Stol ikke på astronomen eller kompasset - men på pizzaen

Kære alle,

Så blev det marts – og søndag igen.

Søndag morgen står på pyjamas-bukser og en stille, morgensøvnig base – og pizzarester og kaffe til morgenmad (det er der ingen, der ser – de sover!). Det er snart en måned siden, at det sidste fly lettede fra sneen få hundrede meter væk fra basen. Tiden flyver afsted.

Som den franske chef for teknikerne fortalte mig, så vil vinteren være gået, inden vi når at se os om – det er hans tredje overvintring i Antarktis/de subantarkiske øer, så han ved, hvad han taler om.

Han spiser også cheesecake, som var hver kage den sidste.


Lyset ændrer sig nærmest fra dag til dag. Det er stadig lyst, men aftenerne er begyndt at blive mørke og solen forsvinder bag horisonten, efterladende et køligt orange og blå-grønt skær over isen. Det er endnu ganske få stjerner og planeter, der kan ses om aftenen – men de skinner klarere og klarere og temperaturen er nu næsten konstant under -55/-60 C, også på vindstille dage. Og islaget på indersiden af mit vindue er efterhånden så tykt, at det ikke når at smelte i løbet af dagen.


Nord for ækvator går det stille og roligt den modsatte vej. Venner og familie sender billeder af forårsblomster i Danmark, blomstrende ferskentræer i Sydfrankrig og vandreture i Italien – tak for det, bliv ved! Men det bidrager til den fornemmelse af surrealisme, der stadig kan melde sig. Tænk at være her, hvor forholdene dikterer, at ingen mennesker burde være. Hvor man aktuelt kan tage sig en (komfortabel) gåtur i -70 grader og bagefter drikke espresso lavet på friskkværnede bønner.

Men det pudsige er, at man faktisk også skal minde sig selv om, hvor specielt det er at være her. Og huske at VÆRE her. At nyde den totale, enestående stilhed i stedet for at savne morgenvækning af solsorten eller regn på ruden.

I takt med at dagene går, og at man i Europa allerede nu er i gang med at finde vores afløsere, begynder snakken om hvad der skal ske til efteråret, når vores ansættelser slutter, at tage fat. Vi taler om ferier, arbejde, pHD-projekter, boliger og familier.

Det er sjovt, som vi mennesker ofte er på vej videre, inden vi når at tage Sorel-støvlerne og vintersokkerne af.


Men inden jeg bliver for søndags-filosofisk (måske er det pizzaen): vi har selvfølgelig også lavet andet siden sidst end at pille i vores egne navler 😊

For et par uger siden havde vi vores første vinter-fuldmåne. Og ikke nok med det – det var også en meget smuk, rød én af slagsen. Men inden vi nåede så langt, skulle vores astronom lige regne ud, hvornår månen ville stå op – og det viste sig at være mere kompliceret end som så. Først på dagen gav han ét tidspunkt, senere på dagen et andet, og til sidst var både han og vi andre ret forvirrede og han måtte i gang med at regne igen. Og alligevel formåede vi at stå på taget af basen en time for tidligt, småfrysende – men heldigvis var det mest til morskab for alle. Ikke mindst den franske tekniker, der havde taget den intelligente beslutning at sidde i sofaen på etagen under med en øl og ikke flytte sig, før nogen kunne fortælle ham, at NU stod månen op.

Smart fyr.

Men tidspunktet var ikke den eneste udfordring – vi skulle jo også finde ud af, HVOR månen ville stå op. Og der var det jo så ret heldigt, at vi var på taget tidligt nok til at få solnedgangen med - når der er fuldmåne, står månen direkte overfor solen, hvilket gør den i stand til at blive belyst fuldt ud af solens stråler (eller i hvert fald forsiden af månen bliver belyst). Og når man så får den røde måne, er det fordi jordens atmosfære afbøjer en del af solens lys, så kun det røde spektrum af lyset når månen – og efterhånden som månen kommer til at stå højere på himlen, og atmosfæren ikke længere forstyrrer, når flere og flere af solens stråler månen og dens farve ændres til den ”normale” lysende hvid/gule.

Havde vi nu ikke fået solnedgangen med, kunne man jo argumentere for, at det nemmeste ville være at finde et kompas og kigge mod øst, da solen jo går ned i vest. Jo jo, men det er bare lidt tricky med de dér verdenshjørner, når man er tæt på polerne – og det skriver jeg ikke kun, fordi jeg er notorisk øst-vest blind.

Øst-vest - pizza bedst!

På hver side af ækvator har vi tre poler – den geografiske, den magnetiske og den geo-magnetiske. Den geografiske sydpol er dén pol, som Roald Amundsen nåede som den første i 1911, i tæt kapløb med engelske Scott. Den geografiske sydpol markerer det sydlige punkt af den akse, hvorom jorden roterer og punktet ligger fast ved 90 grader sydlig bredde – og der er i dag i øvrigt placeret en amerikansk base. Og graver man et hul dybt nok og igennem jordens kerne, så kommer man op ved den geografiske nordpol – de ligger lige over for hinanden.

Den magnetiske sydpol (og nordpol) er i konstant bevægelse, da de følger jordens magnetfelt, som bl.a. bestemmes af jernindholdet i jordens kerne – og da det er flydende, flytter det sig.

Årligt flytter polerne sig op til 10 km og nordpolen har tidligere ligget syd for ækvator og omvendt! Og i modsætning til de geografiske poler, så ligger de ikke lige overfor hinanden – hvis man trækker en linje fra den ene pol og igennem jordens kerne, så rammer man altså forbi den modsvarende magnetiske pol. Og som om det ikke er tricky nok i sig selv, så er den magnetiske sydpol faktisk den magnetiske nordpol… (fordi den tiltrækker syd-enden af kompasset – og modsætninger mødes, ved I nok).

Kompasnålene tiltrækkes af de magnetiske poler, så jo tættere man kommer på dem, jo mere upræcis bliver dit kompas i forhold til de geografiske poler og man er nødt til at kompensere. Men faktisk kan kompasset blive så forstyrret af magnetfelterne, at man ikke kan bruge det til særligt meget.

Hurra for GPS, siger jeg bare!

De geomagnetiske poler er matematisk konstruerede, ligger modsat hinanden på kloden og flytter sig også, da placeringen af de magnetiske poler indgår i beregningerne. Hvad man bruger dem til, er jeg ikke sikker på – og det var den amerikanske ingeniør, der forklarede mig ovenstående i sommers, heller ikke. Så den lukker vi bare dér, ikke? (Men er der nogen der kan forklare det, så selv en læge kan forstå det, så er I velkomne.)

Jeg har fundet en fin lille tegning på physics tutorials, som illustrerer hvordan de geografiske og magnetiske poler ligger forskudt. Og som skrevet ovenfor, så ligger den geografiske sydpol på den 90. sydlige breddegrad, mens de nyeste data for den magnetiske sydpol, som jeg har kunnet finde (fra 2015, tak til Wikipedia), siger, at den magnetiske sydpol ligger på 64.28 grader syd. Så der er faktisk en pæn forskel.


Ze Pøwls

De magnetiske poler spiller i øvrigt også en stor rolle for hvor man kan se nordlys/sydlys. Men den har jeg tænkt mig at gemme til vi, forhåbentligt, får fornøjelsen af den slags magi hernede.


Og tilbage til taget af Concordia, hvor vi endte med at bruge solnedgangen som livline, og fik set den smukkeste måne.

Moonshine

Som bonus fik vi også et par småforfrysninger grundet den lange ventetid samt en sund skepsis overfor vores astronoms beregninger - sådan generelt 😉


Og ellers så er vi jo i høj grad ved at have fået etableret en dagligdag her i basen. Tempoet er skruet ned i forhold til sommerperioden, og vi har hver især egne rytmer, som kommer mere til udtryk nu end tidligere. Men sammenholdet og stemningen er god, på trods af at der grundet sprog og kultur, stadig – og formentlig altid vil være – en lille opdeling mellem de franske og italienske deltagere. Jeg har et ben i begge lejre, og taler stadig tysk med kokken – og det fungerer glimrende.


Jeg har fået et spørgsmål om, hvad vi spiser hernede. Og det er jo et fantastisk spørgsmål – og mit umiddelbare svar er: alt for få gulerødder og saltlakrids. Men det er måske ikke helt fyldestgørende…

Morgenmad: det eneste måltid, hvor vi ikke samles, da folk står op på forskellige tidspunkter og ikke alle spiser morgenmad. Men kokken dækker hver dag op med følgende, som helt klart er italiensk-inspireret morgenmad (at dømme efter antallet af kager):

- 11 slags småkager, heraf ca. halvdelen hjemmebagte

- Cocopops, cornflakes, müsli – med sojamælk eller almindelig (langtidsholdbar) mælk (som vi er ved at løbe tør for)

- Juice

- Frisk frugt – så længe vi har.

- Kødpålæg og hvidt brød

Frokost og aftensmad minder meget om hinanden – der er altid to retter og som regel også dessert.

- Forretten er enten (oftest) pasta i en eller anden art - eller suppe.

- Hovedretten er oftest kød af en art, grøntsager (ofte fennikel, som jeg er blevet meget glad for), kartofler og dertil hvidt brød. Oftest er der også et fiskealternativ – heldigvis, da jeg stadig ikke spiser kød.

- Desserten er oftest frugtsalat, cheesecake, is eller tiramisu.

Så der er mad i store mængder og jeg springer som regel pastaen og desserten over og nøjes med fisk og grøntsager. Lørdag får vi ofte pizza (derfor pizza til morgenmad om søndagen) eller noget andet ”særligt”, som f.eks. crêpes – men det må jeg skrive mere om næste gang.

Søndag er kokkens fridag – og restedag (mere pizza til aftensmad!), hvilket faktisk er meget hyggeligt - det er det helt store tag-selv-bord.

Så vi dør på ingen måde af sult – tværtimod. Min lægekollega er også begyndt at tage kontrol-EKG’er og måle kolesterol på hele banden 😊

Franskmændene er begyndt at interessere sig vældigt for det danske køkken, som jeg ikke har formået at sælge særligt godt – nok grundet manglende begejstring fra min side (”det er jo bare bacon og kartofler”). Men det har resulteret i, at de er blevet helt gode til at sige ”kransekage”, mens de stadig træner ”smørrebrød” og ”rødgrød med fløde” (den sidste var jeg jo nødt til at putte på listen).


Til slut vil jeg fortælle, at vi selvfølgelig også markerede kvindernes kampdag 8. marts hernede, som illustreret ved nedenstående billede. Vi udgør trods alt ”hele” 23 % af bemandingen og der har endnu ikke været en kvindelig leder af stationen.

Der er plads til forbedring, polarinstitutter!

Også sydpå er der masser af varm luft omkring kvinderne

Og spørgsmål er stadig velkomne! Og I spekulerer sikkert på ting, som jeg nu tager for givet og nærmest synes er lidt kedeligt og trivielt, så spørg endelig!

Jeg har fået et par spørgsmål på facebook, som jeg vil forsøge at komme igennem snarest (så har jeg ikke lovet for meget, vel?) og I er også stadig velkomne til at skrive dér.


Glædeligt forår til jer alle – husk at nyde det, mens det varer ved.

Måske er I i Antarktis næste år, og så vil I savne det 😉

120 visninger

Alle billeder fra Antarktis/Concordia er copyrighted ESA/IPEV/PNRA-Nadja Albertsen

 

Resten er copyrighted Nadja Albertsen

  • Grey Facebook Icon
  • LinkedIn Social Ikon
  • Black Facebook Icon