt kæmpet for at holde sig vågen indtil aftensmaden er sat på bordet og indtaget, og det lykkes med blandet held. Den ene tekniker må til sidst lægge sig på sofaen og fotografen sidder lige så stille og sover i en lænestol. Chefteknikeren udtrykker også en vis bekymring for, om jeg pludseligt bryder ud i spontan savlen – det sker heldigvis ikke. Men det er herligt at kunne kravle under dynen senere den aften – i dagslys, selvfølgelig. Dagen efter starter sløvt. Jeg vinker farvel til dem, der tager afsted til Concordia om morgenen og bliver til gengæld begravet i kindkys og lovet, at der er kaffe på kanden, når jeg når frem.
Der er stadig overskyet, hvilket betyder, at aktiviteten i helikopterne begrænses, da nogle af de projekter, de udfører, kræver klare, stille forhold. De new zealand’ske helikopterpiloter og teknikere fortæller, at der i år er mere skyet og koldere end normalt på årstiden. Som mange af de andre på basen, er de kommet her igennem adskillige år og lægger mærke til de små forskelle fra år til pr. Desværre kan de også fortælle, at vejrudsigten for i morgen ikke ser særlig lovende ud. Så måske bliver min ferie forlænget. Det går nok. Stemningen er god og der er mange interessante mennesker at tale med – og heldigvis har jeg prøvet turen igennem mange gange før i Grønland. Mange af personalet og forskerne på MZS har været her før. Stationslederen har arbejdet her hver sommer gennem mere end 20 år, nogle kommer tilbage med års mellemrum eller har haft pauser, mens børnene var små. De fleste italienere sammenligner det med, hvad de kalder ”afrikansk syge” – det går i blodet, og man kan ikke holde sig væk. Én af dem, der har været her mange gange, er Maurizio, som igennem 20 år har han været her 11 gange. Han laver bl.a. daglige vandanalyser og skifter filtre på de apparater, der måler luftforureningen omkring basen og han spørger, om jeg vil med ud og skifte filter dér hvor de laver deres baseline-målinger – altså den måler, der er længst fra basen, da den ikke må udsættes for forurening, da data herfra skal være sammenligningsgrundlag. Jeg slår selvfølgelig til – man må nemlig ikke forlade basen på egen hånd uden bl.a. radio – og det er nu engang sjovest at følge med én, der kender området. Jeg hiver det enorme overtrækstøj på, suppleret med de absurd store støvler, og fortryder det, da jeg hurtigt kan konstatere, at vi skal op.
Hvad der kan lynes op til ventilation, lynes op. Puha.
Landskabet ændrer sig hurtigt fra metalbygninger og jord til klippe og sne. For enden af den første bakke ses en stor frossen sø, hvor man på det omkringliggende fjeld kan se, hvordan vandet er frosset på vej til søen. Det er virkeligt smukt.
Der kan anes en lille gruppe mennesker ude på søen og Maurizio fortæller, at det er forskere, der faktisk fisker derude – under isen gemmer der sig en hel anden verden.
Vi fortsætter op ad jordvejen og efter et kort stykke tid flader vejen ud og isen kan igen ses. Et stykke er blevet brunlig af sand, som er blæst ud på isen, og farvespillet får det til at ligne bølger, der er frosset i deres bevægelse. Langt ude i horisonten ses en mørkeblå linje som er det åbne hav. Basen er nu helt ude af syne og vi krydser et stykke med sten og is. Det er tydeligt, at Maurizio kender området godt og tempoet er rask - han fortæller mig, at han ofte går herop inden aftensmaden. Der er ingen forstyrrende lyde og sammen med de smukke omgivelser, er det ren meditation – og så er det godt for appetitten!
Hans glæde over den fantastiske natur og landskab er forrygende! Han viser mig områdets eneste vegetation, nemlig det mos der vokser, hvor smeltevandet løber om sommeren og vi kigger på de vindbidte stenformationer, der ligner hvalros og elefanter. Når man kommer tæt på, kan man se, hvordan stenene nogle steder er udhulede og papirstynde. Det må have tager millioner af år. Det er storslået. Jeg samler en sten op, som skal stå sammen med min sten fra Grønland, når jeg igen er hjemme i Danmark. På vejen går vi også forbi talrige sorte fugle, som er på størrelse med stormmåger. De er absolut ikke menneskesky og ofte letter de ikke, før vi er en halv meter fra dem. Maurizio fortæller, at de hedder skua – som båden ved basen – og kan blive særdeles nærgående, når de i december har lagt deres æg i sandet. Han viser mig, hvordan han må gå med armene løftet over hovedet og fortæller, at de nogle gange har snuppet hans hue.
Vi når den lille forskningsstation efter ca. en times gang. Desværre er motoren i maskinen blevet rystet løs og den har derfor kun data fra ét døgn i stedet for tre. Maurizio pakker motoren ned i rygsækken – han har en ekstra nede på basen – og spørger, om jeg har lyst til at se lidt mere af området.
Dumt spørgsmål!!
Vi kravler ned ad klipperne, hvilket er interessant i sig selv i Michelin-kostumet, og står snart med udsigt over isen og de fantastiske klippeformationer, som stikker op ad isen. Han fortæller, at det er hér Adélie-pingvinerne dukker op, når isen er brudt, men de er desværre ikke ankommet endnu. Han peger derefter ud mod klipperne på den anden side af den lille fjord mod det sted, hvor de store kejserpingviner holder til sommeren – det eneste liv vi ser, er dog nogle sorte pletter på isen, som vi, med hjælp fra mit kameras telelinse, konstaterer er sæler.
Opladet af de fantastiske indtryk og det smukke landskab traver vi tilbage mod basen. Turen har taget knap tre timer og Maurizio har ret – det er godt for appetitten.
På basen fortæller stationslederen mig, at næste fly til Concordia formentlig først bliver om 3 dage, nemlig den 10. november.
Det går nok.